Terrakottahæren

Dele af den kinesiske kejser Qin Shi Huangdis terrakottahær bliver udstillet i Stockholm i efteråret. Men størsteparten af det mausoleum, hvor lersoldaterne blev fundet, er stadig uudforsket.

Tekst: Anna Larsdotter

I foråret 1974 herskede der en voldsom tørke i den kinesiske Shaanxiprovins. Nogle brødre og landarbejdere besluttede sig for at grave en ny brønd i håb om at finde vand til de visnende grønsager. De fandt ikke nogen kilde, derimod fandt de en masse keramikskår. Derudover fandt de, til deres store overraskelse, et par lerhoveder i naturlig størrelse. Det, som landarbejderne tilfældigvis havde stukket deres spader i, viste sig at være en hær af nedgravede terrakottasoldater. 1900-tallets måske største arkæologiske sensation var et faktum.

Stedet var den gamle hovedstad Xian i Nordkina. Her herskede i 200-tallet f.v.t. kejser Qin Shi Huangdi, eller ”den første kejser” som han normalt bliver kaldt. I Xian lå også hans gigantiske gravkompleks. Et 57 kvadratkilometer stort område, som både indeholder et mausoleum og skakterne med terrakottahæren med de den mange tusind hoveder.

Sammenlignet med Napoleon

Den første kejser var en person af stor historisk betydning. Indimellem er han blevet sammenlignet med Napoleon eller Alexander den Store. Han startede sin løbebane som kong Zheng af Qin-riget, men på blot et årti lykkedes det ham at underlægge sig seks af Qins nabolande. Han omorganiserede statsforvaltningen og indførte et fælles skriftsprog. Kejseren introducerede også et alment møntsystem og dikterede, at alle køretøjer i landet skulle have samme hjulbredde.

Qin Shi Huangdi herskede ifølge den såkaldte legalismes princip. Det var en hårdfør politisk lære, som gik ud fra, at mennesker af natur er onde og derfor skal styres gennem strenge love. Selv mindre forbrydelser blev straffet grusomt i afskrækkende øjemed.

For at sikre tilførslen af arbejdskraft forordnede kejseren, at alle mænd mellem 15 og 60 når som helst kunne blive kaldt ind til statslig tjeneste. De skulle bygge veje eller mure. Det var under den første kejsers tid, at opførelsen af den 2500 km lange kinesiske mur blev igangsat.

Men kejser Shi Huangdi havde også brug for arbejdere til noget andet. Allerede som barn var han besat af tanken om sin egen død. Så snart han var blevet konge, dekreterede han, at der skulle bygges et mausoleum til ham. Det skulle være større og flottere end nogen anden fyrstes. Med sig i gravrummet ville kongen have alt det, han havde haft i jordelivet: Fra våben og heste til tjenere og konkubiner. Ifølge historieskriverne blev arbejdet allerede påbegyndt, da kongen var 13 år.

Levende begravet

I det gamle Kina skete det, at tjenestefolk, elskerinder og embedsmænd blev slået ihjel eller begravet levende, så de kunne følge deres herre i livet efter dette. Under den første kejsers levetid var det dog blevet mere sjældent. Kød og blod havde jo den ulempe, at det rådnede og forsvandt. Rigtige mennesker kunne derfor erstattes med små figurer i træ, ler eller bronze. Genstande som offerkar eller vogne kunne skiftes ud med enkle, men detaljerede kopier.

Men Shi Huangdi ville have noget mere storslået end det. Han ville have en hel hær i naturlig størrelse, som skulle bevogte hans underjordiske bolig. Han ville have generaler og kavalerister, fodsoldater og hestetrukne vogne. Krig og konflikter – sådan var den tids faste overbevisning – holdt nemlig ikke op med døden. Fjenden ventede også på den anden side og skulle bekæmpes.

Forskerne har ret delte meninger om, hvor store ofre det krævede for at gøre graven færdig. Der skulle formentlig hundredtusindvis af slavearbejdere til. I dag, hvor dele af terrakottahæren er udgravet, ved man, at der fra bare et enkelt af de fire skakter må være blevet fjernet 217 000 tons jord. Til taget gik der 3 000 tons træ.

Mausoleet er stadig urørt

Det gigantiske mausoleum, hvor kejseren hviler, er stadig urørt. Det ses blot som en svag pyramideform i landskabet. Ifølge myten er Shi Huangdi begravet under et himmelhvælv af perler og omgivet af kunstige floder og søer af kviksølv. Rundt omkring ham er der opstillet en række armbrøster, hver og en med en mekanisk affyringsmekanisme. Den, der bryder gravfreden, skal ifølge legenden dø.

Selve terrakottahæren er blevet gravet frem et stykke fra mausoleet. Der står i dag et museum. De omkring 8 000 krigere er nedsænket i tre skakter, som er ni meter dybe. Der står de opstillet i marchorden: Infanterister med spyd og hellebarder, kavalerister, bueskytter og officerer. En fjerde skakt er tom, den blev formentlig aldrig færdig.

Alle skulpturerne ser ud til at være forskellige af udseende. De har forskellig højde, forskellige klædedragter og frisurer. De fleste fodsoldater har en hårknude oppe på højre side, mens officerer og ryttere har flade knuder i nakken. En del har bakkenbarter, andre har skæg opdelt i tre små totter eller moustacher formet som pilespidser.

Højden markerede status

Der lader til at have eksisteret syv grader i den tids kinesiske rangorden: Generaler, officerer på mellemniveau, pansrede soldater, ikke-pansrede soldater, kampstridsvognsførere, ryttere og bueskytter. Officererne er generelt blevet gjort højere end de menige for at markere statusforskellen.

Ved siden af soldaterne findes der også 200 terrakottaheste og ca. 60 vogne i skakten. De er alle virkelighedstro ned til mindste detalje. To bronzevogne i halv naturlig størrelse hører til de virkelige sjældenheder. Da de blev opdaget, var de slået i 3 000 dele, og det tog ni år at restaurere dem.

Hæren menes at være fremstillet efter en gammel teknik, som har været kendt siden bronzealderen. Kroppe, arme, ben og hoved er blevet støbt hver for sig og derefter monteret sammen. De har formentlig haft forskellige støbeforme til hovederne. Bagefter er disse blevet bearbejdet videre, så hver enkelt soldat har fået sit helt eget særpræg.

Efter støbningen blev statuerne malet i stærke farver. For nylig fandt man i Kina nogle skulpturer, hvor der stadig sad rester af farve. Ellers er den store masse af soldater ensartet brungrå.

Det varede ikke mange år, før graven blev udsat for vandalisme. Efter den første kejsers død i år 210 f.v.t. udbrød der oprør i riget. Soldater gjorde mytteri, og bønder startede oprør mod Shi Huangdis søn, ”den anden kejser”. Hans hovedstad og palads blev ødelagt af oprørere. På et tidspunkt gik det også ud over terrakottahæren, hvor de stjal genstande og stak ild til.

Da arkæologerne i 1970’erne fik adgang til skakten, var der ikke en eneste hel soldat tilbage. Et gigantisk puslespilsarbejde startede, og det finder stadig sted i dag.

Mere her: The Terracotta Army: China’s First Emperor and the Birth of a Nation af John Man (2007)