Bertha von Suttner

Meget taler for, at det var den østrigske fredsforkæmper og forfatterinde Bertha von Suttner, som inspirerede Alfred Nobel til at indstifte fredsprisen, som hun selv modtog i 1905.

Tekst: Anna Larsdotter

En forårsdag i 1876 lod Alfred Nobel, industrimand og opfinder, indrykke en annonce i en af Wiens aviser: ”Velstillet, højtuddannet, ældre herre søger sprogkyndig, moden dame som sekretær og husbestyrerinde.”
Blandt svarene var der især et, der virkede interessant. Brevet var fra en grevinde med det ærværdige navn Bertha Sofia Felicita Kinsky von Chinic und Tettau.
Hun var 33 år, kom fra en fin og gammel, men ikke særlig rig familie og var, da hun svarede på Nobels brev, ansat som guvernante hos en familie von Suttner.
Kort tid senere mødtes de, kemikeren, som havde opfundet dynamitten, og grevinden, som skulle blive Europas mest kendte fredsforkæmper. Det kunne være blevet en storslået romance, og Nobel håbede vist også på én.
Men Bertha Kinsky havde allerede en kærlighed, som hun snart skulle vende tilbage til. Hendes ansættelse varede kun en uge. Venskabet mellem Alfred Nobel og Bertha Kinsky varede derimod hele livet.

Faderen i militæret

Bertha Kinsky, som senere skiftede efternavn til von Suttner, var født i Prag i 1843. Der fandtes intet i hendes tidlige liv, som tydede på, at hun skulle vie sit liv til fredsarbejde. Hendes far var feltmarskal, hendes morfar kavalleriofficer. Men eftersom faderen døde, allerede inden Bertha blev født, havde hun en formynder, som var ansat ved det kejserlige hof i Wien.
Hun har selv beskrevet, at hun betragtede krig som noget helt naturligt, da hun var lille. Politik interesserede hende ikke, derimod var hun glad for at synge og spille klaver.

Bertha synes at have været et ensomt barn. Hendes eneste ven var kusinen Elvira, hvis mor også var enke. Kusinerne blev undervist i hjemmet, og deres livs store eventyr var, når de fik lov til at tage med deres mødre til det tyske kursted Wiesbaden.
Der spillede mødrene på kasino og mistede den smule kapital, de havde. Det var selvfølgelig ikke noget ideelt udgangspunkt for piger fra aristokratiet, som helst skulle være rige for at kunne blive standsmæssigt gift.

I starten så det dog ud, som om det skulle lykkes for Bertha. En ældre, stenrig baron, Gustav von Heine-Geldern, anholdt om hendes hånd. Men da de først var blevet forlovet, fortrød Bertha Kinsky, brød forbindelsen og sendte alle forlovelsesgaverne retur.
Dermed tog hendes liv en ny drejning. Hun var 21 år gammel og besluttede sig for at studere sang for alvor. Hun begyndte også at rejse og deltage i selskabslivet. I Paris lærte hun en kaukasisk fyrstinde at kende, og i Berlin blev hun ven med den preussiske kong Vilhelm 1. Bertha Kinsky følte både sympati og beundring for denne militæriske herre, som snart skulle blive den første kejser i det samlede Tyskland.

Sangkarrieren blev dog ikke til noget, og 30 år gammel besluttede grevinde Kinsky sig for at bide i det sure æble og søge plads som guvernante, dvs. privatlærer. Hun havde brug for penge og ville ikke tilbringe resten af livet som fattig selskabsdame for sin gamle mor. Hendes adelstitel og uddannelse borgede for god kvalitet, og hun fik straks ansættelse.

Baron Carl von Suttner i Wien havde fire døtre, som skulle have lektioner i sprog, sang og dans. De tre ældre sønner skulle ikke undervises, men den yngste, Arthur, fangede alligevel guvernantens interesse. De indledte en hemmelig kærlighedsaffære, selvom den syv år ældre Bertha Kinsky ikke blev betragtet som fin nok.
Da forholdet til sidst blev afsløret, var det slut med hendes ansættelse i det suttnerske hjem. Det var nu, Bertha Kinsky, på baronesse von Suttners opfordring, svarede på annoncen om en sekretærstilling hos den svenske kemiker.

