Frikorps Danmark

Under 2. verdenskrig meldte 12 000 danskere sig til tysk krigstjeneste og 6 000 blev godkendt. De 2000, der omkom, udgør en fjerdedel af de danskere der blev dræbt under krigen.

Tekst: Christian Aagaard

Hitlers Tyskland indledte 22. juni 1941 et massivt angreb på Sovjetunionen og sendte millioner af tyske og russiske soldater på direkte kollisionskurs.

Slagene, der fulgte, blev de blodigste og mest brutale under 2. verdenskrig. Frem til krigens afslutning mistede op imod 25 mio mennesker livet på østfronten. Deriblandt var ca. 20 mio civile. Blandt de kæmpende var en lille skare danskere, der frivilligt var gået i tysk krigstjeneste.Få dage efter, at Tyskland havde brudt ikke-angrebspagten med Rusland, og de tyske kampvogne var rullet ind over den russiske grænse, påbegyndtes arbejdet med at danne Frikorps Danmark.

Med hjælp fra ihærdige kræfter i DNSAP etableredes 29. juni 1941 den enhed, der skulle blive den største danske kampenhed i aktiv tjeneste under 2. verdenskrig. De frivillige danskere i tysk tjeneste var overvejende danske nazister, hvervet af DNSAP. DNSAP, der står for Dansk National Socialistisk Arbejderparti, var Danmarks største nazistparti under 2. verdenskrig og satte stor prestige i at levere tropper til Waffen SS. I alt meldte omtrent 12 000 danskere sig frivilligt til tysk krigstjeneste. Heraf blev 6 000 godkendt til aktiv tjeneste i bl.a. Frikorps Danmark.

Regntid på østfronten

Efter endt træning blev de første medlemmer af Frikorps Danmark den 22. maj 1942 indsat på østfronten. Under ledelse af den karismatiske danske officer C.F. von Schalburg blev enheden indsat i den såkaldte Demjansk-keddel. Her var det ikke kun truslen fra Den Røde Hær, der hang over hovedet på danskerne.

Demjansk var et ekstremt vådt og sumpet skovområde, der om sommeren blev oversvømmet af voldsomme regnskyl. Som følge heraf måtte danskerne ofte flygte ud af deres nedgravede stillinger, midt om natten af frygt for at lide druknedøden.

Den første offensiv

Efter at have været i defensiven siden ankomsten til fronten blev Frikorps Danmark om natten den 2. juni 1942 for første gang indsat i en offensiv operation. Målet var at fortrænge russiske styrker fra området. Med støtte fra kraftig artilleriild lykkedes det, efter få timers intensive kampe, de danske frivillige at jage de russiske styrker på flugt. Men sejren var kortvarig.

Den Røde Hær iværksatte øjeblikkeligt en modoffensiv, der på kort tid reeta-blerede fronten som den havde set ud inden kamphandlingernes udbrud. Frikorpsets første offensiv var uden succes og da kampene ophørte kl. 8 om morgenen havde enheden mistet 79 mand. 21 var dræbt, deriblandt Schalburg selv, der var rykket frem til fronten for bedre at kunne lede slaget. Danskerne havde nu for alvor fået deres ilddåb i de russiske sumpe.

Det våde skovområde, der blandt soldaterne gik under navnet Myggedalen, leverede ideelle forhold for sygdomsbærende insekter. Myggene, der bragte malaria med sig, også kendt som sumpfeber, var en konstant kilde til frustration. En dansk soldat beskrev, hvordan hans ”kammerater var så forbidt af myg, at deres hænder og hoved svulmede op i en sådan grad, at de ikke kunne se ud af øjnene.” Derudover var tropperne plaget af plettyfus, der hurtigt soredte sig under de ekstremt uhygiejniske forhold, frontsoldaterne levede under. Forhold, der blev forværret af, at der, som en frikorpsmand skrev i sin dagbog, ”overalt ligger døde russere i vandhuller eller i nærheden af lejrpladsen”.

