Fra den 11. februar viser Bornholms museum en stor udstilling om Rønne Theaters lange og spændende historie.

Teatret stod færdigt i 1823, og er dermed det ældste fungerende teater i Danmark, der ligger på dets oprindelige sted. Teatret er unikt i dansk sammenhæng, fordi det har været byens borgere, der igennem alle årene har holdt det kørende, og således reddet det fra mange andre gamle teatersales skæbne: nedrivning eller ombygning til biograf.
Udstillingen “Teaterdrømme – liv og levned på Rønne Theater” fortæller teatrets historie – en historie der inkluderer romerske sværd, sølvskatte, runesten, oprør mod svenskerne, 2. verdenskrig og meget mere.

Læs mere på bornholmsmuseum.dk

Paskontrol fra Malmø til Danmark i 1940'erne. Billede: Sydsvenskan/IBL.

SVAR: De første pas var dokumenter, som i middelalderen blev brugt til at komme ind og ud af byer, uden at man behøvede at betale afgift. I begyndelsen af 1400-tallet blev Englands kong Henrik 5. den første regent, der udfærdigede et ”diplomatpas”. Dokumentet skulle bruges til hans sendebud, og tanken var, at det kongelige brev skulle give dem mulighed for at bevæge sig frit, også i andre lande.

Derpå gik der lang tid, inden der skete meget mere på dette område. Først da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev der indført pas i moderne forstand. Det gjorde man, fordi de krigsførende lande i Europa ville forhindre udenlandske spioner i at komme ind i landet samt at forhindre arbejdere og soldater i at forlade landet.

Efter krigen beholdt man paskontrollerne. I 1920 indførte Folkeforbundet – FN’s forgænger – en standard for pas. Den er stadig i brug, om end med visse ændringer.

I den sidste del af 2. verdenskrig oprettede den tyske besættelsesmagt Hipokorpset, en brutal politistyrke bestående af frivillige danske mænd. De skulle opspore og nedkæmpe den danske modstandsbevægelse.

Tekst: Christian Aagaard

Torsdag den 5. april 1945 blev hverdagsstøjen på Gl. Køgevej pludselig overdøvet af bragende skudsalver efterfulgt af lyden af projektiler, der hamrede imod den bageste af to personbiler. Målet for angrebet var mandskab fra Hipokorpset, der var på vej ud til et alarmopkald. Det skulle vise sig at være falsk alarm.

Alarmen var udløst af modstandsfolk og fungerede som første led i et nøje planlagt bagholdsangreb. Skjult på hver side af vejen lå bevæbnede danske modstandsfolk, der øjeblikkelig fangede bilerne i en voldsom kryds­ild. Skudsalverne ramte deres mål og pacificerede hurtigt den sønderskudte vogns besætning. Under den efterfølgende ildkamp blev mange såret, og en modstandsmand blev dræbt. Hændelsen er blot et af mange eksempler på det indædte had og de ofte blodige kampe, der blev udkæmpet mellem Hipokorpset og den danske modstandsbevægelse.

HIPO = Hilfspolizei

I kølvandet på den tyske internering af den danske politistyrke den 19. september 1944 oprettede besættelsesmagten Hipokorpset (Hipo står for Hilfspolizei) til at varetage politiets opgaver. Men på trods af et ønske om langt flere hipofolk var det ikke mere end 200 danskere, der i løbet af krigen gjorde tjeneste i Hipo.

Så få var på ingen måde nok til at udføre korpsets oprindeligt planlagte opgave: At overtage alle det internerede politis ansvarsområder. Fokus for det nyoprettede korps blev derfor hurtigt indsnævret til bekæmpelse af den danske modstandsbevægelses øgede sabotagevirksomhed. Fra deres hovedkvarter på Politigården i København deltog Hipo således aktivt i den omfattende klapjagt, der blev iværksat for at komme modstandsbevægelsens sabotage til livs.

