Wilde & Douglas

I 1891 indledte Oscar Wilde et romantisk forhold til adelsmanden Alfred Douglas. Selv om homoseksualitet var strafbart i Storbritannien, nægtede den feterede forfatter at tie om sin kærlighed.

Tekst: Sara Griberg

Festens damer fniser bag deres vifter og herrerne bryder ud i bragende latter, da Oscar Wilde leverer pointen i en af sine anekdoter. Samfundets spidser flokkes omkring forfatteren, hvis vovede stykker nyder succes på Londons teatre. Med træfsikker ironi hudfletter han victoriansk dobbeltmoral og balancerer konstant på grænsen til det uanstændige. Selv kronprinsen ønsker at blive introduceret til den den excentriske dandy med argumentet: ”I vore dages London er man intet, hvis man ikke kender Oscar Wilde.”

Wilde nyder opmærksomheden, elsker rampelyset. ”Der er kun én ting der er værre end at alle taler om en – det er at ingen taler om en”, lyder et af hans fyndord.

Men Wildes kække attitude bliver til sidst for meget for hans snerpede samtid. Da han vælger at stå frem med sin forbudte kærlighed, er dommen skånselsløs og fører til hans brutale fald.

Hans person og hans skæbne minder ikke så lidt om danske Herman Bangs.

Gjorde karriere i London

Oscar Wilde blev født i Dublin i 1854. Efter studier i Oxford gjorde han karriere som forfatter og dramatiker i London. Selvom Wilde var homoseksuel, giftede han sig i 1884 og fik sammen med hustruen Constance to sønner. Man må formode, at det voldte ham kvaler at undertrykke sin seksuelle orientering. Flere af hans stykker og den klassiske roman Dorian Grays Billede handler om personer, der lever et dobbeltliv og fornægter deres sande natur.

Særligt romanen blev anset for stødende. Selv om Wilde ikke skrev, præcis hvilke tilbøjeligheder, hans hovedperson hengav sig til, så læste mange et homoseksuelt budskab ind i bogen. Constance Wilde fortalte en bekendt: ”Siden Oscar skrev Dorian Gray, er der ingen, der vil tale med os.”

I sommeren 1891 blev Wilde, der da var 37 år, præsenteret for en ung mand, der hævdede at have læst Dorian Grays Billede ni gange i træk. Den 21-årige Lord Alfred Douglas, ”Bosie” blandt venner, skrev poesi og så godt ud. Wilde faldt pladask for ham.

Frem til da havde Wilde spillet rollen som respektabel familiefar. Så vidt man ved hengav han sig kun til sine homoseksuelle side ved nogle få lejligheder. Bosie derimod omgikkes andre homoseksuelle – hvoraf nogle var prostituerede – i Londons lavere lag; et miljø, der fascinerede Wilde. ”Jeg nærmede mig dem som en livets kunstner, og fandt dem fortryllende tvetydige og stimulerende. Det var som at feste med en panter. Halvdelen af spændingen var faren.”

Strafbar seksualitet

Ifølge britisk lov var seksuelle handlinger mellem mænd strafbare. Det var dog ualmindeligt at nogen blev tiltalt efter denne lov, da de fleste homoseksuelle affandt sig med at leve deres kærlighedsliv i det skjulte.

Men diskretion var ikke Wildes stærke side. Han foragtede den victorianske snerpethed og havde altid nydt at udfordre det, han anså for en en snævertsynet moralisme. Wilde tilbragte mindre og mindre tid med sin familie og kastede sig i stedet ud i en hvirvel af rejser og et luksuriøst nydelsesliv med den nye elsker.

Lord Douglas blev af sin samtid beskrevet som en forkælet svirebroder, og mange af parrets venner følte, at han udnyttede Wildes generøsitet. Selvom Wilde havde en pæn indtægt fra sine teatersucceser, så levede han over evne og bragte sig selv i gæld til skræddere, kroværter og hotelejere. Bosie var den yngste søn af markisen af Queensberry. Han havde længe været på kant med sin far, der anså sønnens seksuelle tilbøjeligheder for en skændsel for familien. Faren krævede, at Bosie holdt op med at omgås Oscar Wilde. Ifølge ham var det forfatteren, der var i færd med at drive sønnen i fordærv. Bosie og Wilde udfordrede faren ved at lade sig se offentligt sammen endnu oftere. De anede ikke, hvor katastrofale konsekvenserne ville blive.

”Den skrigende markis”, som Wilde muntert omtalte Bosies far, var en autoritær mand, der allerede flere gange havde set sin ære gået for nær. Hans ældste søn havde for nylig begået selvmord, hvilket rygterne sagde skyldtes en homoseksuel afpresningsaffære. Kort efter denne tragedie havde markisens hustru anmodet om skilsmisse med den begrundelse, at manden var impotent. Queensberry var en knækket mand, og han ser ud til at have kanaliseret alle sine frustrationer over i et ihærdigt forsøg på at forfølge og tilsmudse Wilde.

Blev kaldt ”sodomit”

Da markisen forulempede Wilde ved offentligt at kalde ham ”sodomit”, fik Wilde nok. Opmuntret af Bosie stævnede han markisen for æreskrænkelse.

I den retsag der fulgte, så Wilde ud til at have fat i den lange ende. Med sine sædvanlige sproglige spidsfindigheder fik han tilhørerne til at grine. Da han fik stillet et spørgsmål, om han havde ”drevet en ung mand til vanvid”, svarede han: ”Nej, ikke til vanvid; jeg ønsker kærlighed – det er en meget højere form for vanvid. Og jeg har aldrig drevet nogen anden end mig selv.”

Men Wilde havde undervurderet sin modstander. Queensberry havde hyret dygtige detektiver, og med hjælp af breve, som Wilde havde skrevet til Bosie samt vidnesudsagn fra mandlige prostituerede, vandt markisen sagen. Desuden besluttede retten, at Wilde skulle tiltales for sædelighedsforbrydelser.

Bosie flygtede ud af landet

Alle hans venner rådede nu Wilde til at rejse i eksil for ikke at blive stillet for retten. Bosie fik kolde fødder og flygtede ud af landet, lige som en række andre homoseksuelle i samfundets øvre lag, der frygtede at blive trukket med ned af den celebre sag. Men Oscar Wilde selv nægtede at bøje nakken, og 3. april 1895 blev han idømt to års strafarbejde ”for grov usædelighed.”

Da Wilde havde udstået sin straf, lå hans liv i ruiner. Fængselsopholdet havde tæret på hans helbred og knækket ham mentalt. Hans hjem og alle hans ejendele var solgt på auktion for at betale hans gæld. Hustruen Constance havde skiftet efternavn og var flyttet til udlandet med parrets børn.

Wilde kom aldrig til at se sine sønner igen. Alle, undtagen nogle få loyale venner, tog afstand fra ham.

Han blev genforenet med Bosie i Italien for en kort periode, men forholdet holdt ikke. De sidste år levede han et fattigt og ensomt liv i Paris. Fra tid til anden skal han have læst sine digte op på en café mod at blive budt på et glas absint eller cognac. Han døde i en alder af 46 år på et lurvet hotelværelse af følgerne af en ørebetændelse. Det var 30. november 1900.

Oscar Wilde blev begravet på en fattigkirkegård, men hans jordiske rester blev i 1908 flyttet til Père-Lachaise-kirkegården, da en anonym giver havde skænket 2 000 pund til et gravmonument. Graven er i dag en af kirkegårdens mest besøgte.

MERE HER: Syndebukken af Elias Bredsdorff (1999)