Koldbrand og feber

Andre plagsomme lidelser ved fronten omfattede bl.a. koldbrand, dysenteri, feber og nyrebetændelse. I alt var 5 – 10 % af Frikorps Danmark konstant ukampdygtig på grund af sygdom.

Men krigen ventede ikke på nogen og de sygdomsramte danskere blev ofte tvunget i kamp. De kunne ganske enkelt ikke undværes. Da Frikorps Danmark den 2. august 1942 blev trukket væk fra fronten, var det en hårdt ramt enhed, der fik et længe tiltrængt hvil. Under de knap tre måneders udmagrende kampe havde frikorpset mistet 347 mand, døde som sårede, svarende til en tredjedel af enhedens oprindelige kampstyrke. Og forude ventede den russiske vinter.

Vinterkrig og juleaften

I starten af december 1942 blev Frikorps Danmark indsat på en tyndt besat og forfrossen sektion af østfronten.

Reduceret til under 500 mand og med ansvar for at dække intet mindre end fem kilometer front kom de spredte danske stillinger, oven i den bidende kulde, øjeblikkeligt under hårdt pres. Det skulle heller ikke vare længe, før de russiske styrker iværksatte et angreb på den danske linje. Sent juleaften 1942 indløb en besked om, at 1. kompagni var kommet under voldsomt angreb.

Det var lykkedes 2–300 russere at trænge ind i den danske stilling. Kaos herskede, og situationen truede med at udslette kompagniet og potentielt hele frikorpset. Men juleaften var heldet med de danske østfrontfrivillige. Størstedelen af 2. kompagni var trukket væk fra fronten og lå ved et tilfælde i en lade umiddelbart bag 1. kompagnis stilling. Derfra kunne de hurtigt indsættes til støtte for det hårdt pressede kompagni.

Ydermere var det lykkedes en dansk telefonist at skjule sig i ruinerne fra et sammenstyrtet hus. Herfra kunne han dirigere artilleristøtten, der ellers ville skyde i blinde, så den ikke var til fare for danskerne i de tætte kampe.

Kamphandlingerne varede hele natten og først klokken 6 næste morgen var de sidste fjendtlige styrker trængt tilbage. Nattens præcise tab kendes ikke, men der er ingen tvivl om, at 1. kompagni var hårdt ramt. Generelt blev frikorpset ikke sparet under deres ophold ved fronten, hvilket de overordnede tabstal også kan bevidne.

Frikorpset nedlægges

Efter to års aktiv krigstjeneste i tysk uniform blev det stærkt decimerede Frikorps Danmark i maj 1943 nedlagt. De resterende medlemmer af korpset blev overført til andre overvejende danske væbnede SS-enheder, som Regiment Danmark, hvor de tilbragte resten af krigen. Frem til Tysklands kapitulation i maj 1945 tjente i alt 6 000 danskere frivilligt i Waffen SS. 2 000 af dem vendte aldrig hjem fra østfronten. De udgør i dag en af de klart største grupper af danskere, der mistede livet under 2. verdenskrig.

Efter Tysklands kapitulation stod de danske veteraner fra østfronten tilbage som uønskede elementer i det danske samfund. Under retsopgøret efter krigen blev ca. 3 300 danske frivillige idømt fængselsstraffe på op til seks år for deres krigsdeltagelse på tysk side. Det på trods af, at den danske samarbejdsregering under krigen havde accepteret, at danskere lovligt kunne melde sig til tysk krigstjeneste.

Klokken 01:30 den 25. juni 1949 blev K. B. Martinsen, Frikorps Danmarks sidste chef, henrettet, dømt for landsforræderi.

Mere her: Under hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS 1940-45 af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff Smith (2000) ● Schalburg – En patriotisk landsforræder af Mikkel Kirkebæk (2008)