På trods af sin begrænsede størrelse udviklede det lille korps sig alligevel hurtigt til at blive det mest berygtede og forhadte danske korps i tysk tjeneste. Størstedelen af de danskere, der fra september 1944 meldte sig til tjeneste i Hipokorpset, var af nationalsocialistisk overbevisning.

Omkring 43% af de tjenstgørende havde således været medlemmer af det danske nazistparti, DNSAP, eller dets ungdomsorganisation, NSU.

På trods af, at de fleste var af nazistisk overbevisning skete det alligevel, at medlemmer ønskede at træde ud af korpset, hvilket var lettere sagt end gjort. Det lykkedes kun for meget få at slippe ud af Hipokorpset. Der eksisterer adskillige eksempler på hipofolk, der er blevet truet på livet i forbindelse med ønsket om at slippe ud.

Tysk modterror

Hen imod slutningen af besættelsen skete der en markant eskalering af modstandsbevægelsens aktioner imod besættelsesmagten og dermed også af besættelsesmagtens forsøg på at eliminere dem. I et forsøg på at intimidere modstandsbevægelsen til at indstille sin sabotage begyndte forskellige korps, deriblandt Hipokorpset, at udføre modterror rettet imod den danske befolkning. Kollektiv afstraffelse via hævn­drab og modsabotage skulle afskrække modstandsbevægelsen. Et eksempel på den hårdhændede modsabotage ser vi i forbindelse med et angreb på Hipokorpset, hvor en hipomand blev skudt og dræbt ved Blågårds Plads i København.

Som hævnaktion herfor sprængte danskere i tysk tjeneste natten efter en række forretninger i området, og fire tilfangetagne kommunister blev henrettet offentligt. Modsabotagen og henrettelserne skulle statuere eksempler over for de involverede parter. Der skulle ikke herske tvivl om, hvad konsekvenserne var, hvis man ikke indordnede sig efter besættelsesmagten.

Lagt for had

Medlemmerne af Hipokorpset blev hurtigt efter korpsets etablering lagt for had i den danske befolkning. Befolkningen foragtede dem, og modstandsbevægelsen rettede hurtigt deres opmærksomhed imod det lille korps. De blev et yndet mål for modstandsbevægelsens likvideringsforsøg, der kunne ramme dem når som helst. Korpsets medlemmer måtte derfor dagligt leve i frygt for deres liv. Hipomanden Ivang Haaeman fortæller, hvordan han, når han begav sig hjem efter fyraften, altid havde: ”en pistol i lommen, med en patron i kammeret, og så holdt jeg pegefingeren om aftrækkerbøjlen, så jeg lynhurtigt kunne skyde ud gennem lommen… Jeg ville sælge mit liv så dyrt som muligt”.

At frygten var velbegrundet, ses tydeligt i en situation, hvor en hipomand under et skænderi havde truet to kommunale vagtfolk med en pistol. Han skrev efterfølgende til dem og forklarede, at: ”i tider som disse må vi, der er udsat for snigmord, og hvis kammerater gang på gang bliver skudt ned bagfra, være forsigtige, og i givet fald hensynsløse”. Han blev kort tid efter likvideret foran sin bopæl.

At Hipokorpset blev lagt så voldsomt for had skyldtes også deres ofte meget brutale fremfærd over for folk, der krydsede deres vej. Anvendelse af tortur i forbindelse med afhøringer var ikke noget særsyn og også ved almindelige anholdelser benyttede hipofolkene særdeles hårdhændede metoder. Korpset foretog 6–800 anholdelser i den periode, de eksisterede, og eksemplerne på deres voldelige opførsel er talrige.

Under en anholdelsesaktion i Københavns centrum ser vi et eksempel på korpsets brutale fremgangsmåde. To mistænkte var blevet anholdt, da de havde vist sig at være tidligere politifolk og bevæbnede. Efter at være blevet kommanderet ud af deres køretøj, forsøgte den ene af de anholdte pludselig at stikke af. Den flygtende blev omgående skudt ned, og liggende såret og forsvarsløs på jorden, blev han koldblodigt henrettet af den ene hipomand med to–tre skud i hovedet.

