Historikeren Asser Amdisen er også forfatter til biografien "Struensee - til Nytte og Fornøjelse", der netop er blevet genudgivet på Lindhardt og Ringhof. Billede: Statens Arkiver/Rigsarkivet.

Først erobrede han dronningen, siden forsøgte han at forny kongeriget, og til sidst mødte han sin blodige skæbne på Fælleden ud for København. Siden henrettelsen i 1772 har romaner og film ofte beskrevet Johann Friedrich Struensee som en tragisk, humanistisk helteskikkelse. Vær med når Danmarks førende Struensee-ekspert Asser Amdisen går i kødet på heltehistorierne om den tyske livlæge, der senest er blevet videreført i filmen “En Kongelig Affære”, og i stedet giver et billede af den virkelige Struensee, der kan beskrives som et elitært menneske, som ville gøre Danmark-Norge til et moderne oplyst mønstersamfund.

Foredraget bliver holdt den 24. maj i Rigsarkivets foredragssal i København. Tilmelding sker efter først til mølle princippet på www.sa.dk/struenseeforedrag

Fire års spøgeri gjorde fem personer og en hund syge. Det resulterede i 12 hekse på bålet. Køge huskors var en af Danmarkshistoriens største hekseprocesser.

Tekst: Nina Søndergaard

To kvinder puslede rundt i den ellers øde Sankt Nikolaj kirke i Køge i 1612 og havde noget skummelt for. Kirsten Lauridsdatter skulle bruge døbefonten som toilet. Det var ikke nemt, så troldkvinden Skæl-Annike havde taget en skammel frem, som Kirsten kunne stå på imens.

Det var besværligt at besørge i døbefonten. Kirsten var en gangbesværet tjenestepige, og hun havde fået at vide, at det at tisse i døbefonten ville kurere hendes benproblemer. Det gjorde det nu kun indirekte, for Kirsten blev dømt for hekseri og brændt på bålet.

Satan selv viste sig

Denne symbolsk voldsomt krænkende handling var stadig virkningsfuld 200 år senere. Døbefonten var nemlig blevet smidt ud af kirken, lige så snart man fik nys om, at den havde indeholdt andet end vievand. Det kom frem under den efterfølgende retssag.

Grunden til at Kirsten Lauridsdatter blev beskyldt for hekseri lå fire år tilbage. I 1608 begyndte det nemlig at spøge i et hus i Køge.

Det var så slemt, at en af beboerne mente at spøgeriet var et kors, som hendes hus måtte bære, som et huskors.

Den hjemsøgte bygning lå ved Torvet, hvor Hans Bartskær og hans kone Anne drev en købmandsgård. De lader til at have været ganske almindelige borgere, men Satan selv viste sig i huset i flere skikkelser. Han var blevet manet frem af nogle hekse, heriblandt Kirsten Lauridsdatter.

Fanden kom som en uhyggelig mand og var ved at skræmme livet af børnene. Ikke-eksisterende høns kaglede i Hans og Annes seng. En tudse gik på to lange ben ude i gården. Både en tjenestepige og to af deres børn blev langvarigt og ganske uforklarligt syge. Det var slemt nok, men allerværst gik det ud over deres 12-årige plejesøn Jacob.

Plejesøn stivnede som Jesus

Jacob fik så kraftige krampeanfald, at fire voksne mænd knap kunne holde ham fast. Efter sigende svævede han rundt i søvne og vågnede de mest besynderlige steder uden at kunne forklare, hvordan han var havnet der. Jacob græd og bad, men alligevel stivnede han i positurer, der lignede Jesu korsfæstelse med samlede fødder og hovedet bøjet ned til den ene side. Beskrivelserne er meget levende og lader intet fra filmen Eksorcisten tilbage at ønske.

Også familiens lille hvide hund blev ”forbistret” som det hed. Først var det, som om den blev slået ned i gulvet gentagne gange af en usynlig hånd, derefter blev den lam i bagbenene og ville bide alle. Så måtte de aflive den. Til sidst var det Hans Bartskærs tur til at opleve spøgeri. Han blev tynget ned som af en usynlig kornsæk hver dag og døde i 1613 af denne ”klemmelse”.

Hekseri bag hændelserne

Både familien og andre havde bedt meget og længe til Gud om, at disse uhyggelige hændelser måtte ophøre, men det havde ikke hjulpet. Hans Bartskær kom i 1612 på den idé, at det var trolddom og hekseri, der stod bag. Den, der havde forhekset huset, var Johanne Thommesen.

