Michail Gorbatjov

Ved hjælp af sine reformer banede han vej for den østeuropæiske kommunismes sammenbrud og Berlinmurens fald. Det gjorde ham populær i omverdenen, og i 1990 fik han Nobels fredspris. Men hjemme i Rusland blev Gorbatjov betragtet som ansvarlig for Sovjetunionens opløsning.

Tekst: Anna Larsdotter

Den 31. december 1991 blev Sovjetunionen opløst. Seks dage tidligere var unionens sidste leder, Michail Gorbatjov, blevet tvunget til at forlade sin post.
Det var ham, der med sin politik havde sat gang i det historiske jordskred, som førte til Sovjetunionens fald og nedrivningen af Berlinmuren. Gorbatjov ville reformere kommunismen og åbne Sovjet mod omverdenen. Men han var ikke forberedt på så store konsekvenser.
Gorbatjov havde viet hele sit voksne liv til politik. Da han som 54-årig blev en rekordung generalsekreterær for Sovjetunionens kommunistparti, var hans eneste erfaring med almindeligt arbejde en kort periode som traktorfører i sin ungdom. Efter skolen havde han arbejdet på en maskinstation, som lavede reparationer for kollektivjordbrugene, de såkaldte kolkhoser.

Fik udmærkelse som 17-årig

I løbet af sin tid på maskinstationen blev han som 17-årig belønnet med udmærkelsen ”Den Røde Fanes Arbejdsorden”. Aldrig tidligere havde så ung en person fået den statusfyldte orden. Derefter flyttede Gorbatjov til Moskva, begyndte at læse jura og startede på sin lynkarriere inden for det sovjetiske kommunistparti.
Da Michail Gorbatjov blev født i 1931, havde Sovjetunionen formelt eksisteret i ni år. Josef Stalin havde været diktator siden 1929 og havde påbegyndt en brutal omorganisering af det sovjetiske samfund. Dem, der ikke var enige, blev sendt i arbejdslejr eller henrettet.

Man havde også påbegyndt en storstilet industriopbygning og statsovertagelse af bøndernes gårde. Michail Gorbatjovs farfar Andrej, som var en ivrig Stalintilhænger, havde grundlagt en kolkhose, hvor han selv var formand. Gorbatjovs far nød også stor anseelse inden for partiet og havde et job med høj status på en maskinstation.
Som loyale kommunister styrede familien Gorbatjov i det store hele uden om de omfattende udrensninger af anderledestænkende, som fandt sted i 1930erne. Michail Gorbatjovs farfar sad dog i fængsel en tid, uvist hvorfor. I skolen skrev Michail en tidstypisk stil med titlen: ”Stalin er vort lands ære, Stalin er ungdommen”.
Familien Gorbatjovs hjemby Privolnye ligger på den frugtbare slette mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i Sydrusland. Derfra flyttede den 19-årige Michail i 1950 til magtens centrum, Moskva, hovedstaden, som man var i gang med at genopbygge efter krigen. Det var tyske krigsfanger og russiske lejrfanger, der gjorde det grove arbejde.

Eksamen med topkarakterer

Den tidligere mønsterarbejder Gorbatjov blev nu mønsterstuderende og tog eksamen med topkarakterer. I 1953 giftede han sig med Raisa Titarenko, som
studerede marxistisk filosofi og sociologi. I 1957 fik de datteren Irina. De var da vendt hjem til Gorbatjovs hjemegn, Stavropol, hvor Michail Gorbatjovs første opgave som partiarbejder blev at overvåge den kommunistiske moral blandt Stavropols unge.
Han klatrede videre op ad karrierestigen via en eksamen i agronomi, hvilket var godt, da Gorbatjov blev udnævnt til førstesekretær i jordbrugsregionen Stavropol. Han var det nye stjerneskud på det sovjetiske kommunistpartis himmel. Ung, charmerende, gift med en intellektuel kvinde, ekspert i både jura og jordbrug – og pletfri, hvad angik sikkerhedstjenesten KGB’s register.

Kremls inderkreds

Snart fik Gorbatjov adgang til Kremls inderkreds. At hans jordbrugsreformer ikke gav noget specielt godt resultat, var ikke en hindring. Partiloyalitet var vigtigere end resultater i det gamle Sovjet.
Da Sovjetunionens leder Leonid Brezjnev døde i 1982, fik Gorbatjov en vigtig rolle som efterfølgeren Jurij Andropovs nærmeste medarbejder. Gorbatjov hjalp den nye generalsekretær med at rense ud blandt korrupte og inkompetente bureaukrater. Han skrev også taler og gik til møder i den mere og mere sygdomsramte Andropovs sted. Man kan sige, at Gorbatjov allerede nu startede arbejdet med den perestrojka, omstrukturering, som snart skulle blive hans største bidrag til verdenshistorien.