Situationer som denne er tydelige eksempler på, at Hipokorpset var civile danskere i uniform og ikke uddannede politifolk. De var ikke trænede i at håndtere pressede situationer og tyede derfor ofte til unødvendigt brutale midler.

Almindelige danskere

Historien om Hipo er dog ikke entydigt negativ. Der er bl.a. beretninger om, hvordan ca. 50 hipofolk deltog aktivt i forsøget på at redde børn ud af den udbombede franske skole på Frederiksberg. Engelske fly havde den 21. marts 1945 ved en fejltagelse smidt deres bombelast over et beboelseskvarter og lagt det og skolen i ruiner.

Side om side med andre redningsarbejdere kæmpede Hipofolkene intensivt for at redde de indespærrede skolebørn ud af de rygende ruiner. Deres heltemod i forbindelse med redningsarbejdet stod i stærk kontrast til befolkningens syn på det forhadte korps. En frivillig hjælper fortæller blandt andet, at han var ked af, at ”to hipofolk mistede livet, selv om de var mine fjender”.

Efter krigen stod hipofolkene tilbage som udstødte og uønskede elementer af den danske befolkning. Under efterkrigstidens retsopgør blev så godt som samtlige overlevende medlemmer af korpset således også idømt fængselsstraffe på mellem 10 år og livstid. Derudover blev mange hipofolk dømt til døden og henrettet for deres brutale virke i besættelsesmagtens terrorregime.

MERE HER: Danmark Besat af Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Vium Olesen og Jakob Sørensen (2010)

Nu kommer filmen om Margaret Thatcher, en af 1900-tallets mest kontroversielle politikere. De, der fik gavn af 1980’ernes hårdhændede reformer, var glade for hende. For mange andre blev hun et hadeobjekt.

Tekst: Ulf Persson

Natten til den 12. oktober 1984 havde roen sænket sig over den engelske badeby Brighton. Sommergæsterne var rejst hjem for længe siden. I stedet var byen fuld af ministre og andre toppolitikere i anledning af torypartiets kongres. Hovedpersonen var naturligvis partilederen, premierminister Margaret Thatcher. Selvom klokken nærmede sig tre om natten, var hun stadig vågen i sin hotelsuite og forberedte sig på den tale, hun skulle holde den følgende dag. Hun havde vænnet sig til kun at få fire timers søvn pr. nat – mere var ikke nødvendigt for hende.

Pludselig blev roen afbrudt af en voldsom eksplosion. Hele hotellet rystede. Sten og murbrokker fløj omkring i luften. Dele af bygningen brasade sammen.

Men Thatcher var uskadt. Hun skiftede tøj og blev derpå eskorteret til den lokale politistation sammen med sin mand. Til medierne sagde hun, at partikongressen skulle fortsætte som planlagt. Næste formiddag holdt hun sin tale, men med visse ændringer.

”Angrebet mislykkedes. Alle forsøg på at ødelægge demokratiet med terrorisme vil mislykkes,” sagde hun.

Optrådte beslutsomt

Margaret Thatcher havde overlevet et af de værste terrorangreb i Storbritanniens historie. Fem personer omkom, og omkring 30 blev kvæstet af bomben, som var blevet placeret i et af hotelværelserne af det nordirske IRA. Med sin frygtløse opførsel forstærkedes billedet af premierministeren som yderst beslutsom, principfast og jernagtig.

Hun blev født som Margaret Roberts den 13. oktober 1925 i den lille, engelske landsby Grantham. Faderen var en succesrig købmand og senere borgmester.

Margaret Thatcher blev den sidste af Storbritanniens premierministre, der voksede op før og under 2. verdenskrig. Hun glemte aldrig den nød, folk blev udsat for, da bomberne faldt over London og andre byer. Tanken om Storbritanniens heroiske kamp mod Hitler fyldte hende med stolthed. Ikke uventet var Thatchers store politiske idol Churchill.

