Trankebar blev en vigtig dansk handelsstation.

SVAR: Trankebar var en dansk handelsstation på kysten i det sydøstlige Indien, som eksisterede fra 1620 til 1845. Grunden til at Danmark gerne ville have en koloni var primært handel, og sekundært missionærarbejde.

I 1618 sendte Christian 4. og det nydannede Ostindisk Kompagni en ekspedition under ledelse af adelsmanden Ove Giedde til Ceylon med det formål at sikre en del af handelen på Asien. Det lykkedes at få en aftale i stand på Indiens kyst lidt syd for fiskerlandsbyen, Tarangambadi. Trankebar blev hovedsædet for handelsaktiviteter i Indien i de næste 225 år. Den vigtigste vare var bomuld. Den voksede hurtigt, og nåede faktisk at blive en af rigets seks største byer.

Men Trankebar var også hjemsted for verdens første lutherske mission. Frederik 4. udsendte den i 1706 for at omvende sine indiske undersåtter.

I 1845 blev Trankebar solgt til Storbritannien for 1.125.000 rigsdaler.

Har du et historisk spørgsmål?
Send det til os på red@altomhistorie.dk!

Det tyske Hanseforbunds voksende magt omkring Østersøen medførte, at den danske konge Valdemar Atterdag erobrede forbundets hjerte, øen Gotland. Forbundet svarede med en krigserklæring mod Danmark fra hele 77 byer, eller ”gæs”. Først langt senere måtte Hanseforbundet overgive sig til udviklingen.

Tekst: Thomas Oldrup og Signe Bergman

Hansaens skippere og købmænd forstår sig på at handle og tjene penge. Hvert år kommer de til det store marked i Skanør, i dag på den svenske side af Øresund, og forlader det igen med tønder af klirrende sølv og guld. Den fattige danske kong Valdemar kan næsten høre dem le skadefro mens de passerer København i deres tykmavede koggerskibe. De har efterhånden overtaget al handlen, og dermed magten, i østersøregionen.

Men nu skal det være slut! Valdemar Atterdag knalder næven i bordet. Og udruster i 1361 sine skibe til en rask lille tur til den lille rige by Visby.

Vejen til magten

Hanseforbundets vej til toppen af Skandinavien var lang og indimellem blodig. Det startede fredeligt nok i 1100-tallet, hvor tyske handelsbyer rundt om Østersøen besluttede sig for at samarbejde. På den måde kunne deres arbejde med handel blive lettere og mere effektivt. Samtidig kunne de søfarende til og fra Tyskland føle sig tryggere. Ordet “hansa” betyder da også “gruppe” eller “følge”.

Men Hanseforbundet fik snart præg af en militæralliance, idet byerne i forbundet også hjalp hinanden når det kom til konflikter. De tunge handelsskibe fragtede snart både mænd og våben i tillæg til de almindelige handelsvarer. Danmark stod alle dage udenfor.

Med sin flåde af væbnede skibe kunne hanseaterne tilbyde tryg og effektiv transport af varer og derfor sluttede mange handelsbyer sig nu til Hanseforbundet. Andre steder oprettede hansekøbmændene kontorer i uafhængige byer. Også her fik de stor indflydelse på handlen. Gennem samarbejde, traktater og militærmagt skaffede de sig nærmest monopol på mange varer. I 200 år kontrollerede de al handel indenfor den vældige trekant London – Bergen – Novgorod, med Visby som forbundets hjerte. Forbundet kan med lidt god vilje sammenlignes med nutidens EU.

Jagten efter salt og fisk

Nogle af varerne var livsnødvendige. Eksempelvis var salt en vare, som middelalderens mennesker var helt afhængige af, idet den kunne bruges til konservering af mad. Ved at sikre sig kontrollen over saltet, var vejen kort til at kontrollere handlen med andre vigtige varer som korn og tømmer.

I Skandinavien var det klipfisken de tyske handelsmænd var ude efter.

