Peter Freuchen

Freuchen

I tiden omkring år 1900 var der ikke mange hvide pletter tilbage på verdenskortet. Men polaregnene var stadig ukendte, og det var op til en hårdfør flok af forskere og eventyrere at udforske disse områder. En af de mest berømte var den danske Peter Freuchen – eller Store Peter, som han med god grund blev kaldt.

Tekst: Kristina Shaw og Jon Eilenberg

Det er den 19. januar 1924, og Peter Freuchen ved, at han skal dø. Selvom man er to meter høj og stærk som en bjørn, overlever man ikke at være fanget alene under en hundeslæde midt i Arktis. Og slet ikke når det er snestorm og 54 graders frost. Mens hans tanker går til konen Navarana, der døde to år tidligere, lukker han roligt øjnene og forbereder sig på det uundgåelige. Men noget trækker ham tilbage til livet. Møjsommeligt bruger han de næste 11 timer på at grave sig fri med hænderne, et stykke bjørneskind og (ifølge den senere version af historien) sin frosne afføring. Der er dog en pris. Da han får kæmpet sig tilbage til lejren, mærker han, at der er noget galt med venstre fod. Hans alvorlige forfrys­ninger har resulteret i koldbrand.

Fik amputeret foden

Senere, hjemme i Danmark, bliver hele foden amputeret og dermed er det slut med polarekspeditionerne. Men det lykkedes alligevel Store Peter at fylde sit liv med eventyr til det sidste.

Lorentz Peter Elfred Freuchen blev født i Nykøbing Falster i 1886 som købmandssøn og den næstældste af syv søskende. Allerede som dreng var han et eventyrlystent barn og ville hellere sejle rundt på Guldborgsund end gå i skole. Senere bemærkede hans mor ironisk, at hendes børn var så beskedne, at de ikke ville tage de gode karakterer fra deres kammerater. Men det blev alligevel til en studentereksamen, og Freuchen tog til København for at læse medicin.

Eventyret trak dog for kraftigt i den unge mand, og i 1906 fik han hyre som fyrbøder på damperen Hans Egede mod Grønland. Det blev en tur, der skulle præge resten af hans liv. Efter hjemkomsten ansøgte Freuchen om at deltage i den store Danmarksekspedition til Grønland 1906–08. Pga. sin erfaring blev Freuchen antaget som fyrbøder, men hans evner gjorde, at han snart kom under op­læring som meteorolog og kartograf. Derfor blev det også Freu­chen, der sammen med en kollega skulle passe en meteorologisk station i Pustervig hen over den arktiske vinter.

Udsultet

Det viste sig at være en hård tjans, og Freuchen omtalte stationen som ”det elendige hul”. Det var et lille uisoleret træskur, hvor de medbrag­te medicinbøger frøs fast til væggen, hvilket dog gav Freuchen en god undskyldning for ikke at læse i dem. Både mad og brændsel var sparsom, så det var en udsultet og forfrossen Freuchen, der kunne hilse foråret og hjemturen velkomne i 1907. Et af Danmarksekspeditionens vigtige resultater var dokumentationen af oprindelig grønlandsk levevis, og de unikke fotografier kan ses på Arktisk Instituts hjemmeside.

Grundlagde Thule-basen

Efter hjemkomsten og et forgæves forsøg på at genoptage sit studie mødte Freu­chen polarforskeren Knud Rasmussen i 1909. Det blev et livslangt samarbejde og venskab. Pioneren Rasmussen havde en drøm om at bygge en handelsstation i Nordvestgrønland. Den var Freuchen med på. I 1910 realiserede de drømmen, og Thulebasen blev bygget. Freuchen stod for den videnskabelige del af arbejdet og bestyrede basen i ni år. I den periode giftede Freuchen sig også med den grønlandske Navarana, den første af hans tre koner.

Under deres første Thuleekspedition i 1912–13 prøvede Freuchen og Rasmussen at finde to forsvundne deltagere fra en anden ekspedition. Det blev til 26 dage og 2 300 km på hundeslæde. Under­vejs på ekspeditionen måtte de bl.a. hejse hunde og gods ned af et 180 m højt frossent vandfald. Freuchen kom også til at tabe holdets teodolit – et navigationsinstrument – i vandet, og dykkede ned i det iskolde vand for at hente den. Sammen tog de to eventyrere på adskillige ekspeditioner indtil den femte Thuleekspedition, hvor Freuchen mistede sin fod.

Træbenet, eller ”lortebenet”, som Freu­chen selv kaldte det, afholdt ham dog ikke fra et begivenhedsrigt liv.

I 1924 giftede han sig med sin anden kone, og i 1926 købte han øen Enehøje i Nakskov Fjord, hvor han drev en gård med skiftende held. Samtidig var han foredragsholder, journalist og forfatter og havde adskillige andre jobs.

Spillede med i Oscar-film

Hans karakteristiske fuldskæg og flair for historiefortælling gjorde ham til folkeeje, både i og uden for Danmark. Derfor blev Freuchen i 1931 hyret som konsulent og skuespiller af det amerikanske filmselskab MGM. Selskabet ville indspille filmen Eskimo baseret på to af hans bøger. Filmens plot var, at en stolt fanger søgte hævn over en grum kaptajn, som havde haft sex med hans kone – uden at spørge om lov først. Peter Freuchen selv spillede den skurkagtige kaptajn. Filmen blev en succes og modtog bl.a. en Oscar for bedste klipning. Selv syntes Freuchen, at filmen var blevet lidt for Hollywood-agtig, selvom jagtscenerne var gode.

Freuchens rygte som eventyrer og levende fortæller holdt ham travlt beskæftiget, og hans bøger solgte godt. I 1938 grundlagde han den danske afdeling af Eventyrernes Klub, som ved stiftelsen talte otte mænd og to kvinder, selvom kvinder efterfølgende er blevet udelukket. Freuchen var en direkte mand, også politisk, og han udtrykte højlydt sin kritik af nazismen.

Det og hans direkte støtte til modstandsbevægelsen gjorde, at han blev interneret under besættelsen, men i 1944 lykkedes det ham at flygte til Sverige. Fra Sverige gik turen til USA, hvor han i 1945 giftede sig tredje gang.

Vandt 64 000 dollar i tv-show

Han rejste stadig verden tynd, og i 1956 vandt han 64 000 dollar i den amerikanske version af Kvit Eller Dobbelt i kategorien ”De Syv Have”. Freuchen blev voldsomt populær blandt seerne, især for underholdningsværdien i hans svar. Som den inkarnerede historiefortæller han var, gav han svar i form af anek­doter.

Quizeventyret skulle dog blive et af Store Peters sidste, da han døde året efter af et hjerteslag under en tur til Nordpolen, 71 år gammel. Hans aske blev efterfølgende spredt over Thule-basen – undtagen skægget, som endnu findes på Arktisk Institut.

Mere her: Altid frimodig af Janni Andreassen (2013)● Min grønlandske ungdom af Peter Freuchen (1936) ● www.arktiskinstitut.dk

Publiceret i Alt om Historie 10/2014

Twitter Digg Delicious Stumbleupon Technorati Facebook Email

Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!