I begyndelsen af 1940’erne studerede hun kemi ved universitetet i Oxford. I Oxford engagerede Margaret sig politisk, og der begyndte så småt at komme gang i karrieren. Hun mødte Denis Thatcher, en ti år ældre forretningsmand, der imponerede Margaret med sin hurtige bil og verdensvante attitude. De mødtes tit, dog ikke om lørdagen. Da spillede han rugby, og hun brugte tiden på politik. I 1951 giftede de sig, og hun begyndte at læse jura. I 1953 fik de tvillingerne Mark og Carol.

Valgt ind som småbørnsmor

Man skulle tro, at det som ung mor til to børn i 1950’erne ville være svært at satse helhjertet på en politisk karriere samtidig med et universitetsstudium. Men Margaret havde ingen planer om at gå hjemme. I sine memoirer skriver hun: ”Selvom hjemmet altid burde være centrum i ens liv, skal det ikke udgøre grænsen for ens ambitioner.” Efter flere mislykkede forsøg blev hun i 1959 valgt ind i det engelske underhus. Da var hun 34 år gammel.

I begyndelsen af tresserne begyndte hun at skabe sit image. Hun fik bl.a. sin karakteristiske frisure. Hun blev også trænet i kunsten at tale. En af dem, der hjalp hende, var skuespilleren Laurence Olivier. I 1975 besluttede Thatcher sig for at udfordre Ted Heath som leder af det konservative Toryparti. Med en del nervøsitet opsøgte hun Heath på hans kontor og fortalte, at hun havde besluttet sig for at blive hans modkandidat. Hun blev mødt med et skuldertræk og et nærmest uinteresseret ”Hvis det ikke kan være anderledes” fra Heath.

Magtkampen var startet. Den endte med en overbevisende sejr til Thatcher. I februar 1975 blev hun partiets første kvindelige leder. Fire år senere blev Thatcher udnævnt til Storbritanniens første kvindelige premierminister. Hun blev straks stillet over for gigantiske udfordringer. Storbritannien havde en høj inflation og en endnu højere arbejdsløshed. Industrien var gammeldags og ineffektiv. Hun brændte af iver for at komme i gang. Da politikerkarrieren var ved at lakke mod enden, sagde hun med et suk: ”Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne gøre alt det der igen!”

Udfordrede fagforbundene

Margaret Thatcher var, for at udtrykke det mildt, ikke særlig nostalgisk anlagt. Hvis hun mente, der var behov for kraftfulde forholdsregler for at få det økonomisk svage Storbritannien på fode igen, så var der ingen pardon. Som overbevist antisocialist udfordrede hun de stærke fagforeninger, og et socialbistandssystem som, ifølge Thatcher, opfordrede til dovenskab og fuskeri. Løsningen var sociale nedskæringer og privatiseringer. Med tiden fik politikken sit eget navn: thatcherisme.

Som konservativ moralist værnede Thatcher om den traditionelle kernefamilie. Hun ville gøre det sværere at blive skilt og havde – sin egen karriere til trods – intet til overs for kvindebevægelsen. Individets frihed og pligt var thatcherismens mantra. Folk måtte tage ansvar for deres eget liv og skulle absolut ikke falde tilbage på socialhjælp. Det skulle også kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, at arbejde.

Samme moralske indstilling gjaldt også på det internationale plan. Thatcher havde intet til overs for kommunismen og styret i Sovjetunionen. Hun holdt sig heller ikke tilbage fra at sige det offentligt. Sovjet svarede igen ved at døbe hende ”Jernladyen”.

Men hun besøgte landet flere gange, kunne godt lide menneskene og fik et udmærket forhold til dets sidste leder, Michail Gorbatjov. Blandt sine internationale kolleger kunne hun bedst lide Ronald Reagan. Hun satte pris på hans charme og humor – men også på hans politik. De blev så gode venner, at de kom på fornavn med hinanden.

