Ethel & Julius Rosenberg

Ægteparret Rosenberg blev anklaget for at have afsløret atombombehemmeligheder for Sovjet. Men var de skyldige, eller blev de ofre for kommunistskrækken i USA under Den Kolde Krig?

Tekst: Sara Griberg

Fra henrettelseslokalet i fængslet Sing-Sing holdes en telefonlinie åben direkte til Det Hvide Hus i tilfælde af, at det dødsdømte par i sidste øjeblik skulle beslutte sig for at erklære sig skyldige og dermed få omstødt deres straf.
Men det sker ikke. Klokken 20.06 kobles strømmen til i den elektriske stol. Julius Rosenberg dør med det samme, men hans hustru Ethel skal have flere elektriske stød, og det tager næsten fem minutter, inden lægen kan konstatere, at hun er død.

Samme dag, den 19. juni 1953, har op imod 7 000 demonstranter samlet sig på Union Square i New York. De er der for at vise deres støtte til ægteparret Rosenberg. Plakater med teksten ”Vi er uskyldige!” bliver båret højt over folkemassen. Uden for Det Hvide Hus i Washington D C er der muligvis endnu flere demonstranter, men her er sympatierne de stik modsatte. ”Død over kommunistrotterne!” står der på et banner.

Fuchs pågrebet i England

Optakten til den omstridte spionrettergang var, at den tyskfødte atomfysiker Klaus Fuchs blev pågrebet i England i 1950 og indrømmede, at han siden begyndelsen af 1940′erne havde spioneret for Sovjetunionen. Fuchs havde i årene fra 1943 til 1946 været ansat ved det såkaldte Manhattanprojekt i New Mexico, et forskningsprojekt, der havde til formål at udvikle en amerikansk atombombe.

Man fik hurtigt fat i Fuchs’ kontaktmand i USA, Harry Gold. Han på sin side angav en tekniker ved navn David Greenglass, der også havde været ansat ved Manhattanprojektet.
Greenglass indrømmede, at han havde memoreret oplysninger, som han havde fået på sin arbejdsplads. Han opgav, at han havde fået hjælp til at nedskrive og viderebefordre oplysningerne til Sovjet­unionen af sin svoger Julius Rosenberg og dennes hustru, Greenglass’ søster Ethel.
Julius Rosenberg blev anholdt. Både han og hustruen, der blev pågrebet et stykke tid senere, nægtede sig dog stædigt skyldige. Dermed kunne de heller ikke angive andre medlemmer af den spionring, som anklageren hævdede, at Julius Rosenberg havde været en del af.

I kommunistpartiet

Julius Rosenberg blev født i et fattigt jødisk kvarter i New York i 1918. I løbet af sin studietid lærte han Ethel Greenglass og hendes bror David at kende. Alle tre havde venstrefløjssympatier. I 1939 tog Julius Rosenberg sin ingeniøreksamen og giftede sig med Ethel. Samme år gik det unge par ind i USA’s kommunistparti. At de nogle år senere forlod partiet, så retten som et bevis på, at de var blevet engageret som sovjetiske spioner og derfor var tvunget til at holde lav profil med deres kommunistsympatier for ikke at vække mistanke.

Ingen konkrete beviser

Ifølge David Greenglass’ vidneudsagn var det Julius Rosenberg, der havde opfordret ham til at udlevere oplysninger om den detalje i atombomben, som hans afdeling havde at gøre med. Ethel Rosenberg skulle senere have renskrevet Greenglass’ optegnelser. Hele materialet skulle efter sigende være blevet overleveret til Sovjetunionen. Ud over de mundtlige vidneudsagn fra Gold og Greenglass fandtes der altså ingen konkrete beviser mod Rosenbergs.
Under 2. verdenskrig, hvor spionagen skulle have fundet sted, var Sovjet USA’s allierede i kampen mod Tyskland. Det amerikanske kommunistpartis ledere skal på denne tid have sagt, at man godt kunne være kommunist og samtidig amerikansk patriot.
Men i starten af 1950′erne, hvor afsløringen af den formodede spionring skete, herskede et ganske andet klima.

Jagten indledes

Efter krigens afslutning var  Den Kolde Krig startet, og i USA havde den berygtede senator Joseph McCarthy indledt sin klapjagt på amerikanere på venstrefløjen. Retssagen var præget af disse strømninger, og eftersom ægteparret Rosenberg nægtede sig skyldige, blev de dømt til døden. David Greenglass, som havde erkendt sig skyldig, slap derimod med 15 års fængsel og blev løsladt før tid allerede i 1960.

Da dommen mod Ethel og Julius Rosenberg faldt den 5. april 1951, sagde dommeren Irving Kaufman til parret: ”I har begået en forbrydelse, som er værre end mord. Jeres handlinger har ændret historiens gang til skade for det land, som I er borgere i.”
Chefen for FBI, J. Edgar Hoover, var heller ikke spag i mælet. Han kaldte ægteparret Rosenbergs aktiviteter for ”århundredets forbrydelse”.
I vore dage er de fleste, der har forsket i sagen – bl.a. i papirer, der er blevet tilgængelige efter Sovjetunionens fald – enige om, at Julius Rosenberg rent faktisk var skyldig i spionage. Man mener dog, at hustruens eventuelle delagtighed var yderst ringe, og at hun blev det store offer ved rettergangen.

Alt for hård en dom

Mange forskere mener desuden, at selvom de så også var skyldige, så stod den hårde dom slet ikke i forhold til den skade, de havde forvoldt deres land. Man overdrev stort, når man påstod, at det var deres oplysninger, der førte til, at Sovjetunionen kunne udvikle atomvåben. De oplysninger, de eventuelt udleverede, gjaldt kun en lille detalje af atombomben, og storspioner som Fuchs og Gold forårsagede i så fald langt større skade. De slap med fængselsstraf.
Forklaringen på ægteparret Rosenbergs hårde dom skal, set med nutidens øjne, søges i den paranoide atmosfære, der herskede i USA på tidspunktet for rettergangen. Knap et år tidligere havde Sovjetunionen testet deres første atombombe, og mange amerikanere mente, at en atomkrig når som helst ville kunne lægge deres land øde. Derfor ønskede myndighederne at statuere et eksempel, og derfor måtte Ethel og Julius Rosenberg lade livet.

Mere her: The Rosenberg File af Ronald Radosh & Joyce Milton (1983) ● We Are Your Sons af Robert & Michael Meeropol (1975)