Johanne boede i nærheden i Bygårdstræde og havde før været på kant med familien Bartskær. Hans Bartskærs svigermor havde tidligere overfuset Johanne i en sådan grad, at Johannes mand anlagde sag mod Hans Bartskær. Den sag blev dog ikke til noget. At dømme på de efterladte papirer virker Johanne som en temperamentsfuld kvinde, i hvert fald vidnede mange borgere i Køge mod hende.

Ti år tidligere var Johanne blevet anklaget for hekseri, men frikendt. Anklagen havde dog alligevel konsekvenser for hende. Førhen havde hun nemlig handlet en del med Hans Bartskær, men efter hekserianklagen ville Hans ikke længere hilse på eller tale med hende.

Dråben lader dog til at have været, at Hans købte en gård for næsen af hende. Det blev Johanne så forbitret over at hun pudsede Fanden på Hans Bartskær og dennes hus.

Fanden kom fra en brønd

Der er kun få konkrete detaljer om, hvordan hun og en anden anklaget kvinde, Mette Banghors, fik kontakt til Djævelen. Den slags plejede ellers at være saftigt beskrevet i hekseprocesserne.

Dog kom det frem, at Johanne og Mette havde manet Fanden op af en brønd. Djævelen antog på det tidspunkt skikkelse af en brun rotte.

Johanne havde også bildt sin halte tjenestepige, Kirsten Lauridsdatter, ind, at det at bruge døbefonten som toilet ville give Kirsten hendes fulde førlighed.

Både Johanne, Kirsten og Mette bekendte deres hekseri og blev brændt på bålet for trolddom. De rev flere ”troldkvinder” med sig i faldet. De fleste blev brændt, men én flygtede, og to andre begik selvmord.

Hekseprocessernes årsag

I Europa var der mange store hekseprocesser i løbet af 15- og 1600-tallet, både i katolske og protestantiske lande. Dansk lovgivning blev efter reformationen mere direkte baseret på Biblen, og anden Mosebog, kap. 22, vers 17 gav teologer og jurister begrundelsen for heksenes dødsdomme: ”En troldkvinde må du ikke lade blive i live.”

Der er mange spekulationer om de dybereliggende årsager til hekseforfølgelserne, men både sociale og økonomiske grunde lader til at have spillet ind. Her har Hans Bartskær tilsyneladende haft en besværlig konkurrent i Johanne Thommesen (hvis erhverv desværre ikke er helt klart), som blev sat effektivt ud af spillet ved en dødsdom.

Derudover var Djævelen selv en helt reel person og fare i hverdagen, hvilket måske er sværere for moderne mennesker at forstå.

Vi er også i dag vant til andre forklaringsmodeller, så både Jacobs og hundens kramper vil måske i dag være blevet diagnosticeret som epilepsi. Mange steder i Europa gik hekseforfølgelserne heftigt for sig, og et sted mellem 50- og 100 000 mennesker døde som følge af hekseprocesserne.

Bødlen foretog tortur

I Danmark var det mere afdæmpet, her mistede omkring 1 000 personer livet på grund af hekserianklager i løbet af små 200 år. En af grundene til det relativt lave antal var, at en lov fra 1547 forbød anvendelsen af tortur før dødsdommen.

Først efter at personen var blevet dømt til døden kunne vedkommende komme i såkaldt ”pinligt forhør”. På den måde sikrede man sig, at skrækslagne og smerteplagede personer ikke rablede løgne af sig, som man fx så det i Tyskland og Sverige, og man fik også det sidste med…

Det var byens bøddel der stod for eksekveringen af dødsdommen og den eventuelle tortur. Alt sammen til nøje fastsatte priser. Køge Huskors var en af de store hekseprocesser i Danmark, hvor 12 kvinder blev brændt på bålet for hekseri. At det var en alvorlig anklage ses blandt andet af, at to af de anklagede kvinder valgte at tage deres eget liv.

Selvmordere kunne nemlig ikke blive begravet i indviet jord, men det kunne forbrydere godt, hvis de angrede og sonede inden deres dødsdom blev eksekveret.

MERE HER: www.koegemuseum.dk/Koegekors ● Køge Huskors af Johan Brunsmand (1674, genudgivet 1952)

Støtten fra Hitler og Mussolini var af afgørende betydning for Francos sejr i Den Spanske Borgerkrig. Alligevel sluttede den spanske ledelse sig aldrig til sine dikta­torkolleger under 2. verdenskrig.

Tekst: Åke Steinwall

Efter borgerkrigens afslutning i foråret 1939 var den spanske økonomi totalt smadret. Den overvundne republikanske side havde brugt landets guldreserve på våben fra Sovjetunionen, og Francos side havde opbygget en stor gæld til Nazityskland. Man begyndte straks at betale af på gælden med eksport af wolfram, et metal, som tyskerne havde brug for i deres våbenindustri.

