Boudicca

Efter at være blevet mishandlet og ydmyget greb den keltiske dronning Boudicca til våben mod romerne. Det oprør, hun ledede, var tæt på at gøre en ende på det romerske Britannien.

Tekst: Magnus Västerbro

Afgørelsens time var kommet. I en dyb dal et eller andet sted ude på landet i Britannien havde knap 10 000 romerske soldater taget opstilling for at forsøge at knuse den keltiske dronning Boudiccas oprør. Et stykke derfra stod Boudicca på en stridsvogn med sine døtre ved sin side foran et hav af krigere. Med klar stemme holdt hun en kraftfuld tale til de forsamlede:

”Vi har allerede knust en legion, der gik i kamp mod os, resten skjuler sig i lejren eller ser sig om efter en lejlighed til at flygte. De vil ikke kunne modstå bulderet og råbene fra så mange tusind krigere, for slet ikke at tale om vore stød og slag.” Med hævede våben og øresønderrivende kampråb styrtede kelterne derpå frem mod fjenden.

Romernes forræderi

Sådan gik det til, da dronning Boudiccas styrker satte sit afgørende stød ind, ifølge den romerske historieskriver Tacitus. Baggrunden for oprøret var et dødsfald. I år 60 e.v.t. døde kong Prasutagus, hersker over den keltiske stamme icenerne i Britannien.

På det tidspunkt var det 17 år siden, romerne havde erobret Britannien. I stedet for at kæmpe mod det mægtige imperies hær havde Prasutagus valgt at samarbejde. Det gav hans folk, der boede i den østlige del af vore dages England, en længerevarende periode med velstand og relativ ro.

Efter begravelsen viste det sig, at Prasutagus havde testamenteret sit rige, dels til sine to døtre og dels til den romerske kejser Nero.

Tanken var, at det smidige samarbejde skulle fortsætte. Rom skulle modtage en betragtelig tribut hvert år, og icenerne skulle have lov til at leve videre, som de altid havde gjort. Prasutagus’ døtre var stadig mindreårige. Derfor måtte hans enke Boudicca træde til som regent, mens man ventede på besked fra Rom.

Budet lod ikke vente længe på sig. Icenernes rige skulle indlemmes i imperiet. De romerske soldater blev sluppet løs. Dronning Boudicca blev pisket og hendes døtre voldtaget. Icenernes stormænd blev gjort til slaver og deres land plyndret.

Hvad der derefter skete, er beskrevet af de romerske historikere Dio Cassius og Tacitus, hvis farbror selv blev vidne til en del af de dramatiske begivenheder.

Tacitus kritiserer romernes grusomhed og grådighed. Når man behandlede de stolte keltere så dårligt, kunne man ikke regne med andet end et blodigt oprør, mente han tilsyneladende. Desuden havde romerne sjusket med at befæste deres byer, selvom hele Britannien ikke var på romerske hænder.

Samlede sit folk

Dronning Boudicca samlede sit folks bedste krigere og sammenkaldte så til et møde med flere andre stammer. Ifølge Dio Cassius skal Boudicca have holdt en brandtale, hvor hun bl.a. mindede om, at Rom tidligere var blevet besejret. Fx havde germanernes feltherre Arminius knust flere legioner i Teutoburgerskoven 50 år tidligere og på den måde sikret sig sit folks selvstændighed.

Boudicca bliver af Dio Cassius beskrevet som ”meget høj og skrækindjagende, med et skarpt blik og en streng stemme”. Hun skal have haft gulbrunt eller rødt hår, der nåede hende til hofterne. Om halsen bar hun et guldsmykke. Hun var altid klædt i en kulørt tunika og bar over den en tyk kappe.

Mens de keltiske styrker samlede sig, var hovedparten af de romerske legioner i Britannien optaget af at forsøge at erobre øen Anglesey i Wales. Da Boudicca og hendes tropper trængte frem, mødte de derfor i starten kun begrænset modstand. Deres første større mål blev Camulodunum, vore dages Colchester. Efter et kort og blodigt slag blev byen grundigt plyndret.