I tillæg til saltning og spegning var tørring en af de vigtigste lagringsmetoder for mad. Her så de tyske købmænd derfor et nyt og lukrativt marked og valgte bl.a. at oprette et kontor i det norske Bergen, i et område der blev kendt som Tyskebryggen.

Men de skandinaviske lande havde lange traditioner for søfart og handel – tænk bare på vikingerne – og ikke alle agtede at overgive sig til hansaen uden kamp. En af dem var den danske kong Valdemar Atterdag (ca. 1321–75). Han besvarede udfordringen fra Hanseaterne ved at gå i krig.

To krige

Øen Gotland stod officielt under den svenske konges herredømme, men var i praksis uafhængig. Øens største by, Visby, var på den tid selve hjertet af hansekøbmændenes handel i Østersøen.

I 1361 indtog Valdemar Atterdag byen. Årsagerne til angrebet var mange.

En sommerdag i 1361 går Valdemar i land på Gotland med sin danske hær.

I tre slag forsvarer bønderne sig mod den danske hær, men forgæves. Efter blodige kampe overgiver Visby sig. Kongen rider selv i spidsen for sin hær ind gennem Visbys tunge ringmur. Ifølge en fortælling stiller Valdemar tre store øltønder på byens torv. Hvis disse tønder ikke er fyldt med guld og sølv inden tre dage, bliver byen plyndret og brændt af. De skrækslagne borgere har fyldt dem allerede samme aften.

Desværre forliser skibet på hjemvejen, så skattene havner på havets bund. Men Gotland forbliver alligevel dansk i 300 år. Frem til 1972 indgik ordene: ”De goters konge” i den danske kongetitel.

Hånede de 77 gæs

Valdemar Atterdag havde med sin sejr også fravristet hansaen kontrollen over det indbringende fiskeri i Østersøen og i 1365 måtte Hanseforbundet indgå en fredsaftale. Valdemar Atterdag så ud til at have trukket det længste strå i magtkampen.

Men bag kulissen arbejdede hansaen utrætteligt. Sammen med flere uafhængige handelsbyer slog de sig sammen i det såkaldte Kölnerforbund. Valdemar Atterdag var sikker på, der ikke var nogen trussel. Han hånede de 77 byer ved at kalde dem for ”de 77 gæs”, med reference til et tysk ordspil. Han satte tilmed en gylden gås på spidsen af sit tårn i Vordingborg – det er derfor tårnet den dag i dag fortsat kaldes Gåsetårnet. Her modtog han i 1367 krigserklæringer fra de 77 byer. Sverige, Mecklenburg og de holstenske grever havde til hensigt at splitte Danmark ad og dele det mellem sig.

I løbet af de næste to års krig tabte Valdemar det ene slag efter det andet. København blev belejret og måtte overgive sig. I 1370 blev Valdemar tvunget til at underskrive freden i Stralsund. Hansaen fik overdraget en række danske fæstninger og dermed kontrollen med Østersøen for en periode på 15 år.

Hanseaterne var ikke bare ansvarlige for eksport af skandinaviske varer. I bytte kom koggerskibe fuldt lastet med varer som den skandinaviske befolkning ville have. Det var varer som salt og korn, men også luksusvarer som pelsværk fra Rusland, ravsmykker fra Baltikum og øl og vin fra Tyskland. På den tid var øl og vin nødvendige varer, da vandet ofte var svært forurenet og ikke kunne drikkes.

Hanseaterne havde nu kontrol med handlen med de vigtigste varer, men udenfor Europas grænser foregik der begivenheder, som end ikke dette stærke netværk kunne styre.

International konkurrence

I 1400-tallet blev verden åbnet op for Europa. Christoffer Columbus kom til Amerika og portugiserne fandt søvejen til Indien. Nu var det krydderi og silke og andre eksotiske varer Europa ville have, ikke salt og klipfisk. Gradvis mistede Hanseforbundet sin økonomiske magt.

