Taj Mahal

Stormogulen skyede ingen udgift, da han lod et gravmonument bygge over sin elskede. Titusindvis af arbejdere sled i mere end et årti med at færdiggøre et af verdens smukkeste bygningsværker.

Tekst: Magnus Västerbro

Det var den indiske stormogul Shah Jahan, der i 1600-tallet lod mausoleet Taj Mahal opføre til yndlingshustruen Mumtaz-i-Mahal. Det siges, at han tilbragte sine sidste år i fængsel på ordre fra sin søn, Aurangzeb.
Da Aurangzeb havde myrdet sine ældre brødre, tog han magten og satte sin far i husarrest i en fæstning i byen Agra, ikke langt fra Taj Mahal.
Der tilbragte Shah Jahan sine sidste dage med at stirre længselsfuldt ud af vinduet mod floden Yamuna og det enestående gravmonument, hvor hans mest elskede hustru hvilede.

Kort efter sin egen død blev han ført dertil og begravet i sarkofagen ved siden af hende. 35 år efter Mumtaz’ død var de to atter blevet forenet.
Taj Mahal, et vidtstrakt mausoleum med tilhørende haver, anses for at være det fineste eksempel på det indiske mogulriges arkitektur. Igennem århundrederne har millioner af besøgende fra hele verden måbet over dets skønhed.
Den centrale gravbygning er lavet af hvidt marmor, med indlagte ægte og halvægte ædelstene i forskellige farver.
Den indiske poet og nobelprismodtager Rabindranath Tagore kaldte underværket for ”en tåredråbe på evighedens kind”. En anden poet, briten Sir Edwin Arnold, mente at bygningen ikke var arkitektur, men snarere ”en kejsers passionerede kærlighed, formet i levende sten”.

International samproduktion

I Taj Mahal forenes indslag af persisk, tyrkisk, indisk og islamisk arkitektur. Byggeriet var også en for sin tid typisk international samproduktion.
Hovedarkitekten var formentlig inderen Ustad Ahmad fra Lahore, der koordinerede mange menneskers indsats. Kuplen i hovedbygningen skal være tegnet af Ismail Khan fra Osmannerriget. Chiranjilal fra Delhi stod for skulpturene og Qazim Kahn fra Lahore stod bag guldbelægningerne, der dækkede store dele af bygningerne. Læg dertil kalligrafer fra Syrien og Persien, stenhuggere fra Baluchistan (på grænsen mellem Iran, Pakistan og Afghanistan) og mange flere. 20 000 arbejdere skal have været involveret i byggearbejdet 1632–43.
Dertil skal tusind elefanter have været påkrævet for at hente marmorblokke fra stenbrud i den fjerne provins Rajastan.

Skal have dræbt arbejderne

Beretningen om Taj Mahal har altid været krydret med rygter og legender. Ifølge en af de mest udbredte myter, lod stormogulen, da bygningen stod færdig, de håndværkere dræbe, der havde arbejdet på den, for at de aldrig skulle skabe noget, der var lige så smukt.
Nogle kilder hævder, at han nøjedes med at stikke øjnene ud på dem, eller hugge deres hænder af. Alle versionerne virker dog lige usande.

En anden anden fast del af traditionen handler om det såkaldte ”Sorte Taj”. Shah Jahan skulle fra starten af have planlagt at bygge yderligere et mausoleum, identisk med det første, men lavet af sort marmor i stedet for hvidt på den anden side af floden Yamuna.
Ifølge denne legende mistede Shah Jahan tronen inden den sorte version blev bygget færdig.

Man har faktisk fundet ruiner af mørkt marmor på den anden side, hvilket synes at styrke teorien. Men meget tyder på, at historien ikke er sand. Ny forskning viser, at den mørke marmor oprindelig var hvid, men er blevet mørk af alder og manglende vedligeholdelse. Men det er muligt, at der var planer om at opføre yderligere bygninger på den anden side af floden. De fleste andre gravmonumenter, som mogulerne byggede, var formet som et kors med selve gravkammeret i midten.
Taj Mahal er derimod formet som et T, med mausoleet i toppen ved flodbredden. Muligvis skulle yderligere bygninger på den anden flodbred have fuldført korsformen.
På den anden side af floden har man også fundet resterne af et ottekantet bassin, som, når det var fyldt med vand, skal have vist et perfekt spejlbillede af Taj Mahal. Muligvis var dette mørke spejlbillede i vandet det ”Sorte Taj”, som lå bag myterne.