Straks derpå stødte Boudicca og hendes krigere for første gang på et mere samlet forsvar. Dele af romernes 9. legion kom marcherende for at slå oprøret ned. Boudiccas hær lå i baghold, kastede sig over dem og dræbte alle. Pludselig lå hele den romerske provins i princippet åben. De keltiske krigere trængte mod syd, plyndrende og hærgende.

Ifølge Dio Cassius blev deres hævn grusom. Under ceremonier til sejsgudinden Andrastes skal romerske adelskvinder bl.a. være blevet hængt nøgne op og torteret for derefter at blive spiddet på spidse pæle.

Plyndrede og brændte

Samtidig var nyheden om oprøret nået frem til den romerske øverstbefalende Suetonius, som skyndte sig af sted med sine tropper. Han kom til Londinium, vore dages London, inden Boudicca og hendes mænd nåede dertil. Efter kort tids overvejelse besluttede han sig dog for at forlade byen og vente på en bedre lejlighed til at tage kampen op mod oprørerne. Også Londinium blev plyndret, og de romere, som ikke overgav deres ejendom til fjenden, blev dræbt.

På kort tid blev hele det romerske Britannien i princippet lagt i ruiner af Boudicca og hendes krigere. Tacitus taler om, at helt op mod 80 000 romere skal have mistet livet, men tallene er meget usikre. Da nyheden om katastrofen nåede Rom, blev kejser Nero efter sigende så rystet, at han var meget tæt på at beordre, at Britannien skulle opgives for altid.

Men hærchefen Suetonius gav igen. Han opsøgte den keltiske hær og udfordrede den til åben kamp. Hans hær mønstrede kun ti tusind mand, eftersom den øverstbefalende for en anden legion nægtede at gå med – hvorfor vides ikke. Over for dem stod Boudicca med de samlede keltere. Ifølge Dio Cassius var de tæt på 300 000, men dette tal er formentlig alt for stort.

Suetonius havde dog valgt stedet for feltslaget med omhu – en smal dal, hvor kelterne ikke kunne drage nytte af deres overlegne antal. Desuden var de romerske soldater benhårdt disciplinerede og veltrænede – en effektiv krigsmaskine.

Blev totalt knust

Boudiccas angreb var ikke velkoordineret. En byge af romerske kastespyd og pile slog ned over dem. Så trak romerne deres sværd og begyndte metodisk at hugge sig frem gennem rækkerne af fjender. Snart forsøgte kelterne at flygte i desperation, men nu viste det sig, at de til en vis grad var spærret inde. Bag dem stod nemlig en lang række vogne, hvor deres familier havde samlet sig for at se den afgørende kamp.

Ifølge Tacitus skal op mod 80 000 keltere være blevet dræbt, mens romerne kun mistede 400 soldater. En ting er i hvert fald sikkert: Boudiccas styrker blev totalt knust. Tacitus fortæller, at dronningen tog sit eget liv efter kampen.

Boudiccas oprør fik dog til følge, at romerne kunne forstærke deres greb om Britannien. Senere guvernører fik dog strenge ordrer på, at kelterne ikke skulle behandles så dårligt fremover.

Boudicca selv forsvandt ind i historiens tåger. Først under renæssancen blev Tacitus’ skrifter igen opdaget, og hun blev atter kendt. En rigtig legende blev Boudicca dog først i 1800-tallet, hvor hun blev gjort til et britisk nationalsymbol.

Måske kan det betragtes som en skæbnens ironi, at Boudicca, der kæmpede mod et imperium – det romerske – genopstod som symbol på et andet, det britiske. I 1905 indviede man en statue til hendes ære uden for parlamentsbygningen i London – den by, hun selv plyndrede engang.

MERE HER: The Boudican Revolt Against Rome af Paul R Sealey (2004) ● Boudica af Graham Webster (2000)