Ældre mænd ved roret

Sovjetunionen havde en tradition for at have ældre mænd ved roret. Da Konstantin Tjernenko efterfulgte Andropov i 1984, var han 72 år gammel og ved dårligt helbred. Som sine nærmeste mænd havde Tjernenko en 75-årig udenrigsminister, en 79-årig premierminister og en 83-årig vicepræsident. Ikke så underligt, at de vestlige landes ledere lo i skægget og erklærede, at Sovjetunionen på alle måder havde udspillet sin rolle.
At Gorbatjov var ung, 54 år, var altså en vigtig faktor da han blev valgt som Tjernenkos efterfølger, og Gorbatjov kom ikke til at vente længe, inden han steg helt til tops. Tjernenko nåede nemlig kun at sidde et år ved magten, før han døde.
Nogle timer efter meddelelsen om dødsfaldet udråbte centralkomitéen den populære Gorbatjov til ny generalsekretær. Både indenlands og internationalt forventede man sig meget af ”Gorby”, som den vestlige presse døbte ham.
Og han så også ud til at indfri forventningerne. Politiske fanger blev sat på fri fod, mennesker fik igen lov til at dyrke deres religion, og sovjetborgerne fik større magt over deres økonomi. Krigen i Afghanistan blev afsluttet. I overensstemmelse med begrebet glasnost – åbenhed – fik presse og tv en mere selvstændig stilling i forhold til staten.

Østblokken under opbrud

Hele østblokken var under opbrud i denne periode. Gorbatjov lod lederne af de andre kommuniststater vide, at han ikke havde tænkt sig at sende militær hjælp for at holde dem ved magten.
I november 1989 tog de østtyske myndigheder den historiske beslutning at åbne muren mellem Øst- og Vestberlin. Et år senere modtog Michail Gorbatjov Nobels fredspris for sit reformarbejde.
Omverdenen betragtede ham som en helt. Han havde bidraget til, at Sovjetunionen var blevet mere demokratisk og til, at den tyske genforening kunne finde sted i 1990. Desuden havde han mindsket krigstruslen i verden ved at nærme sig USA og tage initiativ til nedrustning.
Men i Sovjetunionen havde man et andet syn på ”Gorby”. Stenen var begyndt at rulle, og mange ønskede flere og hurtigere reformer. Blandt dem var Boris Jeltsin (1931–2007), som blev Gorbatjovs vigtigste udfordrer. Andre var bekymrede for unionens og det kommunistiske samfunds opløsning. De ønskede, at alt skulle blive ved det gamle.

Det gik op for Gorbatjov, at han var ved at tabe kontrol over situationen. Han begyndte at bakke ud af sine løfter om økonomisk forandring og forsøgte at få mere magt. Vist havde han ønsket at skabe en ny form for samfund med indslag af markedsøkonomi og demokrati. Men i bund og grund var han stadig kommunist. Han ville have reformer, ikke revolution.
Gorbatjovs stjerne dalede, mens Jeltsins steg. Jeltsin var i juni 1991 blevet valgt til præsident i republikken Rusland og nød stor folkelig opbakning. Jeltsin standsede samme år et kupforsøg mod Gorbatjov, hvor konservative sovjetkommunister desperat forsøgte at overtage magten. Derefter udmanøvrerede Jeltsin sin konkurrent, tvang ham til at forbyde det kommunistiske parti og lagde grunden til SNG, Samfundet af Uafhængige Stater.
Gorbatjov var nu præsident uden et rige. Han gav op. Da han fem år senere stillede op til det russiske præsidentvalg, fik han kun én procent af stemmerne.
Han har dog ikke helt forladt den politiske arena. Siden 2007 har Michail Gorbatjov været leder af et socialdemokratisk parti i Rusland. Han er også aktiv i sit eget The Gorbachev Foundation, en international stiftelse, som laver politiske analyser og udviklingsarbejde.

Læs mere: A Failed Empire: The Soviet Union in the Cold War from Stalin to Gorbachev (2007) af Vladislav Zubok, Gorbachev: Man of the Twentieth Century? (2008)
af Mark Sandle