“Struensee opfandt Store Bededag”
Passer det, at det var den berømte livlæge, der indførte Store Bededag i stedet for en lang række mindre helligdage? Det hører man i hvert fald hvert år, når helligdagen nærmer sig.
Tekst: Thomas Oldrup
Det er en udbredt opfattelse, at det var Christian 7.’s berømte livlæge, Johan Friedrich Struensee, der indførte helligdagen Store bededag. Den hører man hvert år i forbindelse med helligdagen. Han var i høj grad præget af oplysningstanken, der bl.a. handlede om at skabe et mere effektivt og rationelt samfund. Historien går på, at han udraderede en masse forskellige helligdage og i stedet samlede dem under én ”stor” bededag.
Men dagen fandtes længe før Struensees tid. Idémanden til Store Bededag var Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693 – det vil altså sige 100 år før Struensee. Initiativtageren til den kgl. forordning i 1686 var denne Hans Bagger.
Blev lovfæstet i 1686
Store Bededag er en særlig dansk helligdag, den fjerde fredag efter påskedag.
Den blev som sagt lovfæstet i 1686 med baggrund i ældre traditioner, nemlig ugentlige fastedage på onsdage og fredage, tilbagevendende årlige bededage om foråret og ekstraordinære bededage, der i 1500- og 1600-tallet blev holdt over flere dage i Danmark og Norge ved truende situationer.
Struensees anpart var, at han i 1770 lavede den store helligdagsreform. Forordningen afskaffede halvdelen af årets dengang 22 helligdage.
Det var Struensee, der var arkitekten bag dette. Herved afskaffede han bl.a. helligtrekongersdag, 3. juledag, kyndelmisse, sankthansdag, mortensdag og mikkelsdag som officielle helligdage.
Herefter skulle disse dage ikke længere være fridage, men bruges til ”arbejde og nyttig gerning.” Så tanken har altså ikke været ham fremmed. Men paradoksalt nok var Store Bededag en af de helligdage, der faktisk overlevede Struensees reform.
Store ændringer for Danmark
Tusinder af kabinetsordrer flød fra Struensees flittige pen i hans korte tid ved magten. Hans mange reformer medførte store ændringer for Danmark. De var en måde at puste liv i befolkningen og give dem frihed under ansvar. Retssystemet og straffene blev reformeret, og han lancerede en ny rets- og socialpolitik, der støttede de svageste i samfundet. Sex uden for ægteskabet var ikke længere strafbart, og der blev oprettet en anstalt, hvor mødre kunne aflevere deres børn, hvis de ikke selv kunne forsørge dem. Tortur blev afskaffet, og en række strenge straffe for mindre forbrydelser blev skåret ned. På det sociale område førte Struensee en politik, der var mange år forud for sin tid.
Vi kan takke Struensee for meget, men altså ikke for Store Bededag, der i år falder den 20. maj.
Publiceret i Alt om Historie 5/2011



4 maj 2011 







Forfatter Info
æs Lotte Tarps gribende erindringer om livet som "tyskerbarn".


Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!