Operation Mincemeat

I foråret 1943 skyllede en død britisk officer i land ud for Spaniens kyst med tophemmelige papirer i sin taske. Tyskerne troede, de var faldet over uvurderlige oplysninger. I virkeligheden gik de i en fælde – både papirerne og ligets identitet var fri fantasi.

Tekst: Anna Larsdotter

Om morgenen den 30. april 1943 gjorde fiskeren José Antonio María Rey en makaber opdagelse ud for Spaniens kyst. Han var lige sejlet ud fra havnen i Huelva i sin robåd, da han fik øje på en mørk silhuet lige over vandoverfladen. Da han kom tættere på, forstod han, at det var et dødt menneske. Personen lå med ansigtet i vandet. Overkroppen blev holdt oppe af en gul redningsvest.

Modvilligt baksede José Antonio det rådnende lig i land. Han smed det på stranden i en sværm af fluer. Den døde var klædt i kakifarvet uniform, grove støvler og trenchcoat. En taske var fæstnet til hans bælte med en kæde. Halvdelen af ansigtet var rådnet væk.

Navnet var »William Martin»

Ifølge identitetpapirerne var mandens navn William Martin. Han var britisk officer, major i Royal Marines, født i Cardiff. Martin var 36 år og chef for en styrke ved navn ”Combined Operations”. Dens opgave bestod i at genere fjenden – tyskerne – med forskellige flåde- og hæroperationer. Majoren var tilsyneladende omkommet i en flyulykke på vej fra Storbritannien til Gibraltar.

Rygtet om liget bredte sig snart. I det neutrale Spanien var der masser af tyske agenter, som gerne ville kaste et blik i den låste taske. Hvad de ikke vidste, var, at de var ved at gå i en fælde. Selvom han var død, spillede William Martin nemlig hovedrollen i en krigslist, der var en af historiens mest besynderlige: den tophemmelige operation Mincemeat.

Idéen var udarbejdet af to britiske efterretningsofficerer. Begge var kreative og havde sans for sort humor. Den, der havde udklækket idéen, var Charles Christopher Cholmondeley, en høj fyr med et elegant overskæg. Til sin hjælp havde han orlogskaptajn Ewen Montagu. Denne var jurist, romantisk anlagt og med et talent for organisation.

Man kan sige, at det var dette par, der havde skabt den døde mand på stranden. Hans navn var nemlig overhovedet ikke William Martin. Han var heller ikke officer i den britiske flåde. Liget var de sørgelige rester af en hjemløs, psykisk syg mand fra Wales ved navn Glyndwr Michael. Michael var død tre måneder tidligere efter at have taget rottegift.

Fandt liget i et lighus

Cholmondeley og Montagu fandt liget i et lighus i London. Her havde de i største hemmelighed henvendt sig og bedt om at få udleveret et yngre mandligt lig i nogenlunde uskadt stand. Glyndwr Michael var præcis, hvad de søgte. Han havde ingen kendte slægtninge, og den mængde gift, han havde taget, var for lille til at efterlade sig tydelige spor. Nu blev han lagt på køl, mens resten af den avancerede plan tog form.

Operation Mincemeat skulle blive et lille hjul i det større maskineri, der blev kaldt Operation Husky. Det var på sin side et kodenavn for de allieredes planer om at invadere Sicilien. Efter et succesrigt felttog i Nordafrika var de begyndt at rette blikket mod Europa, som for størsteparten var kontrolleret af Nazityskland og deres allierede.

Ved at erobre Sicilien skulle Middelhavet blive tilgængeligt for allieret trafik. Det skulle også sætte Hitlers våbenbror, Benito Mussolini, under pres. Problemet var, at angrebsplanen var alt andet end uventet.

Sicilien et indlysende mål

Afstanden mellem Nordafrika og Sicilien var ret kort, og med tanke på Siciliens strategiske beliggenhed var øen et indlysende mål for et allieret angreb. ”Hvem som helst, bortset fra en ren idiot, ville vide, at det var Sicilien,” var Winston Churchills kommentar.

Det var her, Operation Mincemeat og Glyndwr Michael kom ind i billedet. Efter et kort og tragisk liv skulle denne hjemløse mand udføre store bedrifter efter sin død. De to britiske officerer forvandlede Michael fra hjemløs vagabond til universitetsuddannet officer.

I hans taske lagde man de falske dokumenter af tophemmelig karakter. Af papirerne fremgik det, at Churchill og Roosevelt planlagde landgang på Sardinien og i Grækenland. Sicilien, derimod, var kun et fiktivt mål.

