Hvad var Danmarks rolle i Cuba-krisen?

To centrale aktører under krisen: Kennedy og Khrusjtjov.
SVAR: Danmarks rolle under Cuba-krisen er ikke central, men dog interessant.
Fra sommeren 1962 begynder sovjetiske skibe at sejle ud af Østersøen med forskelligt militært materiel. Skibene fotograferedes rutinemæssigt af danske rekognosceringsfly af typen RF-84 Thunderflash, og på dette tidspunkt vidste ingen, at der i visse tilfælde var tale om transporter af våben og raketudstyr til Cuba, og at der senere i oktober samme år ville opstå den såkaldte Cuba-krise.
I løbet af sensommeren og efteråret fortsætter disse sovjetiske sejladser og tilsvarende fotorekognosceringer. Den 16. oktober 1962 holder USA’s præsident Kennedy en tale, hvori han afslører, at Sovjetunionen er ved at opstille atomraketter på Cuba, og at man ville påbegynde en blokade den 24. oktober. Fra den 16. oktober og frem til den 28. oktober oplevede verden det, som siden hen blev kendt som Cuba-krisen.
Den 22. oktober observerede man fra marinens udkigsstation i Føllesbjerg på Langeland et sovjetisk handelsskib med militært udstyr ombord. Det var dog observationer to dage senere, den 24. oktober, fra samme udkigspost, som var interessante. Her konstateredes det, at flere sovjetiske skibe var vendt om og sejlede tilbage til Østersøen igen. At skibene vender midt i krisen, ses som et tegn på, at Khrusjtjov har bøjet sig for amerikanernes pres, hvorfor man hurtigt fra dansk siden rapporterede videre til NATO. ”Det var første og mig bekendt eneste gang i tjenestens historie, at der blev sendt et telegram med mærket ’X’ – den højeste prioritet i NATO,” erindrer FE-officer A.W. Thorsen år senere.
Det er dog aldrig påvist, at disse oplysninger blev modtaget eller anvendt af præsident Kennedy.
Har du et historisk spørgsmål?
Send det til os på red@altomhistorie.dk!



30 nov 2011 











Intersant læsning, men er det sandt. Dengang jeg gik i folkeskolen for cirka 25 år siden, havde vi en besøg af en Konstabel fra den militærstation der lå i Karup. Han fortalte at flyene i Karup tog billeder af sovjetiske skibe i forbindelse med Cubakrisen. Er dette så forkert?
Hej Kent
Nej. Han havde helt ret. Der BLEV taget billeder af sovjetiske skibe. Men…
Da de danske fly tog billeder af sovjetiske skibe så tidligt som juli og august 1962, vidste ingen herhjemme, at de motortorpedobåde, som stod på skibenes dæk, var på vej til Cuba, og at der ville udvikle sig en højdramatisk krise mellem USA og Sovjetunionen. Så vidt vides er der ikke blevet fremlagt billeder af sovjetiske skibe med raketmateriel ombord, taget i farvandene omkring Danmark. Der er dog taget billeder af et af krisens andre emner, de lette Il-28 bombefly, som cubanerne havde fået af Sovjetunionen. Da de bliver sejlet tilbage til Sovjetunionen i december 1962, fotograferes de af den 18. december af det danske luftvåben.
Det er ikke korrekt at Kennedy allerede den 16. oktober informerede offentligheden om hanas kendskab til de sovjetiske atommissileer. Dette skete så vidt jeg husker først den 22. oktober. Jeg mener heller ikke det er den 24. oktober men den 26 eller 27. oktober, at observatører fra Langelandsfortet kunne meddele, at sovjetiske skibe var vendt om.
Venlig hilsen Nicolai Krageskov Eriksen