Enevold Brandt

Enevold Brandt var en karikatur på en letlevende hofkavaler. To alvorlige fejltrin – bl.a. et bid i den kongelige finger – skrev ham ind i historiebøgerne og gav ham en plads ved siden af Struensee på skafottet i 1772.

Tekst: Ulrik Langen

Enevold Brandt var fattet, da han en forårsdag i 1772 trådte op på skafottet på Østerfælled til lyden af monotone trommeslag fra de mange opstillede soldater, mens tusinder af københavnerne så til. Han troede til det sidste, at han ville blive benådet. Han tog fejl. Først blev hans grevelige våbenskjold smadret af bøddelen. Dernæst huggede bødlen med sin økse højre hånd af Brandt. Derefter hovedet. Til sidst blev kroppen parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned fra skafottet til en rakkervogn, der kørte det parterede lig ud til Vesterfælled. Her blev kropdelene sat på hjul og stejle, mens hænder og hoved blev placeres på lange stager.
Kun tre måneder tidligere havde den 34-årige Brandt været en af hoffets ledende skikkelser. Hvorfor var det gået ham så galt?

Enevold Brandt er indbegrebet af 1700-tallets letfærdige hofkavaler. Han var uddannet ved Sorø Akademi og blev senere jurist. Egentlig var han en kejtet mand, der klodset forsøgte sig i selskabslivet og hos damerne uden den store succes. Men en udlandsrejse hjalp ham til at få slebet kanterne. Da han vendte hjem, havde han taget en beslutning. Han ville ikke henslæbe livet i støvede retssale, men søge sin lykke ved hoffet.

Første fejltrin

Til alt held kom han ind i kredsen omkring den unge kong Christian 7., der som knap 17-årig var kommet på tronen i 1766. Det gik fint. Brandt opnåede alt det, han ønskede; kongens nærhed, spænding, overdådighed og alle hoflivets glæder.
Men på et tidspunkt begik han sit første skæbnesvangre fejltrin. Han lagde sig ud med kongens yndling, grev Holck, og bagtalte ham over for kongen. Den slags var utilgiveligt ved et hof, hvor alle vogtede på hinanden og hele tiden forsøgte at fremme egne interesser. Og grev Holck var for stor en fisk for Brandt.
Brandt blev med øjeblikkelig virkning bortvist fra hoffet. Nede i Tyskland kunne Brandt nu sidde og sygne hen, mens han ærgrede sig gul og blå over sit fejltrin. Han kunne næsten ikke udholde tanken om, at han havde spillet sine kort forkert og var en færdig mand.

Da Christian 7. i 1768 tog på en længere udlandsrejse, besluttede Brandt at opsøge kongen i Paris. Men inden han fik kongen i tale, blev han afvist af sin fjende, grev Holck, der kontrollerede adgangen til majestæten. Brandt måtte rejse tilbage med uforrettet sag. Nederlaget var totalt.
Men Brandt fik en chance mere. I løbet af 1770 havde Chrisitian 7.s livlæge, J.F. Struensee, tiltaget sig mere og mere magt – både over den svage konge og over styringen af riget. Samtidig indledte han en kærlighedsaffære med dronning Caroline Mathilde. Til sidst styrede Struensee det hele, og han havde ikke længere tid til at tage sig af den plagede konge. Han skulle derfor bruge en betroet medarbejder, der både kunne tage sig af hoffets forlystelser og være oppasser for kongen. Valget faldt på hans gamle ven, Brandt, som Struensee havde lært at kende for år tilbage.

Appelsinen i turbanen

Glædestrålende vendte Brandt tilbage til hoffet. Han fik endda den tilfredsstillelse at se sin gamle rival, grev Holck, falde i unåde. Brandt blev hurtigt en slags forlystelsesminister, der bestemte, hvilke danse, hvilke teaterstykker, hvilken musik og hvilke kortspil der skulle spilles ved hoffet. Brandt havde det som en fisk i vandet. Og som appelsinen i turbanen blev både han og Struensee udnævnt til grever. Alt, hvad han havde ønsket sig, var gået i opfyldelse.
Der var bare ét problem. Kong Christian brød sig ikke om Brandt. Og Brandt blev hurtigt træt af sin rolle som den syge konges oppasser. Brandt behandlede kongen med større og større irritation og nonchalance, mens kongen forsøgte at undgå Brandts selskab.

Citron i ansigtet

Det dårlige forhold kulminerede i en særpræget episode ved et eftermiddagstaffel, hvor omkring 20 af hoffets inderkreds sad omkring bordet. Christian 7. var i dårligt humør og sad og skulede til Brandt, der som sædvanlig førte sig frem som verdensmand. Pludselig greb kongen en citron og kylede den tværs over bordet lige i synet på Brandt. Som den perfekte hofmand forsøgte Brandt at lade, som om intet var hændt.
Men efter taflet opsøgte Brandt kongen i hans private gemakker. Han ville have en undskyldning.

Kongen var forbløffet. Både fordi han allerede havde glemt optrinnet, og fordi det var helt uhørt, at en hofmand krævede oprejsning af den enevældige konge af Guds nåde. Kongen nægtede overhovedet at høre på Brandt, men Brandt var ikke til sinds at lade kongen slippe.
Situationen udviklede sig og endte snart i slagsmål. I kampens hede bed Brandt kongen i fingeren. Snart kom nogle lakajer ilende til gemakkerne, og Brandt efterlod den forslåede konge liggende fortumlet på gulvet. Dette var Brandts andet alvorlige fejltrin.
Ved et hvert andet hof var Brandts opførsel blevet alvorligt straffet. Men Struensee lod Brandt blive ved hoffet, fordi han mente, at kongen havde fået sig en lærestreg. Siden episoden blev den i forvejen ængstelige konge nervøs, hver gang han så Brandt. Det varede dog ikke længe, før Brandt igen var væk.

Arresteret af kupmagere

I januar 1772 blev han, Struensee og dronningen arresteret af en gruppe kupmagere med kongens stedmor og halvbror i spidsen. Der blev indledt en retssag mod de fængslede.
Efter Struensee og Brandts arrestation blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdene omkring Struensees magtovertagelse og dømme de fængslede. De blev begge dømt til døden for majestætsfornærmelse. At Brandt havde overfaldet kongen var en skærpende omstændighed.
Mens sagen stod på, sad Brandt i sin fængselscelle i Kastellet og fik tiden til at gå med at læse, spille fløjte og synge arier. Han virkede påfaldende ubekymret. Han mente, kongen havde tilgivet ham biddet i fingeren, og at alt nok skulle ordne sig. Han mente ikek selv, han havde gjort noget alvorligt. Som han skrev til sin mor: ”Mig kan man ikke være vred på længe ad gangen”. Han skrev endda til kongen og foreslog ham at slå en streg over det hele og udnævne ham til en amtmandspost i Holsten, hvor han så ville leve tilbagetrukket.

Sådan skulle det ikke gå. Kongen glemte ikke, at Brandt havde bidt ham i fingeren.
Om Brandt var skyldig i de mange anklager, er tvivlsomt. Først og fremmest var han skyldig i ikke at kunne se alvoren i det hele. Han er næsten en karikatur på stereotypen på den frivole og ubekymrede hofmand fra 1700-tallet, for hvem dans, teater, musik, kortspil og kærlighedsaffærer var det eneste livet handlede om.

Mere her: Den afmægtige af Ulrik Langen (2008)