De to briter overlod intet til tilfældighederne. Med liv og lyst gik de i gang med at konstruere en livshistorie til William Martin. Eller ”Bill”, som de kaldte ham. I ligets lommer puttede de dansebilletter og fotografier af hans forlovede, ”Pam”. En passerseddel til hovedkvarteret fik han også samt et brev fra ”far”. Kvitteringer og vekselpenge og skrivelser fra banken. Alt for at gøre ”Bill” så autentisk som muligt.

Der blev bestilt en uniform, baskerhue og støvler. For at de skulle blive tilpas slidte, havde Cholmondeley dem på hver dag i tre måneder. Undertøj i den rigtige størrelse fik man fra en Oxfordrektor, der var død for nylig.

Men det vigtigste var selvfølgelig tasken. Efter mange diskussioner blev der skrevet et uofficielt brev fra general Archibald Nye til kollegaen Harold Alexander, britisk hærchef i Nordafrika. I brevet fremgik det, at Alexander var på vej til at angribe Sardinien og Korsika. En anden general planlagde en invasion af Grækenland. Brevet blev puttet i en kuvert og lagt i tasken.

Til sidst blev der bygget en ligbeholder til budbringeren. Den lignede en kæmpestor termoflaske og var beregnet til at holde liget så friskt som muligt, inden det blev dumpet i havet. Glyndwr Michael havde nu været død i tre måneder. Men den 19. april 1943 kunne han endelig stå til søs.

Blev fragtet i ubåd

Den optøede major kom om bord på ubåden Seraph i Skotland. Destinationen var det vestlige Middelhav. For Cholmondeley og Montagu var det et sorgens øjeblik. ”Bill” var næsten blevet som en kær gammel ven for dem. Det var gået så vidt, at Montagu var begyndt at date hans fiktive forlovede, ”Pam”. Fotografiet af hende var nemlig blevet udlånt af en kvinde på efterretningskontoret.

Efter 11 dages rejse blev beholderen båret op på dæk, og låget blev skruet af. En redningsvest blev sat på liget, inden det blev smidt over bord. Med sig fik major Martin en halvt oppustet redningsflåde og en åre. Akkurat som planlagt drev han ind mod stranden. Nu måtte man bare håbe, at nogen fandt ham.

Stedet var valgt med omhu. Fiskehavnen Huelva lå på den mest tyskervenlige del af den spanske kyst. Den protyske politichef ville forhåbentlig sørge for, at tasken kom nazisterne i hænde.

Det blev en urolig ventetid for Cholmondeley og Montagu. Liget blev ganske vist hurtigt opdaget, men nu opstod der problemer. Tasken med dokumenterne havnede hos den spanske flåde, som først ville overgive den til briterne! At slippe fra det tilbud uden at vække mistanke var ikke helt let. Først da tasken blev transporteret til Madrid, fik tyskerne fat på papirerne via en spansk, nazivenlig oberstløjtnant.

Papirerne narrede Hitler

På kort tid nåede oplysningerne Hitler, som så på sagen med stort alvor. Efter et øjebliks tøven udstedte han en generalordre. Den tyske hærledelse blev opfordret til straks at forstærke forsvaret af Grækenland og Sardinien. Den 19. maj holdt der Führer en stabskonference, hvor han henviste til et ventet angreb mod halvøen Peloponnesos og et efterfølgende felttog mod Balkan.

Det virkede næsten, som om tyskerne ønskede at blive taget ved næsen. Sladder, rygter og information blev blandet godt sammen og bekræftede sig selv. Blandt de førende nazister var det faktisk kun Joseph Goebbels, der nærede sine tvivl, og han fortalte aldrig andre end sin dagbog om denne tvivl.

Invasionen af Sicilien blev påbegyndt ved daggry den 10. juli 1943, godt to måneder efter, at Glyndwr Michaels lig var blevet fundet ud for Spaniens kyst. Det tog de allierede 38 dage at erobre den italienske ø. Det var betydeligt færre dage end forventet. Tabstallet blev også mindre end frygtet.

Ewen Montagu og Charles Cholmondeley var overlykkelige. Især Montagu var henrykt over, at de havde haft held til at narre Hitler personligt. Montagu var nemlig af jødisk herkomst.

”Himmelsk fryd, især for en jøde, over at have taget dette uhyre ved næsen,” skrev han senere.

MERE HER: Operation Mincemeat af Ben Macintyre (2010)