Varulven

Tekst: Kristina Svensson
(Fra Alt om Historie nr 2/2010)

Det er lige før solopgang, men alligevel er det helt lyst. Fuldmånen spreder stadig sit skær over jorden. Vi befinder os et eller andet sted i Romerriget for 2 000 år siden. Niceros, en forhenværende slave, er på rejse med en robust soldat ved sin side.

I det uhyggelige månelys når de to rejsende hen til en begravelsesplads. Det er dog ikke noget, der skræmmer Niceros, i hvert fald ikke endnu. Han er nemlig på vej hen til sin elskerinde Melissa og er i strålende humør. Niceros tæller gravsteder og synger for sig selv.
Men pludselig stivner han. Hans rejsekammerat begynder at opføre sig underligt. Soldaten klæder sig af, tisser ”i en ring rundt om sine klæder” og begynder så at skifte ham.
Midt blandt gravene forvandler manden sig. Hans mund bliver til et gab, der vokser pels ud på hans ører, og der vokser en hale ud på ham. I løbet af et øjeblik er soldaten blevet til en ulv, og med et hyl forsvinder han ind mellem skovens træer.

Tilbage på jorden ligger soldatens tøj. Niceros bøjer sig ned og kigger nærmere på dem blot for at opdage, at tøjet er blevet forvandlet til sten. Han trækker sit sværd og slår på de omgivende skygger. Sveden drypper ned i panden på ham, og hans blik er lamslået af skræk.
Ulven når til elskerinden før Niceros, men han lader hende være. I stedet bider han hendes får ihjel. Inden ulven når at stikke af, lykkes det en af Melissas slaver at ramme uhyret med et spyd i nakken. Nu forstår Niceros, at det er en varulv, han har haft med at gøre. Da han vender tilbage til begravelsespladsen, er både stenene og tøjet forsvundet, og der ligger kun en blodpøl på stedet.
Næste gang Niceros ser soldaten igen, ligger denne i sin seng, hvor han får nakken forbundet af en læge. Uhyrets ham er forsvundet fra soldatens krop, men hans kvæstelser er der stadig.

Gengives i romersk bog

Denne skrækhistorie fortæller Niceros til et mageløst gæstebud, som gengives i bogen Satyricon, skrevet af den romerske forfatter Petronius (død år 66 e.v.t). For at understrege historiens sandhed lader Petronius sin opdigtede fortæller Niceros tilføje: ”Andre må tro, hvad de vil, men måtte jeres skytsånder forbande mig, hvis jeg lyver.”
Måneskin – forvandling – menneskelig ulv. Dette tema går tit igen i varulvehistorier fra fortid til nutid, men tid og sted varierer. Det lader nemlig til, at mennesker har troet på varulve i årtusinder. Allerede i 400-tallet f.v.t. hævdede den græske historieskriver Herodot, at medlemmerne i den fjerne folkestamme neuri blev forvandlet til ulve en gang om året.

Flere hundrede år senere, i 100-tallet e.v.t., mente den græske læge Marcellus fra Side, at varulvetilstanden var en form for melankoli, som kunne helbredes med den rette kost og åreladninger. Han kaldte sygdommen ”lykantropi”, dvs. ulvemenneskesyge. Andre, som den romerske forfatter Plinius den Ældre, affærdigede derimod troen på varulve som det rene vrøvl.
Siden hen har historier om varulve jaget en skræk i livet på folk i de efterfølgende århundreder, og i vikingetiden dukker ”ulvehedninge” op i sagnene. Det er en slags mænd, der kan tolkes som varulvekrigere.

Sloges som gale, sagde man

Den islandske digter Snorre Sturlasson skrev i 1200-tallet om Odins ulvehedninge. Man sagde at de sloges uden frygt, utrætteligt og som gale. Man sagde, deres brynjer var byttet ud med ulveskindspelse og alligevel – eller måske netop derfor – var de usårlige. I de islandske sagaer kan man også læse om, hvordan mennesker kunne ”skifte ham” og forvandle sig til ulve eller andre dyr.