Fornyet modstand fra Danmark – bl.a. Kong Hans’ store flåde – var også en sten i Hanse-skoen. Dette medførte en indre magtkamp og det tidligere samarbejde led overlast. Også teknologien var imod dem. Deres tunge klodsede kogger blev erstattet af søstærke og hurtige karaveller. I 1500-tallet var Hanseforbundet bogstavelig talt sejlet agterud på alle områder.

Den sidste Hansedag blev afholdt i 1669. Kun ni byer mødte op. De formåede end ikke at nå til enighed om en eneste ting. Hanseforbundet blev formelt set aldrig opløst, men repræsentanterne rejste hjem til hver sin by for aldrig af mødes igen.

For den fortsatte Danmarkshistorie blev Hansaens største indflydelse hvad de IKKE gjorde. De havde nemlig forhandlet sig frem til indsigelsesret overfor hvem Margrete skulle gifte sig med, men forholdt sig tavs. Det banede vejen for den stærke dronning Margrete 1. på tronen og dermed Kalmarunionen.

Mere her: Hanseaterne og Norden af Elisabeth Bjørsvik og Per Solberg (1996) ● The German Hansa af P. Dollinger (2000)

Marie Tussaud da hun, i en alder af 42, rejste til London for at udstille sine værker. Portrættet er malet af Maries barnebarn, John Theodore Tussaud.

”Dén skal du glæde dig til,” sagde ekspedienten i mit yndlingsantikvariat (Bøger & Kuriosa i Strædet), og det trak lidt i armen på hende, da jeg rakte ud efter den, som om hun ikke rigtigt ville af med den for den halvtredser, den stod til. Da jeg for at trække tiden (og bogen til mig) nævnte, at jeg ville læse den, fordi jeg skulle skrive en artikel om Marie Tussaud, slap hun den, og understregede at den VAR jo altså en historisk roman, men at hun nu havde fundet den ganske ”lødig”.

Min yndlingsantikvar er så absolut ikke den eneste, der holdt meget af Dorrit Willumsens Marie fra 1983. Det var hendes folkelige gennembrud efter en stribe modernistiske noveller, romaner og digte om kønsroller og identitet. Bogen blev også oversat til en stribe andre sprog.

Romanen – som fylder 30 år i år – starter med Maries angstfulde afrejse fra Bern i 1767 som 5-årig, hvor hun på rejsen får fortalt sin mors triste livshistorie, bl.a. om Maries far, schweizergardisten, der døde før Maries fødsel. Straks ankommet til Paris hos onklen træffer Marie sin første voksdukke, og besvimer. Efterhånden som Marie bliver oplært som voksmodellør får hun succes i Paris. Hun bliver endda kongens søsters kunstlærer og fortrolige og flytter ind på Versailles. Gengivelsen af det overdrevne, ødsle, klaustrofobiske og dekadente liv ved hoffet er fascinerende og næppe overdrevent (som i filmen Marie-Antoinette). Da revolutionen bryder ud, fyldes Paris af en hadsk og brutal stemning, og i onklens hjem færdes revolutionære folk. Hun og onklen laver gipsafstøbninger af de afhuggede hoveder fra guillotinen, og Marie genkender flere af dem fra sin tid på Versailles.

Marie og moren anholdes som royalister og fængsles. I fængslet har hun sex for første gang med sin anholder, og hun laver en model efter kongens afhuggede hoved. På grund af onklens magtfulde venner på den ’rigtige’ side løslades de dog igen. Ved onklens død kort efter fortæller moren, at han i virkeligheden var Maries far.

Marie gifter sig med en ung lad ingeniør, Tussaud, og de får to drenge. Hverken økonomi eller ægteskab fungerer særlig godt, og Marie drager til London med voksdukker og sin ældste søn og efterlader den toårige yngste søn med sin far. Hun skal kun lige være væk i en måned for at tjene penge. Men udstillingen bliver en stor succes, en lang turné og hun tjener godt.

