Historiske julegaver

Til farfar:
● Farfar ønsker sig en historisk rejse med en dygtig guide til et spændende historisk rejsemål. Flere forskellige rejseselskaber tilbyder kulturhistoriske rejser til steder som Rom, Istanbul eller Ægypten – hvis ikke slagmarkerne i Tyskland eller Normandiet lokker endnu mere. Se fx www.historiskaresor.se eller www.eirby.dk

Til farmor:
● Strikning, hækling og andre nørklerier er på mode igen. Hvis farmor er med på trenden, kan du sikkert finde det helt rigtige retro-håndarbejde til hende på www.museumstekstiler.dk. Hvad med fx garn og mønster til et par stangevanter fra Marstal og et bindesjal fra Læsø? Eller hvad med en farverig plakat fra dengang, Bjørn Wiinblad var det sidste nye og smarte til at hænge på væggen? Danmarks Plakatmuseum har hele 79 Wiinblad-plakater i deres netbutik på www.shop.plakatmuseum.dk.
Priser 150–300 kr.

Til far:
● Hvis far interesserer sig for 2. verdenskrig kunne du overraske ham med et eksemplar af det originale flyveblad »Oprop! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!» Originalflyvebladet kan købes antikvarisk flere steder for ca. 200 kr., se www.antikvariat.net. Eller hvad med historie på dvd? Både Allan Mylius Thomsens historiske Københavnerglimt – se www.focus-tv.dk – eller Danskernes Egen Historie – se www.dkhistorie.dk – kan anbefales på det varmeste.

Til mor:
● Gaver, der kan nydes, er næsten altid et hit. En skøn te med en speciel histo­rie kan købes i butikken på Koldinghus´ website www.koldinghus.dk. Koldinghus-teen er af en type, som kan være nydt, da hoffet serverede te på Koldinghus 1700-årene. 100 gr. fås for 34,- kr. En barselspotte er også en skæg idé. I ældre tid bragte egnens koner mad til barselkonen i dem – du kan jo fylde den med julegodter. E-butikken hos Odense Bys museer har fire flotte fra 440,- kr. pr. stk. på www.museum.odense.dk

Til storesøster:
● Storesøster skal forkæles med et helt års spændende personer, dramatiske slag, gode tips, omvæltende hændelser som forandrede Danmarks- og verdenshistorien – direkte i postkassen. Bestil et abonnement til hende på www.altomhistorie.dk. Sådan en gave varer bogstaveligt talt lige til påske eller helt til næste jul.

Til storebror:
● Det klassiske computerspil Civilization, hvor spilleren styrer en civilisation gennem verdenshistorien, er kommet i en ny version til Xbox 360, Playstation 3 og Nintendo DS. Her vælger man sig en identitet som en af historiens store ledere, fx Napoleon, Bismarck eller Mao Zedong, og kæmper om verdensherredømmet. www.firaxisgames.com

Til lillesøster:
● Mennesker har altid båret smykker for at pryde sig eller sende bestemte signaler til andre. På www.museumsbutikken.dk kan du finde smykker, som er reproduktioner af originale fund. Et kopismykke er flot og spændende, og der følger en lille forklaring med.

Til lillebror:
● Lillebror som synes mumier og faraoner er seje, får et stempelsæt med egyptiske hieroglyffer. Sættet indeholder 24 gummistempler og en stempelpude. Supplér med et bundt papyrus-papir – så er det bare med at komme i gang med at skrive mystiske meddelelser med disse urgamle og fascinerende skrifttegn. www.eshop-glyptoteket.dk

Publiceret i Alt om Historie 12/2008

Twitter Digg Delicious Stumbleupon Technorati Facebook Email

Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!