Her findes en kobling til vikingetidens berserker, som også nævnes i de islandske sagaer. Nogle forskere mener, at der med begrebet ”berserk” menes en kriger, som skulle være i stand til at forvandle sig fra menneske til bjørn og dermed blive endnu mere effektiv i kamp.
Der fandtes også forestillinger om varulve i England i middelalderen. Her var det ikke kun mænd, der ifølge folketroen forvandlede sig til ulve, som hylede i måneskinnet. I hvert fald ikke, hvis vi skal tro forfatteren Gerald af Wales (ca. 1146–ca. 1223). Han fortæller i sine fantastiske rejseskildringer, at han mødte en præst, som engang havde helbredt en varulvehun, der var blevet syg.
I Frankrig blev hele flokke af påståede varulve stillet for retten i forbindelse med 1500- og 1600-tallets hekseprocesser. Og disse uhyrer var ikke så harmløse som i Niceros' historie, hvor dyret nøjedes med fårekød. Fra denne tid fortælles flere historier om varulve, som åd friskt og blodigt menneskekød med god appetit.

En af disse historier handler om franskmanden Gilles Garnier, der i 1573 blev brændt levende på bålet. Han blev dødsdømt, ikke kun for at have været kannibal – men også for at være varulv.
Garnier boede med sin hustru i en enlig skovhytte uden for byen Dole i Østfrankrig. Han var ikke en person, man havde lyst til at møde på vejen, behåret som han var og med et ondsindet blik. Efter at flere børn på egnen var blevet fundet myrdet, begyndte folk i landsbyen at nære mistanke om, at der var en varulv på spil.

På samme tid så nogle bønder, hvordan en pige blev angrebet af et gråt væsen, som skræmt stak af derfra på alle fire. Kort efter var det en dreng, der blev offer for ”varulven”.
Men netop som han skulle til at sætte tænderne i sit bytte, blev han taget. Gerningsmanden viste sig at være Garnier, der straks blev anholdt.

Fandt magisk salve

Under forhøret fortalte Gilles Garnier, at han havde haft svært ved at forsørge sig selv og sin kone. Men da han havde fundet en magisk salve, som forvandlede ham til en ulv, havde han fået lettere ved at jage.
Under rettergangen tilstod Garnier, at han, i skikkelse af en ulv, havde dræbt fire børn og siden gnavet af deres lår og arme med sine hugtænder. Han havde også delt kødet med sin hustru. Det underlige i denne historie er, at ikke kun domstolen, men også Garnier selv, ser ud til at have troet på, at han rent faktisk var en varulv.

Som straf blev Garnier brændt på bålet. At blive fortæret levende af flammerne var altså den retslige sanktion for varulve i Frankrig. Kun hekse og religiøse afvigere nød til tider ”det privilegium” at blive henrettet, inden de blev kastet på ilden.

Nyere indiske varulve

Ordet varulv kommer fra det tyske Warwulf, som betyder ”menneske i ulveskikkelse”. Hvordan denne forvandling gik til, herskede der delte meninger om.
I nogle lande sagde folketroen, at forvandlingen til varulv kun skete ved fuldmåne. Her i Norden troede man, det skete hver nat, på bestemte ugedage eller kun juleaften. Ifølge en tradition skete forvandlingen frivilligt og krævede en stor mængde magi. Den, der drak fra en ulvs fodspor eller klædte sig i ulveklæder, kunne fx blive til varulv.

Men der fandtes også dem, der mente, at forvandlingen var en straf, som ramte mennesker, der var betydeligt mere uskyldige end den franske kannibal Garnier. Hvis nogen fx havde forulempet en troldkvinde, kunne heksen hævne sig ved at forvandle sin fjende til varulv.
Forvandlingen kunne også være selvforskyldt på andre måder. Fødende, der forsøgte at lindre veer ved hjælp af magi, kunne som straf føde en varulv.
Den engelske præst Sabine Baring-Gould, der beskæftigede sig med folkemindeforskning, mente så sent som i 1865, at der findes varulvesymtomer hos alle mænd. Forskellen er bare, at det lykkes de fleste mænd, i modsætning til Gilles Garnier, at modstå fristelsen.

Og for blot et årti siden, da folk blev angrebet af ulve i den indiske delstat Uttar Pradesh, gik der rygter om, at det var varulve, som stod bag overfaldene.
Troen på varulve lever altså helt op i vore dage, og man ved aldrig, hvornår de slår til næste gang. Gule øjne, hvasse tænder og pels i ansigtet– tør du se dig selv i spejlet ved næste fuldmåne?

MERE HER:
Strange Histories: The Trial of the Pig, the Walking Dead, and Other Matters of Fact from the Medieval and Renaissance Worlds af Darren Oldridge (2007) ● Varulve og vampyrer af Jens Laigaard (1992)  ●  Sagor och svartkonst under antiken af Camilla Asplund Ingemark & Dominic Ingemark (2004)