Dragsholm

Dragsholm er et af de ældste slotte i Danmark. Slottet har været med i mange af dansk histories dramatiske begivenheder og har måttet stå model til meget. Bag elegancen ligger dybe ar.

Tekst: Rasmus Kjærbye Petersen

I folkemunde hed det sig, at Dragsholm tog navn efter en drage, der huserede på egnen, og blev dræbt af to tyre nær Fårevejle Kirke. Men navnet kommer rent faktisk af ”draget”, en gammel betegnelse for en landtange.
På den tid strakte Lammefjorden sig nemlig fra Isefjorden vestpå mod Kattegat. Kun en smal landtange forbandt hele Odsherred med resten af Sjælland, og en fæstning på ”draget” ville således kunne kontrollere al adgang til herredet.

Nævnes første gang i 1313

Draugh, som borgen oprindelig hed, nævnes for første gang i 1313, men arkæologiske undersøgelser har vist, at den formodentlig er 100 år ældre. Borgen blev opført af det magtfulde bispesæde i Roskilde og kunne i størrelse, styrke og pragt måle sig med det bedste, Europa kunne fremvise på den tid. Den var anbragt på en stor borgbanke, der knejsede over et omgivende terræn af moser og uvejsomme skove, der kun gjorde det muligt at nærme sig borgen fra nordsiden. Derfor var den nordvendte mur den stærkeste af dem alle.

Dragsholm blev et hyppigt tilflugtssted for roskildebisperne, når de kom i konflikt med kongehuset. Men den mest dramatiske episode i borgens liv fandt sted under Grevens Fejde (1534–36).
Grev Christoffer af Oldenborg, der kæmpede for at genindsætte den fordrevne kong Christian 2. på tronen, havde erobret de fleste af sine adelige modstanderes borge på Sjælland. Sejrssikkert drog en del af hans hær, under ledelse af grev Johan af Hoya, mod Dragsholm i 1535.
Grevens ti kanoner blev ifølge traditionen stillet op øst for borgen og skød hen over mose, skov og borgbanke løs mod Dragsholms svagere østlige mur. Alligevel holdt Dragsholms forsvarere heltemodigt stand under ledelse af den biskoppelige lensmand Ejler Hardenberg. Som eneste borg på Sjælland blev Dragsholm derfor aldrig erobret af grev Christoffers styrker.
Men det reddede ikke Dragsholm da Christian 3. overtog den danske trone efter krigen. Han gennemførte reformationen og konfiskerede alle kirkens godser, deriblandt Dragsholm. Borgen måtte overlades til kongens sendemænd, der gjorde den til kongeligt len.

I den følgende tid overlod kongen Dragsholm til en række adelige lensmænd. Ud over at forvalte kongens nye gods fik de også til opgave at passe på politiske og andre celebre fanger. Med tiden så mange fanger, at Dragsholm blev en art statsfængsel. Den mest berømte indsatte var jarlen af Bothwell.

Ved at gå i forfald

Men belejringen havde sat sine spor. Dragsholm var ved at gå i forfald, og en række reparationer og udbygninger udskød bare det uundgåelige.
I 1658, da svenskerne invaderede Sjælland under Karl Gustav Krigene (1657–60), var Dragsholm ikke meget andet end en ruin, hvis forsvarsværker var håbløst forældede. Denne gang var der ingen heroisk modstand. Svenskerne erobrede tilsyneladende Dragsholm uden større besvær, og den svenske kommandant for området gad end ikke bosætte sig i den faldefærdige borg. Måske ødelagde svenskerne også de sørgelige rester.

I 1694 blev Dragsholm solgt til Frederik Christian Adeler, der også opkøbte store dele af oplandet. Dragsholm blev centrum for et baroni og gik i flere år under betegnelsen Adelersborg. Slottet blev genopbygget og gennemgik en dramatisk forandring i slutningen af 1600-tallet, hvorved det i store træk fik det udseende, det har i dag.
En af de mest berømte af baronerne, Georg Frederik Otto Zytphen-Adeler, var også med til at genrejse hele området i 1800-tallet. Han indførte roen som lokal nytteplante i 1848 og var den første i Danmark til for alvor at bruge dampkraft i 1856. Desuden var han i 1873 initiativtager til det projekt, der gik ud på at tørlægge hele Lammefjorden, og dermed indad vinde det landbrugsland, der udad var blevet tabt i krigen i 1864.