Stauning

Thorvald August Marius Stauning, Danmarks hidtil længst siddende statsminister, grundlagde det moderne Danmark og velfærdsstaten. Cigarsortereren med hang til snaps var populær som ingen anden statsminister før eller siden.

Tekst: Georg Metz

Statsministeren med de karakteristiske sygekassebriller og det vældige fuldskæg – som en af vildmændene i rigsvåbnet – opnåede i alt over 15 år i spidsen for den danske nation status af landsfader.
Trods en vis ophøjet reserverthed blev den store mand respekteret og elsket som få, om end den borgerlige presse konstant var efter ham. Som ikke just kostforagter var der også svagheder i panseret.

Det hændte, at Stauning drak sig så lallende fuld, at man måtte bære ham hjem på en stige. Engang under grundlovsforhandlingerne i 1914 lavede han i egenskab af Folketingets næstformand efter en særlig våd frokost skandale. Episoden havde nær sat den politiske karriere over styr. Partifællerne forlangte at han underkastede sig behandling for sit spiritusforbrug.

Syltet sild med snaps

Frokost spiste Stauning – syltet sild med snaps – helst hver dag hos Karen Kik over for Christiansborg (nu Gitte Kik hvor Staunings stol endnu står). Gode bekendte, politiske og faglige forbindelser eller den eneste nære politiske fælle, folketingsmand Hans Nielsen, var selskabet.

Stauning fremstod således, også hvad angik hans bramfri forhold til kvinder, som et renæssancemenneske uden egentlig at være det. Den periodiske voldsomhed i livsførelsen kan snarere opfattes som et tidstypisk kulturtræk fra den sociale virkelighed, hvori Stauning havde rod, og som i øvrigt prægede socialdemokratiske politikere langt op i tiden. Man gik ikke af vejen for bordets tilbud og forstod at feste. Ikke kun om søndagen.

Hjemmet var fattigt, men godt. Forældrene havde den klare ambition at enebarnet Thorvald med det kvikke hoved skulle have en faguddannelse. Kontorvejen var drengens ønske, men forældrene havde ikke midler til at holde deres søn med tøj som flipproletar. En tid i smedelære blev som følge af et i øvrigt livslangt skrøbeligt helbred en fiasko. Det endte med at Thorvald kom i lære i tobaksbranchen og blev udlært som cigarsorterer.

Politisk løbebane begyndte

I denne egenskab begyndte samtidig den politiske løbebane i det dengang overskuelige socialdemokratiske parti. Eller rettere i den socialdemokratiske bevægelse som herefter hastigt voksede sig stor. Staunings vej frem var den typiske for bevægelsens tillidsfolk: bestyrelsespost i sygekassen, sekretær for ældre tillidsfolk, protokolfører, kasserer, fagforeningsformand, folketingskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen, partiformand, minister, statsminister. Fra 1906 til sin død, altså 36 år, var han medlem af Folketinget og blev minister første gang i 1916 som såkaldt kontrolminister under 1. verdenskrig i regeringen Zahle, siden socialminister.

Bevægelsen dengang havde som mål at sørge for sine medlemmer ”fra vugge til grav”. En socialdemokratisk kultur blev således skabt af Stauning og hans generation, hvis motto: ”gør din pligt, kræv din ret”, er rammende. I pasform med den borgerlige punktlighed, der også var karakteristisk for bestræbelserne på at opnå ligeværdig status med samfundets øvre lag.

Legendarisk flid

Staunings flid var legendarisk. Frem for store ord og armbevægelser, som den samtidige Frederik Borgbjerg tog sig af, var Stauning i modsætning til denne ikke nogen betydelig folketaler, men den altid velforberedte slider, der kunne sine sager på fingrene. Flere gange undervejs blev arbejdspresset for voldsomt, og partiformanden måtte på rekreation, men han vendte tilbage med uformindsket viljefast styrke.

Sine betydelige taktiske evner og sin handlekraft viste Stauning under Påskekrisen i 1920, da det lykkedes ham at afværge en alvorlig krise efter kong Christian 10.’s kuplignende afskedigelse af den radikale statsminister Zahles ministerium.

Staunings første regering fra 1924–26 var ikke nogen succes. Det store reformprogram, partiet havde vundet valget på, led skibbrud, regeringen måtte gå, og Stauning vendte først tilbage i 1929, da han fik flertal med de Radikale. Den regering, som holdt sig ved magten til 1940, med den radikale P. Munch som udenrigsminister, kom til at tegne 1930’erne med den store socialreform og den nedrustende neutralitetspolitik over for det truende Tyskland.

Kanslergadeforliget

Staunings politiske mesterstykke var uimodsigeligt det store Kanslergadeforlig – opkaldt efter Staunings bopæl Kanslergade 10, 1. th. ­– hvor regeringspartierne og Venstre indgik aftalen midt i den hærgende verdenskrise og sikrede socialreformen med bl.a. aldersrente, sygekasse, invaliderente, statsstøtte til boligbyggeriet og arbejdsløshedsunderstøttelse. For det trængte landbrug forlangte Venstre reduktion af kronekursen for at styrke eksporten til England. Forhandlingerne brød sammen, og venstrefolkene var allerede i overtøjet, da Stauning oplod sin bas: ”Vi kan vel drikke et glas til afsked!”

Over whiskyen hev Stauning og Zahle forliget i land, hvilket banede vejen for Socialdemokratiets enorme valgsejr i 1935 på over 46 procent af stemmerne. Det skete under det berømte slagord: ”Stauning eller kaos”. Staunings position som leder af et folkeparti var herefter urokkelig.

Den 9. april 1940, i og med at Nazi-Tyskland besatte Danmark, ændrede alting sig. Stauning dannede en samlingsregering af socialdemokrater, Radikale, Venstre og de Konservative. Denne regering etablerede en modvillig samarbejdspolitik – eller korrekt benævnt: forhandlingspolitik – med besættelsesmagten.

Et frygteligt slag

Besættelsen af landet var selvsagt et frygteligt slag for dets statsminister, og Stauning kom sig ikke over det. En følelse af håbløshed og mismod greb ham. Den neutralitetspolitik, han og P. Munch havde ført i 1930’erne, kunne næppe for alvor anfægtes, landet stod ikke til at forsvare ved et stormagtsangreb; englænderne havde ydermere anført, at man ikke ville komme Danmark til undsætning, hvis tyskerne angreb, men ydmygelsen var ikke desto mindre til at tage og føle på, og kritikere af ”systemet” Stauning-Munch, som man sagde, holdt sig ikke tilbage.

Thorvald Stauning døde syg, træt og nedbrudt i maj 1942 i den overbevisning, at tyskerne ville vinde krigen, og at Danmark derfor på overskueligt sigt var prisgivet. Bisættelsen i Forum manifesterede en landesorg som hverken før eller siden i samme omfang er blevet andre end kongelige til del.