Krig mod Argentina

Falklandskrigen blev dog den internationalt mest betydningsfulde hændelse for Margaret Thatcher. I april 1982 gik Argentina til angreb på den britiske øgruppe i Sydatlanten. Thatchers regering svarede igen med at sende en flådestyrke og landsætte 5 000 britiske soldater. En måned senere blev de argentinske tropper nødt til at kapitulere. For den britiske regering var den korte og succesrige krig en stor prestigesejr.

Thatcher vakte også meget stærke følelser i sit hjemland – både kærlighed og had. Bombeattentatet i Brighton i 1984 var ikke det eneste terrorangreb, IRA rettede mod hende, men det var det mest alvorlige. I en berømt pressemeddelelse skrev organisationen ”I dag havde vi ikke heldet med os. Men husk, vi skal kun have heldet med os én gang; I skal have heldet med jer hver gang.”

Men Thatcher klarede sig. Hun blev genvalgt to gange og var premierminister i 11 og et halvt år, hvilket dengang var rekord. Den 28. november 1990 overlod hun Downing Street til partikollegaen John Major. En epoke var slut.

I sine memoirer udviser hun ingen falsk beskedenhed, hvad angår hendes egen indsats: ”Jeg var den rette person på det rette sted i det rette øjeblik!”

MERE HER: Thatcher (2010) af Jørgen Sevaldsen

Forleden blev der afleveret et brev i skranken på Orlogsmuseet. Afsenderen, Palle Ringsted, sendte brevet for at berolige sin mor, som han ikke kunne komme i kontakt med, da han var blevet interneret af tyskerne. Det er et bevægende brev:

s. 1:
K.F.U.M.s ORLOGSHJEM
FOR KYSTFLAADEN
Kasernen HOLMEN
KØBENHAVN K.
Tirsdag Middag

Kære Mor!

Jeg er altsaa interneret her paa Kasernen og benytter Tiden til at sende en Hilsen.

Jeg maa helre i korte Træk fortælle hvad jeg har oplevet, det er ikke Smaating. Som Du ved maatte vi ikke i Land i Lørdags, men da vi skulde til Køjs fik vi Besked paa at vi skulde tage vore Tæpper og gaa i Beskyttelsesrum, der sov vi saa til Kl. 4 saa hørte vi nogle Drøn som vækkede os, det var vore skibe som sprang i Luften, Kl. 6 skulde vi ud i Kasernegaaarden, men mens vi stod der skød Tyskerne pludselig for fuld Kraft uden for Porten saa vi kom væk i en Fart. Vi sprang ned i Rummene igen, men lidt efter var Tyskerne der og skød ind igennem Dørene, vi foer rundt derinde.

Jeg har aldrig været Døden saa nær som disse Øjeblikke, det var stygt.

s. 2:

pludselig var alle Indgange besat og vi maatte ud med Lapperne i Vejret, som man ser paa Ufa-Revyerne, man havde vel nok en flov Smag i Munden. Saa blev vi alle samlet og gik som en Flok Kvæg ned gennem Holmen og ud gennem Prinsesseg. En tur jeg aldrig glemmer. Alle Vinduerne var fyldt med Folk, Kvinderne græd og Mændene raabte opmuntrende Ord til os, de kaste Æbler, Rundstykker, Cerutter, Cigaretter, Blomster og alt muligt ned til os. Vi gik videre ad Amagerbrogade og ud paa Kløvermarksvej, der ”tabte” jeg en Seddel for Fødderne af en Mand med vores Tlf. Nr., har han ringet? Jeg vilde bare lade Dig vide at jeg levede.

s. 3:

Vi havnede ude paa Luftmarinestationen hvor vi sad paa en pløret Mark alle sammen baade menige og Befalingsmænd fra kl. 9-16 saa gik vi her paa Kasernen igen og fik Mad kl. 18, men da var det ogsaa 26 Timer siden vi havde set Mad og Drikke, saa vi gik til den fra alle 4 Sider. Og nu gaar vi altsaa her og setr kloge ud, vi fik á conto 10 Kr hver i Gaar og jeg stod 2½ Time i Kø for at faa noget at ryge paa, men jeg fik ogsaa 2 Pakker Pibetobak, det er da altid noget. Vi staar op Kl 7, spiser Kl. 8 og Kl 11½ og Kl 17 og gaar til Køjs Kl 21, saa der er Tid nok, det er godt at jeg har Kortene, ellers var her ikke til at holde ud at være. Vi er mere end dobbelt saa mange som vi plejer at være, her er nu 1250 Mand, saa der er travlt i Køkkenet, men vi faar god Mad.

