Giuseppe Verdi

Giuseppe Verdi engagerede sig dybt i italienernes frihedskamp i 1800-tallet. Sangen »Fangernes kor» blev hurtigt populær blandt nationalister, der ville jage de fremmede herrer ud af Italien.

En dag i 1814 bliver den landlige fred pludselig brudt i den norditalienske by Le Roncole. Hovedgaden fyldes af skrålende østrigske soldater og russiske kosakker. Inden de møder Napoleons hær, vil de styrke sig med kvinder og vin. Kroværtinden Luigia Verdi tager sin etårige søn i favnen og løber hen til kirken. Mens hun hører de andre kvinder skrige af smerte og skræk, flygter hun allerhøjst op i kirketårnet, hvor hun gemmer sig mellem lidt brædder i et hjørne. I et helt døgn bliver hun siddende, rædselsslagen for at barnet skal begynde at skrige og tiltrække sig soldaternes opmærksomhed.

Det lille barn hed Giuseppe Fortunino Francesco Verdi. Hans mellemnavn betyder ”den heldige”, og man kan roligt sige, at heldet skulle komme til at tilsmile ham.

Kom ikke ind på musikskolen

Den lille dreng overlevede ikke blot de fremmede troppers hærgen i byen. Som voksen blev han en af verdens mest berømte komponister og derudover et tiljublet symbol på italienernes kamp for selvstændighed.

Verdis far drev et lille værtshus i den by, hvor hans slægt i flere generationer havde været bønder. Drengen viste tidligt sin musikalske begavelse og fik allerede som tolvårig arbejde som organist. Han blev også klaverlærer for datteren af en rig købmand, Antonio Barezzi, som elskede musik. Barezzi hjalp den begavede unge mand med at få et stipendium til at studere musik i Milano.

Verdi søgte ind på byens musikkonservatorium, men kom ikke ind – hvilket set i bakspejlet må have været pinligt for skolen, som i dag bærer den store komponists navn. Han tog imidlertid privattimer i komposition og besøgte tit La Scala-teatret, hvor han fik øjnene op for operakunsten.

»Rendyrket italiensk musik»

Milano hørte på den tid under Østrig, og musiklivet var domineret af wienerklassicismen. Verdi, der sympatiserede med den bevægelse, som ønskede at skabe et selvstændigt, samlet Italien, drømte i stedet om at skrive rendyrket italiensk musik.
Han var inspireret af komponisten Rossini (1792–1868) og af ”bel canto”, en ældre italiensk sangstil, der adskilte sig markant fra den udbredte tyskinfluerede syngemåde.
Da Verdi var 23, afsluttede han sine studier. Fremtiden så lys ud. Endelig kunne han gifte sig med sin ungdomskærlighed Margherita Barezzi, datter af hans velgører, og han havde derudover fået bestilling på sin første opera.

Men nu ramte ulykkerne Verdi, den ene efter den anden. Han og Margherita fik to børn lige efter hinanden, men hverken datteren Virginia eller sønnen Icilio blev mere end to år gamle. Midt i sorgen var Verdi tvunget til at arbejde med sin opera, Oberto, der havde premiere i 1839, og som blev godt modtaget. Margherita var helt utrøstelig efter at have mistet børnene og kom sig aldrig over tabet. Hun fik hjernehindebetændelse og døde i juni 1840.

Midt i ulykkerne arbejdede Verdi på en komisk opera, Un giorno di regno. Den havde premiere kort efter hustruens død og blev en stor fiasko, hvilket måske ikke var så sært med tanke på omstændighederne. Verdi overvejede i sin fortvivlelse helt at holde op med at komponere, men efter en hvileperiode søgte han i stedet trøst i at arbejde endnu hårdere.

Operaen Nabucco, eller Nebukadnesar, som den også kaldes, havde premiere i 1842 og blev en kæmpesucces. Librettoen byggede på den bibelske beretning om det jødiske folks fangenskab i Babylon. For publikum var det dog tydeligt, at det var italienernes fædrelandskærlighed, det handlede om.