Hjemme sælger manden udstillingen og figurerne, hvilket får Marie til at føle sig totalt rodløs og uafhængig. Hun ønsker sig bare økonomisk sikkerhed, og den skal opnås ved hjælp af flittighed, mod og nærighed. Hun er dét man i dag ville kalde en entreprenant iværksætter-type. Det er i det hele taget et kvindeportræt af den stærke moderne kvinde. Forstærket af den uduelige og vinglade ægtemand.

Men jeg er lidt skeptisk overfor at ville vise en moderne kvindeopfattelse (Maries succeskriterium i bogen er at kunne klare sig selv, bl.a. økonomisk) gennem en historisk person, vel at mærke fra en historisk periode, hvor kvindeopfattelsen og -idealet var totalt anderledes. Det er ligesom ”nasseri” at ”bruge” en historisk person sådan, er det ikke? Det er lidt som at læse en bog bagfra.

Men – som ekspedienten også understregede – det er en roman, og Dorrit Willumsen må gøre, hvad hun vil. Og det gør hun godt.

Det var den første af Willumsens tre realistiske historiske biografier. Efter Marie kom Klædt i purpur om en byzantinsk kejserinde, Theodora, i 1990, og til sidst Bang om Herman Bang i 1997, som indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris.

Marie er ekstremt velskrevet og fuld af sanser og følelser. I sin stil er den ”kvindagtig”, ment på den allerbedste måde. Sproget er svagt parfumeret, elegant og næsten dansende højtideligt.

PS: Og faktamæssigt set er bogen i det store hele ”lødig”, som jeg fik fortalt. Bogen står især i gæld til Anita Leslie og Pauline Chapmans Tussaud-biografi fra 1978. Hvis du efter at have læst Willumsens Marie har lyst til mere om Tussaud for at skelne fakta fra fiktion, kan Kate Berridges Madame Tussaud – A Life in Wax fra 2006 anbefales. Den er levende og letlæst, sober og seriøs, kritisk og klog.

Den 9. maj er Søværnets nationale mærkedag, som hvert år markeres med et stort program på Fregatten Jylland. Man kan blandt andet opleve Søværnets tamburkorps, som marcherer gennem Ebeltoft og afslutter med en tattoo foran museumsskibet, kanonsalut fra bastionen og åbent skib på Søværnets patruljefartøj Najaden i Fregathavnen.

Mindre børn kan gå Kalle Krudt i bedene og bruge hans skattekort til at finde sørøverskatten, og hele familien kan prøve at betjene Jyllands kanoner og få ram på de østrigske fregatter ved Helgoland i den interaktive udstilling Søslaget 1864.

Datoen for mærkedagen er valgt, fordi det er årsdagen for søslaget ved Helgoland i 1864, hvor Fregatten Jylland sammen med fregatten Niels Juel og korvetten Heimdalbesejrede en østrigsk-preussisk eskadre på fem krigsskibe.

Læs mere på www.fregatten-jylland.dk

I år fejrer Frihedsmuseet den 4. maj ved Gefionspringvandet i Churchillparken.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler, når Frihedsmuseet fejrer Danmarks befrielse lørdag den 4. maj.

I år finder fejringen sted ved Gefionspringvandet i Churchillparken. Det skyldes, at Frihedsmuseet for få dage siden brændte ved en påsat brand.

- Selvom museet er brændt, så eksisterer Frihedsmuseet stadigvæk i kraft af museets uskadte samlinger og museets medarbejdere. Derfor markerer vi lørdag aften, at museet lever og fortsat har en fremtid som en del af Nationalmuseet, siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

Til trods for de anderledes rammer, fastholder Frihedsmuseet traditionen med at afspille frihedsbudskabet og tænde fakler som symbolske lys for Danmarks frihed.

