Selandia

ØK’s Selandia var verdens første oceangående motorskib og revolutionerede skibsfarten. Men der lå også udenrigspolitik bag valget af rute, da Selandia i 1912 stod ud på sin jomfrurejse.

Tekst: Benjamin Asmussen

Et usædvanligt skib sejlede i februar 1912 ud af Københavns havn. Modsat alle de andre store skibe, der gæstede Danmarks største havn på dette tidspunkt, havde dette fartøj ingen skorsten. Og hvis en forbipasserende nær havneløbet havde lyttet opmærksomt efter, ville han have kunnet høre, at motorlyden, der kom fra dette skib, var helt anderledes end den rytmiske stønnen fra de andre fartøjers dampmaskiner. Det var fremtidens skib, der denne dag stævnede ud i Øresund.

Prominente gæster om bord

Skibet hed Selandia (Sjælland på latin), og det var på vej på sin jomfrurejse til Østen. Om bord var en række prominente gæster, bl.a. kronprins Christian, der tre måneder senere blev kong Christian 10., og hans hustru, kronprinsesse Alexandrine. For skibets rederi, Østasiatisk Kompagni (ØK), og skibsreder H.N. Andersen var det en vigtig sejlads. Selandia var nemlig verdens første oceangående motorskib og lidt af en satsning for ØK.Fartøjet var bygget hos Burmeister og Wain (B&W) i København, der også havde udviklet den banebrydende store dieselmotor, der drev det. ØK var så sikre på, at det nye motorskib ville blive en succes, at rederiet havde bestilt to søsterskibe med det samme. De kom til at hedde Fionia og Jutlandia (Fyn og Jylland på latin).

Selv om jomfrurejsen først og fremmest havde til formål at vise skibet frem for alverden, skulle Selandia også have last med på rejsen, så der kunne tjenes penge. Derfor gik turen til at begynde med fra København til Nørresundby for at tage en last cement om bord. De prominente gæster og ØK’s ledelse var dog gået fra borde allerede i Helsingør.

Churchill kom på besøg

Fra Nørresundby sattes kursen mod verdens førende søfartsnation, Storbritannien. Ved et lykketræft faldt Selandias ankomst til London sammen med, at der var udbrudt kulstrejke, hvorfor ingen af de mange dampskibe i Londons havn kunne sejle. Derfor blev Selandias ankomst en særligt stor nyhed i aviserne: Her var et helt nyt skib, der kunne sejle på trods af kulstrejken!

En større delegation kom om bord for at besigtige skibet i London. Briterne var anført af den daværende marineminister Winston Churchill, som især var interesseret i den nye motor. Efter en stor frokost om bord satte Selandia kursen mod Antwerpen med en række engelske teknikere fra den engelske flåde, der ville lære så meget som muligt om den fantastiske nye motor, om bord. I Antwerpen blev der taget mere last om bord, hvorefter skibet fortsatte til Genova i Italien efter yderligere last. Herfra gik ruten gennem Suezkanalen og videre til Bangkok.

Efterhånden som Selandia kom længere hjemmefra, opstod der flere og flere problemer med de to hovedmotorer. Problemerne var dog ikke alvorligere, end at skibet kunne fortsætte sin sejlads, men B&W’s driftsbestyrer tog alligevel turen over land til Genova med en mængde reservedele for at holde motorerne kørende.

Salut for fremtidens skib

Det største problem var, at man fra både ØK og B&W’s side havde undervurderet, hvor mange mennesker der skulle til for at holde maskinerne i gang. Med de hyppige reparationer af de to hovedmotorer, varede det ikke længe, før belastningen kunne mærkes hos besætningen.

Disse problemer skyggede dog ikke for den kendsgerning, at overalt, hvor Selandia kom frem, vakte hun opsigt. Udefra lignede det umiddelbart et almindeligt dampskib, men på grund af den manglende skorsten påkaldte skibet sig uvilkårligt nysgerrige og misundelige blikke fra landkrabber og søfolk undervejs.

Efter i alt to måneders rejse nåede Selandia i april 1912 frem til Bangkok, hvor fartøj og besætning tilbragte to uger. Motorerne undergik et grundigt eftersyn, efter at de under sejladsen havde kørt i næsten 1 000 timer, og i betragtning af at der var tale om helt ny teknologi, havde maskineriet klaret turen forbløffende godt. På vejen hjem opstod der mindre problemer med motorerne, men det lykkedes besætningen at holde dem i gang, og Selandia klarede turen hjem uden alvorlige vanskeligheder. Ved hjemkomsten til København i juni 1912 blev Selandia mødt af en stor skare mennesker, der havde taget opstilling på kajen og i små og store både, der var sejlet ØK’s motorskib i møde. Tre store dampskibe med indbudte gæster lå i havnen, og der blev skudt salut for det nye skib, der i manges øjne symboliserede en ny tidsalder.

Kejserens ny skib

Omtrent samtidig med at Selandia ankom til København, var det næste skib i rækken, Fionia, blevet bygget færdigt hos B&W. Efter en prøvetur i Øresund blev skibet sendt afsted til Kiel, hvor det nu var de tyske teknikeres tur til at besigtige de nye motorer.

Her gjorde skibet et så stort indtryk på direktøren for den tyske Hamburg-Amerika linje, at han overtalte ØK til at sælge ham skibet.

Hamburg-Amerika linjen havde flere gange tidligere bestilt motorskibe hos tyske værfter, men på trods af i alt fem bestillinger på to forskellige værfter var der endnu ikke kommet nogle brugbare skibe ud af de tyske konstruktørers bestræbelser.

En politiske jomfrurejse

Forhandlingerne blev hurtigt afsluttet, og allerede næste dag besigtigede den tyske kejser Wilhelm 2. nyanskaffelsen. Han kunne til sin tilfredshed stige om bord på et af verdens mest moderne skibe med det tyske kejserflag blafrende, og som et udtryk for hans tilfredshed, blev Fionia omdøbt til Christian X efter den nye danske konge.

Motorskibene Selandia og Fionia var teknologiske vidundere, men deres jomfrurejser er samtidig en kilde til dansk udenrigspolitik i begyndelsen af det 20. århundrede. Danmark var på dette tidspunkt neutralt og forsøgte at manøvrere med stor forsigtighed uden om stormagternes spil. Især Tyskland havde oprustet voldsomt i de foregående år, og det var en almindelig vurdering, at der kun ville gå kort tid, inden det kom til en konfrontation med vestmagterne.

Det store spørgsmål i dansk udenrigspolitik var, om man skulle holde fast i neutralitetspolitikken eller læne sig tættere op ad en af de to nærliggende stormagter, Storbritannien eller Tyskland. Det var derfor absolut ikke tilfældigt, at de to jomfrurejser havde dels verdens førende flådemagt, dels den store oprustende nabo mod syd som mål. Selandia nåede at sejle i 24 år for ØK, inden fartøjet i 1936 blev solgt til et norsk rederi. Efter flere videresalg endte verdens første motorskib sine dage i 1942 ved Yokohama i Japan, hvor det stødte på grund, brækkede i to stykker og sank. Men da var dampens æra ved at være slut, og motorskibe var blevet almindelige syn på verdenshavene. ●