Mary Shelley

Mary Shelley var kun 21 år gammel, da hun udgav gyseren om Franken­stein. Bogens dystre stemning varsler om de mange personlige tragedier, hun blev ramt af i sit eget liv.

Tekst: Anna Larsdotter

Var det virkelig muligt, at en så modbydelig fortælling som Frankenstein kunne være skrevet af en kvinde? Det spørgsmål stillede mange engelske læsere sig selv i januar 1818, da den nu klassiske gyser udkom første gang. Forfatteren var anonym, men rygtet spredte sig snart: Det var en ung dame, der stod bag den uhyggelige historie. Kritikerne var forbløffede, og nogle af dem kaldte bogen ukvindelig og afskyelig. Andre roste romanen og sammenlignede forfatteren med Shakespeare.
Dengang var det ikke almindeligt, at kvinder skrev bøger. Og hvis de gjorde, handlede deres historier sjældent om uhyrer. Men nu var Frankensteins forfatter heller ikke en hvilken som helst kvinde. For det første var Mary Shelley resultatet af et berygtet kendisægteskab. Hendes mor var den berømte forfatter og feminist Mary Wollstonecraft, og hendes far den samfundskritiske journalist William Godwin. Som barn af disse specielle personligheder vidste Mary allerede fra begyndelsen, at hun var noget særligt.

Blæste på normerne

Hendes liv skulle også blive spektakulært, ikke kun fordi hun skrev bøger, men også fordi hun overtrådte grænserne for det, som blev anset for normalt for en kvinde i begyndelsen af 1800-tallet. Hun forkastede kernefamilien, stak af hjemmefra, fik flere børn som ugift, rejste Europa tyndt og blæste højt og flot på, hvad andre tænkte og mente.
Men hun kom til at betale en høj pris. For den, der kender til hendes historie, virker det ikke spor underligt, at alle hendes bøger handler om den mørke side af livet. Marys liv var nemlig fuldt af tragedier.

Flygtede fra London

Da Mary Wollstonecraft Godwin, som hun hed, inden hun blev gift, begyndte at skrive om Frankenstein, var hun knap 19 år gammel. Det var i sommeren 1816, og hun var flygtet fra sin hjemby London sammen med en lille gruppe britiske kulturpersonligheder.
I centrum stod Europas mest berygtede digter, lord George Byron. Han var flyttet fra England efter en række meget omdiskuterede kærlighedsforhold og en hel del ubetalt gæld. De andre i gruppen var Marys livspartner Percy Bysshe Shelley, hendes stedsøster Claire og Byrons læge, John Polidori, samt Marys og Percys lille søn, William.
De befandt sig i Schweiz, ved Genèvesøen, og vejret var det værste i mands minde. Lord Byron kom på den idé, at de alle skulle skrive hver sin gyser for at fordrive tiden.
Marys ambitioner var høje. Hun ville imponere sine forfattervenner og skrive en historie, som fik ”blodet til at stivne” i læserens årer.

Første science fiction-roman

Gyserromanen var en populær genre på den tid, men med Frankenstein skulle Mary opnå mere end som så. Den gotiske fortælling om videnskabsmanden Victor Frankenstein, for hvem det lykkedes at skabe et menneske af sammensyede ligdele, bliver tit kaldt den første science fiction-roman. Som sådan fik den en helt enorm betydning. Den handler om, hvad der kan ske, når menneskene forsøger at spille Gud.
Men romanen handler også om betydningen af kærlighed og fællesskab. Et levende væsen, som bliver stødt ud af samfundet, kan ikke blive andet end ondt – akkurat som Frankensteins monster.