s. 4:

Jeg haaber da ogsaa I faar noget at spise derinde, det der bekymrer mig mest i Øjeblikket er, hvordan I har det alle jer som jeg holder af. Har Du set noget til Aksel og de andre Gutter, hils dem og sig alle jeg glæder mig til at se dem. En af mine DSU Kamerater er herude paa Proviantmag. Han talte jeg med i Gaar og bad ham stikke op og hilse fra mig, jeg haaber han har gjort det, jeg har ringet flere Gange, men enten er der ikke blevet svaret eller ogsaa har der været optaget, men der er lange Rækker fra Morgen til Aften og der er kun 1 Telefon saa det varer nok lidt inden jeg prøver igen. Hvornaar vi kommer hjem er der ingen der ved, men det bliver nok ikke i denne Uge, men jeg Glæder mig kan Du tro. Jeg skriver ikke til Anne Marie, jeg har ikke mere Papir, men send Brevet ned til hende og hils mange Gange. Nu vil jeg slutte med mange kærlige Hilsner og haaber vi snart ses igen.

Kærlig Hilsen Palle

Hils alle jeg kender og skriv til mig.

Tilføjelse på brevets side 2 og 3:

Hvis Du skriver saa pas endelig paa hvad Du skriver. Hvis Du ikke kan finde min Adresse saa er det P. Ringsted 4301-501 Søv. Kaserne, Sydfløjen, Holmen. K.

Hvis Du kan faa noget at vide om, hvordan det er gaaet Svend, saa lad mig det vide.

Billede: Ana Cecilia Gonzalez/Ny Carlsberg Glyptotek.

Ifølge Glyptoteket i København kan man i EU-formandskabet se mange paralleller til oldtidens Europa, hvor der også blev udvekslet både varer, teknik og ideer. Det er grundlaget for udstillingen “Oldtidens europæiske fællesmarked”, der åbner den 1. februar.

Udstillingen består af fem montrer, der udstiller romerske fund lånt fra Nationalmuseet og genstande fra Glyptotekets egen samling samt en visuel præsentation af nye fund fra Kroppedal Museum.

“Oldtidens europæiske fællesmarked” kan ses fra den  1. februar til den 29. april, og på udvalgte søndage i udstillingsperioden er der rundvisninger i udstillingen.

Læs mere på www.glyptoteket.dk

I 2010 flyttede Immigrantmuseet til større lokaler ved Farum Kulturhus. Siden da har museets medarbejdere haft travlt med at forberede og opbygge en ny permanent udstilling. I dag, den 27. januar, kan museet så endelig slå portene op for den nye udstilling i nye, flotte lokaler.

Genåbningen fejres med en farverig festival i januar måned, der inkluderer foredrag, rundvisninger, dokumentarfilm, teater og musik.

Læs mere på www.immigrantmuseet.dk

Selandia var verdens første oceangående skib med dieselmotor. I en særudstilling i DieselHouse kan du følge historien om skibet og de visionære mænd fra B&W og ØK, som stod bag. Se Selandia-effekter, skibsmodeller, fotos og nyfundne rejseskildringer fra besætningsmedlemmer. Den første og tredje søndag i hver måned kl. 11 startes den 12 meter høje dieselmotor, der er en del af udstillingen, og der er mulighed for at se motoren i funktion på helt tæt hold.

Selandia blev fulgt af søsterskibene Fionia og Jutlandia. I 1942 stødte Selandia på grund og sank nær Japan.

Læs mere på www.dieselhouse.dk