Krimkrigen i Østersøen

Krimkrigen udspillede sig ikke kun ved Sortehavet. Britiske og franske skibe opererede også i nærheden af Danmark, nemlig i Østersøen, hvor de sprængte en russisk fæstning på Åland, efter at Sverige havde takket nej til at overtage den.

Text: Olle Bergman

Krimkrigen var på sin vis en verdenskrig med kamphandlinger på så vidt forskellige steder som Kaukasus, Hvidehavet og Kamtjatkahalvøen. Den krigsskueplads, som måske havde størst betydning ved siden af Krimhalvøen, var dog Østersøen og Den Finske Bugt.
Årsagen var frem for alt, at en kæmpestor russisk hær på 300 000 mand blev holdt i beredskab til at forsvare den russiske hovedstad Sankt Petersborg – tropper som ellers kunne have vendt krigslykken ved Sevastopol.

Stævnede ind i Østersøen

I sommeren 1854 stævnede en stor britisk flåde, forstærket med en fransk eskadre, ind i Østersøen via dansk farvand. Eftersom den russiske flåde undgik kamp på åbent hav, forberedte koalitionen sig på at blokere søvejene, foretage raids og på andre måder forstyrre den russiske økonomi. Derfor var Sankt Petersborg, som lå i ly længst inde i Den Finske Bugt bag fæstningen Kronstadt, egentlig aldrig i fare – ikke mindst på grund af den effektive søminering.
I august 1854 angreb koalitionen den russiske fæstning Bomarsund på Åland – dels med søbombardement, dels med en landgangsoperation. Den underlegne russiske garnison i det ufærdige befæstningsværk havde ikke en chance og gav snart op.

Fæstning sprængt i luften

Koalitionen foreslog nu, at Bomarsunds fæstning skulle overtages af Sverige, men svaret blev nej, eftersom svenskerne ikke ville provokere Rusland. Resultatet blev, at briter og franskmænd sprængte fæstningen i luften.
Et år senere, i august 1855, angreb briter og franskmænd fæstningen Sveaborg uden for Helsingfors og gik i gang med et intensivt bombardement. Selvom befæstningen fik svære skader, lykkedes det ikke koalitionen at knække den russiske garnisons forsvarsvilje, så de blev tvunget til at afbryde angrebet.Den svenske regering og kong Oscar 1. overvejede i stigende grad at gå ind i krigen på koalitionens side. Der var endnu ikke gået 50 år siden Den Finske Krig 1808–09, hvor Sverige blev tvunget til at afgive hele den østlige halvdel af riget til Rusland. Nu begyndte forhåbninger om at kunne genvinde Finland, eller i det mindste Åland, at spire blandt svenske militærfolk.

I den såkaldte novembertraktat forpligtede Sverige, som på dette tidpunkt var i union med Norge, sig til ikke at give efter og afstå noget landområde, hvis Rusland skulle kræve det.
Til gengæld garanterede Storbritannien og Frankrig, at man i en sådan situation ville komme til militær undsætning. Traktaten blev dog uaktuel i forbindelse med freden i 1856.  Rusland fik dog forbud mod igen at befæste Åland.