Mange havde regnet med, at Franco ville slutte op bag Hitler og Mussolini i den storkrig, der så ud til at nærme sig i Europa. Ligesom resten af verden blev den spanske ledelse dog overrasket over Hitlers ikke-angrebspagt med Stalin i sensommeren 1939. Franco betragtede frem for alt Nazityskland som en allieret i kampen mod verdenskommunismen, og nu havde Hitler og Stalin sluttet fred. Angrebet på Spaniens katolske trosfæller i Polen øgede den spanske tvivl angående nazisternes planer.

Lovede at erobre Gibraltar

Tyskernes succesrige blitzkrig i foråret 1940, hvor størstedelen af Vesteuropa kom under Hitlers kontrol, fik dog den spanske sympati til at vokse.

I oktober 1940 mødtes Hitler og Franco i byen Hendaye, tæt på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Hitler forlangte at Spanien i første omgang, med tysk hjælp, skulle erobre den britiske base Gibraltar ved strædet mellem Atlanten og Middelhavet.

Franco lovede, at Spanien ville gå med i krigen på tyskernes side – men på visse betingelser. Dels skulle tyskerne forsyne dem med våben og brændstof, men også med fødevareleverancer, eftersom den livsnødvendige import sandsynligvis ville blive afskåret af den britiske flåde, hvis Spanien åbent sluttede sig til Nazityskland.

Desuden krævede Franco, at Spanien skulle overtage dele af det franske koloniherredømme i Nordafrika som belønning for deres kommende indsats i krigen. Hitler ville ikke afgive den slags løfter, og de to diktatorer rejste skuffede hjem fra mødet.

Kæmpede på østfronten

Det tyske angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 øgede dog atter den spanske entusiasme. Franco så Operation Barbarossa som et korstog mod kommunismen og sendte tusindvis af frivillige spanske soldater til østfronten for at kæmpe for tyskerne.

Diskussionerne om et spansk angreb på Gibraltar fortsatte, men førte aldrig til noget konkret. Dels fordi Franco holdt fast på de spanske krav om massiv militær og økonomisk støtte fra Nazityskland, dels fordi den spanske ledelse var splittet, eftersom briterne bestak såvel regeringsmedlemmer som militære ledere.

Da den tyske krigslykke i 1942–43 vendte i både Stalingrad og Nordafrika, voksede den spanske tvivlrådighed. Franco udskiftede sin svoger på udenrigsministerposten, fascistlederen Serrano Suñer, med Francisco Jordana, der havde mere diplomatisk snilde. Nu begyndte spanierne at følge en mere neutral linje, selvom mange, også Franco, stadig sympatiserede med Hitler.

Jødeforfølgelserne blev kendt

På nogenlunde samme tidspunkt blev rækkevidden af tyskernes jødeforfølgelser kendt, også i Spanien. Det førte dog ikke til nogle større forandringer i den spanske politik. Flygtninge, der ankom via Frankrig, blev sluppet igennem, hvis bare de havde deres papirer i orden og var på vej til et andet land. Først i 1944 tog Spanien imod nogle mindre grupper spansk­talende jøder fra Østeuropa.

Efter de allieredes landgang i Normandiet i juni 1944 kunne også Franco se, at tyskerne ville tabe krigen. Han troede dog, at Tyskland alligevel ville kunne beholde noget af sin stormagtsstatus efter krigen.

Derfor fortsatte den spanske wolfram-eksport helt indtil jernbaneforbindelserne mellem Spanien og Tyskland blev afbrudt i efteråret samme år.

Da de allieredes sejr var en kendsgerning, var der stor bekymring i den spanske regering. Ironisk nok viste det sig dog, at Franco snarere kunne takke Stalin end Hitler for, at hans regime overlevede krigen.

I slutningen af 2. verdenskrig oprettede Stalin kommunistiske lydregimer i Østeuropa. Den nye konflikt – Den Kolde Krig – mindskede vestmagternes interesse i at styrte Franco. Frygten for at Stalin, som havde støttet den republikanske side under borgerkrigen, skulle få indflydelse i Spanien, var for stor. Derfor kunne Franco blive siddende til sin død i 1975.

MERE HER: Franco and Hitler af Stanley G. Payne (2008)

Gå ikke glip af den allersidste del af vores serie om naturkatastrofer!

Den danske prins Carl og hans dronning i forbindelse med kroningen til Norges konge.

SVAR: I 1905 blev den fattige danske prins Carl valgt til konge af Norge. Dette skete ved en folkeafstemning, hvor ca. 80% af den norske befolkning stemte for. Året efter blev den danske prins kronet til konge af Norge, hvorefter han tog navnet Haakon 7.