Bogen fik stor succes og blev trykt i mange oplag. Hundrede år senere blev den filmatiseret, og monstret, i Boris Karloffs skikkelse, skræmte livet af en hel verden. Hans skikkelse med de tunge fødder – med den høje pande, de hængende øjenlåg og tøj, der var for småt – blev et symbol på gyserlitteraturen.
Da Frankenstein udkom i 1818, befandt Mary sig i udlandet. Det var først, da hun vendte tilbage til England i 1823, at hun forstod, hvilken succes bogen havde opnået. Men da var det svært for hende at glæde sig over sin succes. Bag sig havde hun en lang række tragedier, som havde forandret hendes syn på det romantiske bohemeliv. Vovehalsen Percy, hendes livs store kærlighed og ægtemand, var druknet under en sejlads i Lericibugten i Italien. Hun havde også mistet to af sine tre børn.

Træt af livet

Percy Bysshe Shelley var kommet ind i hendes liv som et friskt pust, da hun var 16. På det tidspunkt var hun træt af sin indelukkede tilværelse og, ikke mindst, af sin overfladiske stedmor. Sin egen mor havde Mary mistet som nyfødt.
Mary og Percy betragtede sig som beslægtede sjæle, og i 1814 stak de af sammen. Deres forældre modsatte sig forholdet, fordi Percy allerede var gift. Men tanken om at befri unge, undertrykte kvinder tiltalte den romantiske digter. Også sin hustru Harriet havde han ”kidnappet” nogle år tidligere. Hun begik derefter selvmord.
Da Percy og Mary rejste fra England, tog de også Marys stedsøster med, den eventyrlystne Claire. Tanken var, at de tre skulle bo sammen i et kollektiv.
Hjemme efterlod de sig Marys ældre halvsøster, Fanny. I efteråret 1816, mens Mary var i gang med sin roman om Frankenstein, tog Fanny sit eget liv, ensom og isoleret. Historien blev dysset ned, og Mary fik ikke lov til at være med til begravelsen. Det var på det tidspunkt, mørket for alvor begyndte at sænke sig over parret Shelleys liv.
Snart blev de klar over vanskelighederne ved deres frie tilværelse. Den evige jagt på penge optog en stor del af tiden, og indimellem blev Percy tvunget til at holde sig skjult for sine kreditorer. Mary var også dødtræt af Claire indimellem. Hun var usikker på, hvilken type forhold stedsøsteren havde til Percy.

Rejste til Italien

I foråret 1818 efter, at Frankenstein var nået frem til boghandlernes hylder, rejste de tre til Italien. Med på rejsen var også Marys og Percys søn William, deres nyfødte datter Clara og Claires datter Allegra (hvis far var lord Byron). Hjemme i England følte de sig ikke velkomne. Desuden havde Percy brug for klimaforandring pga. sit helbred.
Børnene var ikke raske, men Percy, Mary og Claire trodsede den italienske sommervarme. De var hele tiden på jagt efter nye oplevelser og nye bekendtskaber. Mary kunne mærke katastrofen nærme sig, men havde svært ved at sætte sig op mod sine medrejsende.
Da sommeren var ovre, var begge hendes børn døde. Alligevel fortsatte de deres rejse – helt ned til fiskelandsbyen Lerici, i nærheden af La Spezia, på Italiens vestkyst. Det var her, Percy tog ud på den skæbnesvangre sejltur, som endte med, at han druknede. Selv havde Mary været igennem en abort, der havde været tæt på at koste
hende livet.

Efter sin mands død vendte Mary Shelley tilbage til England. Hun skrev bøger resten af sit liv. Men de andre bøger blev ikke så kendte som Frankenstein.
Hun giftede sig aldrig igen. Mary døde i 1851 og overlevede dermed sin mand i næsten tre årtier. Hendes frie liv havde kostet hende dyrt, og hun kom sig aldrig rigtigt over sine tab.
Man kan undre sig over, hvorfor hun begav sig ud på den dramatiske rejse? Det skyldtes sandsynligvis, at hun ikke havde stort andet valg. For en livskraftig og kreativ kvinde, som ikke kunne udholde tanken om et liv inden for hjemmets fire vægge, fandtes der sandsynligvis ikke noget alternativ.