Overdådige bryggerdage
Særudstilling, riddere, kunstnere, dansere, fri entré og skål i bryggerens bryg, når Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fejrer 200-årsdagen for brygger J.C. Jacobsens fødsel.

J.C. Jacobsen (1811-1887).
Danmarks store mæcen og erhvervsmand, brygger J.C. Jacobsen, er omdrejningspunktet for bryggerdagene på det museum, som han egenhændigt stiftede i 1878 og skænkede til det danske folk. Weekenden den 2.-4. september bliver en overdådig kulturfest med underholdende familieaktiviteter og unikke, kunstneriske oplevelser.
Den første af de tre bryggerdage er selve 200-årsdagen for brygger J.C. Jacobsen fødsel, og dagen fejres blandt andet med gratis adgang til museet og en gratis skål for bryggeren i Dark Lager-øl, der er brygget efter J.C. Jacobsens oprindelige opskrift. Søndag bliver 1600-tallets famøse svenskerkrige genoplivet, når riddere krydser klinger i Slotsgården, og publikum er inviteret med i et specialdesignet historisk stratego.
Museets rige samling af portrætkunst og historiemalerier bliver løbende levendegjort af besøgende kunstnere: Martin Bigum, Peter Carlsen og Mathilde Fenger.
Fredag og lørdag fyldes riddersalen med barokdansere under ledelse dansemester Jørgen Schou Petersen, og på hver af de tre bryggerdage vil der blive givet koncert på slotskirkens compeniusorgel fra 1610.
Foruden alle de ovennævnte begivenheder, så er bryggerdagene fyldt med muligheder i udstillingerne, hvor der vil være masser af særomvisninger og familieaktiviteter.
Som tidligere nævnt markerer bryggerdagene også åbningen af særudstillingen Patriot og Verdensborger, der stiller skarpt på bryggerens baggrund og den danmarkshistorie, som museet fortæller.
Se det fuldstændige program for bryggerdagene på museets hjemmeside: www.frederiksborgslot.dk



29 aug 2011 











Trackbacks/Pingbacks
[...] Overdådige bryggerdage (Alt Om Historie) [...]