Billedet fortæller: På vej mod fronten

To franske kvinder tager smilende afsked med deres mænd i august 1914. 1. verdenskrig er startet, men kun få forstår alvoren.

Rundt om i Europa udspiller der sig lignende scener, da hundredtusindvis af soldater går i krig. Mange steder er stemningen løssluppen og forventningsfuld. Ingen ved, hvilke rædsler der venter i skyttegravene.

I sommeren 1914 herskede der uro i Europa. I juni blev Østrig-Ungarns kronprins Franz Ferdinand og hans hustru skudt på åben gade i Sarajevo. Det blev startskuddet til en kædereaktion, som hurtigt trak de fleste af Europas lande ind i en omfattende storkrig.

Men i august, da der kom gang i mobiliseringen, slog følelserne over i glæde og forventning. Europa havde ikke set en krig af denne kaliber siden Napoleons hærgen 100 år tidligere. Aldrig før var der blevet udkæmpet så stor en militær konflikt mellem industrilande.

Eftersom produktionen i disse lande var afhængig af fred og orden, måtte det blive en kort krig, ræsonnerede folk. Derfor handlede alt om at nå en hurtig afgørelse.

Så da de unge mænd drog i krig, lød der glade hurraråb fra mange tilskuere. I Tyskland blev soldaterne ønsket lykke til på deres ”rejse til Paris”. Tysklands kejser Vilhelm 2. var lige så sikker på sejren: ”I er hjemme igen, inden bladene falder af træerne,” lovede han sine soldater.

Også i Frankrig herskede der noget, som kan sammenlignes med stemningen umiddelbart inden en afgørende fodboldlandskamp. Kritiske røster blev affærdiget som upatriotiske.

Det viste sig snart, at stormagterne i Europa ikke havde nogen anelse om, hvilke konsekvenser krigen skulle få. Soldaterne kom ikke hjem, inden bladene faldt af træerne, som kejser Vilhelm havde troet. Først fire år senere, i november 1918, var krigen endelig forbi. Da var tæt på 10 mio soldater faldet, og yderligere flere millioner var blevet krøblinge.