Festligheder på Fregatten Jylland

Verdens længste bevarede træskib fejrer 150 året for sit første togt med stabelafløbningen af Dampbarkasse nr. 30.

Borgmester i Syddjurs kommune, Kirstine Bille, vil som gudmoder for Dampbarkassen stå for dåben den 15. maj. Billede: Fregatten Jylland.

Det er afslutningen på tre års restaureringsarbejde i Ebeltoft, som tirsdag d. 15. maj klokken 14.00 markeres med stabelafløbningen af Fregatten Jyllands hjælpefartøj Dampbarkasse nr. 30.
Håndværkerne på Fregattens Værft har blandt andet monteret 18.000 nye kobbernitter og udskiftet hele den dobbelte mahogniklædning. Teknikerne måtte helt til England for at finde en dampmaskine helt magen til den, som oprindeligt drev det slanke, 10 meter lange skibsskrog gennem bølgerne.

Datoen for stabelafløbningen er ikke tilfældigt valgt. Den 15. maj er det nemlig præcis 150 år siden, at Fregatten Jylland for første gang lagde fra kaj på Holmen og stod ud på sit første togt med Eduard Suenson som skibschef. Togtet gik blandt andet til Verdensudstillingen i London, hvor Fregatten Jylland repræsenterede Danmark.

Twitter Digg Delicious Stumbleupon Technorati Facebook Email

Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!