Dagens program findes på natmus.dk/frihedsmuseet

Regine Olsens forlovelsesring er en af genstandene, som vises frem på Københavns Museum.

Københavns Museum er med til at fejre året, som ville have været Danmarks berømte filosofs 200 års fødselsdag. Da jeg var inde og se udstillingen på museet var det første, jeg lagde mærke til den klare kontrast mellem det gamle lokales udsmykkede vægge og den mørke cirkulære installation i rummets midte med glasmontrer og moderne teknik. I ni montrer udstiller museet ting, der har haft tilknytning til Kierkegaard i hans levetid, og temaet for udstillingen er kærlighed – et centralt begreb i filosoffens skrifter. De fysiske genstande i montrerne symboliserer noget så abstrakt som forskellige former for kærlighed. F.eks. kærlighed til næsten, kærlighed til en afdød, forelskelse og moderkærlighed. Hvert begreb akkompagneres af digitale tekststykker fra Kierkegaards forfatterskab, der uddyber hans personlige opfattelse af netop denne form for kærlighed. På Ipads kan man styre stykkernes rytme, og fordybe sig i særligt sigende tekstbidder. I montren, hvor Regine Olsens forlovelsesring ligger, (Kierkegaards forlovede 1840-41) beskriver tekstuddragene f.eks. hans følelser omkring at afbryde forlovelsen med hende. Nogle af genstandene er en del af museets faste samling, mens andre er skaffet til udstillingen. Udvalget rangerer bredt fra møbler og smykker til faderens gamle pengekat og Kierkegaards originale gravsten fra Assistens Kirkegård.

Går man ud af cirkelen med Kierkegaards genstande og bag om montrerne, så får udstillingen en helt anden dimension. Her udstilles almindelige københavneres ting, som associeres til Kierkegaards begreber omkring kærlighed. I montren omkring ”bruddet” er der f.eks. udstillet nogle moderne keramiske krus, der er givet fra en kvinde til en daværende kæreste. Eller ved ”forelskelsen”, hvor en københavner har doneret sin mormors bikini, som hun havde på dengang hun og hendes mand mødte hinanden.

Med denne dimension perspektiveres Kierkegaards forfatterskab til nutiden og det bliver vedkommende på en anden måde end filosoffens ofte lidt tunge tekster. Sideløbende med udstillingen kan du selv donere egne ting, som repræsenterer en af de 9 former for kærlighed for dig. Udstillingen er på denne måde levende, og den udvikler sig i takt med nye donationer fra nutidens københavnere.

Udstillingen åbner 5. maj 2013. Læs mere på www.copenhagen.dk

Hobro Museum. Billede: Frank Vincentz.

Den 1. maj byder Hobro Museum velkommen til udstillingen Det glemte Hobro – Byhistorie 1150-1750. Museet vil med denne arkæologiske udstilling gerne vække den ældste byhistorie til live igen.

Udstillingen består bland andet af fund og fortællinger fra de udgravninger, der fandt sted i Hobros bymidte i årene 1975 til 1978, 2001 til 2007 samt i 2012.

I Jagten gennem historien kan man bl.a. prøve sine evner som Christian 4.s livvagt i Frederiksborg slots slotsgårde og slotspark. Billede: Frederiksborg slot.

Så er der igen mulighed for at trække i løbeskoene og tage på jagt i danmarkshistoriens kulturskatte. Orienteringsløbet Jagten gennem historien byder på 12 historiske mysterier, der kombinerer familiesamvær, idræt og viden. Man kan fx tage på en spionrunde i 1983 på koldkrigsfortet Stevnsfort, løse mystiske problemer på 1700-tallets Gl. Holtegaard, jage Christian 4.s snigmorder i 1643 eller befri ærkebiskop Eskil fra den tyske kejser i 1157.

Jagten gennem historien er et samarbejde på tværs af hovedstadsregionens mange kulturinstitutioner.

Læs mere på www.jagtengennemhistorien.dk