Det berømte ”Fangernes kor”, som indgår i værket, blev en populær frihedssang, som i forskellige sammenhænge blev sunget af italienske nationalister, der ikke åbent kunne vise deres modstand mod Italiens fremmede herrer.

I nord herskede den østrigske kejser Frans Ferdinand. I Rom var paven ikke kun overhoved for den katolske kirke, men også verdslig hersker over store landområder.
Kongeriget Napoli, som omfattede Syditalien og Sicilien, blev styret af Bourbonkongen Ferdinand 2. Italienerne havde givet ham øgenavnet ”Kong Bomba”, fordi han flere gange havde bombarderet de byer, der havde forsøgt at gøre oprør mod hans styre.

La Traviata blev censureret

Verdis succes fortsatte med en række operaer, der udspiller sig i et historisk miljø, men som alle handler om folk, der kæmper for frihed mod en tyrannisk leder. Til dem hører fx Ernani (1844), MacBeth (1847) og La battaglia di Legnano (1849).

I 1850’erne boede og arbejdede Verdi i lange perioder i Paris. Han fik en god betaling for sine operaer, og efter store succeser med fx Rigoletto (1851) og Il Trovatore (1853) var han en velhavende mand.

I Paris indledte han et forhold til sangerinden Giuseppina Strepponi. Parret levede sammen uden at være gift, hvilket vækkede anstød hos mange. Strepponi havde tidligere haft flere elskere og født to børn uden for ægteskab.

Måske var det hendes indflydelse, der fik Verdi til at udvikle et, for sin tid, liberalt kvindesyn. I operaen La Traviata (1853), der bygger på romanen Kameliadamen af Alexandre Dumas d. y., skildres en prostitueret kvindes skæbne på en indfølende måde. Operaen blev udsat for censur og boykottet pga. sit ”umoralske” indhold, men regnes i dag for et af Verdis ypperste værker.

Verdi var stadig dybt engageret i ”Risorgimento”, som bevægelsen for Italiens samling blev kaldt. Da konge­riget Italien blev proklameret i 1861, blev den berømte komponist valgt ind i parlamentet.

Købte et gods

I 1867 købte Verdi godset Sant’Agata i nærheden af sin fødeby og flyttede dertil sammen med Giuseppina Strepponi, som han havde giftet sig med i 1859.

Verdi interesserede sig meget for moderne jordbrugsmetoder og udviklede gården til et rigtigt mønsterlandbrug. Det fortælles, at Verdi elskede at køre rundt i vogn og inspicere sine velholdte marker – tit med en tam hane som selskab på kuskesædet.

Verdi behøvede ikke længere at komponere for at forsørge sig selv og var ikke nær så produktiv som før, men brugte meget tid på sit jordbrug. Nogle af hans mest kendte operaer, Otello (1887) og Falstaff (1893) kom dog til i den senere del af hans liv. Efter at han var blevet enkemand i 1897, holdt han helt op med at komponere.

Byggede hjem for musikere

En af de ting, som den aldrende Verdi engagerede sig i, var byggeriet af et hjem for ”gamle, fattige og glemte” musikere i Milano. Med sin formue finansierede Verdi stipendiefonden og opførelsen af ”Casa di riposo”. I et bevaret brev beder Verdi arkitekten om at skynde sig med byggeriet af hjemmet, eftersom han selv ville begraves i det tilhørende kapel. Giuseppe Verdi døde under et besøg i Milano den 27. januar 1901. Den 26. februar blev han og Giuseppina ført til Casa di riposos nyligt færdigbyggede kapel til deres sidste hvile. Omkring tre hundrede tusind personer havde samlet sig langs kortegevejen for at tage afsked med maestroen.

Blandt hædersgæsterne var repræsentanter for de italienske, franske, østrigske og tyske regeringer. Som en sidste hilsen fremførte et kor med ni hundrede sangere Verdis måske mest elskede stykke, frihedssangen ”Fangernes kor” fra Nabucco.

Mere her: Giuseppe Verdi – Myten, mennesket og komponisten af Francesco Cristofoli (2000)