Årsagen skal findes i, at man fra norsk side i 1905 valgte at opløse unionen med Sverige. Dermed stod man med spørgsmålet om, hvorvidt landet herefter skulle være en republik eller et monarki. Man blev enige om det sidste og overvejede dernæst, hvem der skulle bestige den norske trone. I første omgang rettede man blikket mod Sverige, men da dette blev afvist, sendte man tilbudet videre til Danmark. Her faldt valget på kong Frederik 8.’s næstældste søn, prins Carl, der allerede havde sikret arvefølgen med sønnen Olav.

Den danske prins Carl tog imod tilbuddet, men på betingelse af, at han blev valgt af den norske befolkning. Derfor så man den unikke proces, hvor en monark blev demokratisk valgt.

Slaget ved Femern den 13. oktober 1644, hvor den svensk-nederlandske flåde sænkede alle danske skibe på nær to.

I de kommende uger foretager marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde undersøgelser på to skibsvrag i Femern Bælt.
Det ene vrag ligger i tysk farvand ca. 3 km nord for Puttgarden. Det er sandsynligvis det danske orlogsskib ”Lindormen”, som sank i oktober 1644 under et søslag med en svensk-hollandsk flåde. Positionen for vraget har været alment kendt gennem en årrække og marinarkæologerne regner derfor med, at det er delvist plyndret af sportsdykkere.

Det andet vrag, som ligger i dansk farvand ca. otte km syd for Rødby, har derimod været hemmeligholdt siden opdagelsen ved forundersøgelserne i 2008 og forventes indeholde flere interessante fund.

Det vides endnu ikke om de to vrag stammer fra samme søslag eller fra to forskellige.

Sagnlandets gæstfri beboere inviterer til åbent samtalekøkken og fyrer godt op under potter og pander i hele Kristi Himmelfartsferien. Billede: Sagnlandet Lejre.

Hver dag i Kristi Himmelfartsferien byder Sagnlandet Lejres mange gæstfri beboere på kulinariske oplevelser fra dengang det Nordiske Køkken virkelig var nyt. Old Food Festival giver besøgende mulighed for at prøve forskellige nordiske madretter fra oldtiden og helt op til 1800-tallet.

Jernalderkrigeren Hæri og hans kone Wivio tilbereder deres yndlingsspise ”germanske fyldingkager”. Det er jernalderens svar på ravioli, som vi blandt andet kender det fra Cæsars beskrivelser i hans bog Gallerkrigene. Hos Ravnefolket på Vikingepladsen koger Særimners gode flæskesuppe. I den nordiske mytologi er Særimner den magiske gris, hvis flæsk vokser lige så hurtigt ud, som Valhallas kok skærer store stykker bort til de sultne krigere i festsalen Gimle.
De rare vikinger hjælper også børn og voksne med at bage de dejligste fladbrød på jernpander over bål. Selv Sørine, Sagnlandets fattige husmandskone, åbner fadeburet og fejrer Kristi Himmelfart med sin livret Pottesild med knapost.

Læs mere på www.sagnlandet.dk

Borgmester i Syddjurs kommune, Kirstine Bille, vil som gudmoder for Dampbarkassen stå for dåben den 15. maj. Billede: Fregatten Jylland.

Det er afslutningen på tre års restaureringsarbejde i Ebeltoft, som tirsdag d. 15. maj klokken 14.00 markeres med stabelafløbningen af Fregatten Jyllands hjælpefartøj Dampbarkasse nr. 30.
Håndværkerne på Fregattens Værft har blandt andet monteret 18.000 nye kobbernitter og udskiftet hele den dobbelte mahogniklædning. Teknikerne måtte helt til England for at finde en dampmaskine helt magen til den, som oprindeligt drev det slanke, 10 meter lange skibsskrog gennem bølgerne.

Datoen for stabelafløbningen er ikke tilfældigt valgt. Den 15. maj er det nemlig præcis 150 år siden, at Fregatten Jylland for første gang lagde fra kaj på Holmen og stod ud på sit første togt med Eduard Suenson som skibschef. Togtet gik blandt andet til Verdensudstillingen i London, hvor Fregatten Jylland repræsenterede Danmark.

Under Den Kolde Krig skulle Østersøen spærres med søminer i tilfælde af krig. Nu kan en række eksempler på disse miner ses i Koldkrigsmuseum Langelandsfortets nye permanente udstilling “Den Kolde Krig under overfladen”.

I arbejdet med mineudstillingen har museet fået kyndig vejledning af den pensionerede orlogskaptajn Jørgen Strange Lorenzen, som igennem næsten 40 år stod for opbygningen af det danske sømineforsvar og som samarbejdede tæt med kolleger fra det amerikanske og vesttyske søværn. Museet har desuden fået hjælp fra søværnets mineryddere i form af historiske kort og plancher.