Rejste til Nobel i Paris

Alfred Nobel var et meget omtalt, men samtidig ensomt menneske, altid på farten. Forfatteren Victor Hugo kaldte ham ”Europas rigeste vagabond”. Nu boede han i Paris, og det var dertil, Bertha Kinsky rejste for at tiltræde sin tjeneste.
Hun fandt straks ”et stort behag” i at tale med opfinderen, selvom han allerede første gang, de mødtes, begyndte at tale om militære ødelæggelsesvåben.Men det gik næsten straks op for Kinsky, at hun ikke kunne leve uden Arthur von Suttner. Hun vendte tilbage til Wien, og de giftede sig i hemmelighed.
Derefter rejste de til Mingrelien (en region i det nuværende Georgien), hvor den fyrstinde boede, som Bertha Kinsky havde lært at kende i Paris.
Tilbage i den franske hovedstad efterlod de Alfred Nobel, som i stedet begyndte at pleje omgang med den tyveårige butiksassistent Sofie Hess.
Men Nobel og Kinsky nåede at blive gode venner og blev ved med at holde kontakt i brevform indtil opfinderens død i 1896.
Parret von Suttner blev i Kaukasus i ni år. De underviste i sprog og musik, og Bertha von Suttner skrev bøger. De levede enkelt og ”udviklede en livsfilosofi, som vi aldrig ville have kunnet tilegne os under andre livsvilkår”, som Bertha von Suttner skriver i sine memoirer.

Krigen den største trussel

Ifølge denne filosofi var krigen den største trussel mod menneskers udvikling og velfærd. Men krig var ikke noget uundgåeligt. Der er nemlig intet i den menneskelige natur, som siger, at vi er nødt til at kriges og slå hinanden ihjel, mente parret von Suttner.
I 1876 vendte parret tilbage til Østrig. Der hørte Bertha von Suttner for første gang om den europæiske fredsbevægelse. Hun besluttede sig for at vie sit liv og sit forfatterskab til den. Snart var hun Europas mest kendte fortaler for fred, respekteret af mange og hånet af andre. Hun skrev avisartikler, arrangerede konferencer og forelæste.

Nobel beundrede hende

Alfred Nobel beundrede hende og beskrev hende som en feltherre, der førte krig mod ”uvidenhed og dumhed”. Selv var han splittet i forhold til fredsbevægelsen. Han skænkede store pengesummer til den og blev også medlem af den østrigske fredsbevægelse, som blev grundlagt af Bertha von Suttner.
Nobel var inspireret af bevægelsens engagement for det gode i mennesket, men var alligevel ikke sikker på, at det ville føre til fred på jorden. ”Måske kommer mine fabrikker til at sætte en stopper for krigen hurtigere end dine kongresser,” skrev han til sin veninde.
Bertha von Suttners største litterære succes blev romanen Ned med våbnene!, som blev udgivet i 1889. Den fik omtale i hele Europa og blev oversat til mange sprog. I et brev til von Suttner skrev den russiske forfatter Lev Tolstoj forhåbningsfuldt: ”På samme måde som Harriet Beecher Stowes bog Onkel Toms hytte gjorde en ende på slaveriet, således vil Deres bog få krigen til at ophøre.”

Sådan skulle det nu ikke gå. Bertha von Suttner døde i juni 1914, nogle uger inden 1. verdenskrigs udbrud. I dag er hun mest kendt som den kvinde, der menes at have inspireret Alfred Nobel til at indstifte fredsprisen. Måske var hun hans drømmepartner: smuk, intelligent og reflekterende. Men han vandt aldrig hendes hjerte.
Nobels tanke var, at Bertha von Suttner skulle have den første fredspris. Men det var først i 1905, hvor prisen blev uddelt for femte gang, at hun fik denne anerkendelse, og da var hun den første kvindelige modtager af udmærkelsen.

Læs mere: Memoirs of Bertha von Suttner – the Records of an Eventful Life (1912), Bertha von Suttner – a life for peace (1996) af Brigitte Hamann