The Cambridge Four

I lang tid leverede fire britiske studiekammerater vigtige oplysninger til Sovjetunionen. Med tiden blev medlemmerne af spionkvartetten afsløret, men ingen af dem blev dømt for deres forbrydelser.

Tekst: Sara Griberg

De fire overklassedrenge Donald Maclean, Guy Burgess, Kim Philby og Anthony Blunt tilhørte den britiske creme de la creme. De var velopdragne sønner af fine familier og fik den bedst tænkelige uddannelse på Trinity College i Cambridge. Men de fire studerende havde også noget andet tilfælles: Alle var de tro kommunister i deres studietid.
I lighed med mange andre radikale unge så de dog ud til med tiden at have opgivet deres venstrefløjsympatier og tilpasset sig systemet. De gjorde karriere, knyttede kontakter og fik vigtige poster i det britiske samfund. Under 2. verdenskrig tjenstgjorde de alle i den britiske sikkerhedstjeneste.

Ingen vidste, at de veletablerede gentlemen i virkeligheden holdt fast ved deres radikale overbevisning. I en lang årrække arbejdede de som spioner for Sovjetunionen, og de menes at have forårsaget stor skade, både for Storbritannien og USA.
Med tiden blev alle de fire briter afsløret, men ingen af dem blev stillet for en dommer. For eftertiden er de blevet kendt som ”The Cambridge Four”, en af de mest succesrige spiongrupper, der nogensinde er blevet afsløret.

Sovjet hvervede spioner

I begyndelsen af 1930erne ledte den sovjetiske efterretningstjeneste efter britiske kommunistsympatisører, der kunne hverves som spioner. Vrede kommunister fra arbejderklassen, der agiterede åbent og uddelte flyveblade, kunne ikke bruges. Den slags personer ville vække for megen opmærksomhed og havde desuden ikke store chancer for at indynde sig i de kredse, som havde med hemmelige statsanliggender at gøre.

De fire unge Cambridgemænd var derimod de perfekte lærlinge. Smarte, veluddannede og sprogkyndige som de var, blev de spået en lysende karriere.
Den sovjetiske efterretningstjeneste KGB’s forgænger GPU lagde langsigtede planer og gav sine nyhvervede agenter god tid til at afvaske ”venstrestemplet”. Cambridgekvartetten tog derfor afstand fra deres gamle kammerater i det engelske kommunistparti og lod, som om de ikke interesserede sig for alt, hvad der lugtede af socialisme.

Burgess og Maclean

Den måske mindst kendte af de fire hed Guy Burgess (født 1910) og beskrives som en excentrisk og charmerende person, der var åbent homoseksuel og havde alkoholproblemer.
I 1944 blev Burgess ansat ved det britiske udenrigsministerium, og i 1947 blev han sendt til Washington. Der arbejdede han som sekretær ved Storbritanniens ambassade og fik til opgave at håndtere hemmeligtstemplet materiale, som han gav videre til sine sovjetiske kontakter.
Donald Maclean (født 1915) var søn af et liberalt parlamentsmedlem. Han siges at have været biseksuel og skal have haft et forhold til Burgess i Cambridge-årene, men giftede sig senere med en amerikansk kvinde.

I årene 1944–48 tjenstgjorde også han på den britiske ambassade i Washington og menes at have overgivet en lang række oplysninger om amerikanske atomvåben til Sovjetunionen. Maclean rapporterede også til Moskva om, at Marshallplanen, som hjalp Vesttyskland, Danmark og andre europæiske lande med genopbygningen efter 2. verdenskrig, skulle sikre USA økonomisk dominans i Europa.

Mistanken faldt på Maclean

Lidt efter lidt trak nettet sig dog sammen omkring de britiske spioner. I slutningen af 1940erne opdagede man, at russerne havde fået fat i hemmelige oplysninger, som var lækket fra den britiske ambassade. Mistanken faldt på Donald Maclean. En af dem, der skulle undersøge mistankerne mod den formodede spion, var ingen ringere end Kim Philby (født 1912), den tredje mand i Cambridgekvartetten. Philby havde satset på en karriere som journalist.
Under den spanske borgerkrig var han korrespondent for den konservative avis The Times og rapporterede fra Francosiden – mens han spionerede for Komintern, en international sammenslutning af kommunistpartier fra forskellige lande.

Philby blev efterretningschef

I 1944 blev Philby chef for en afdeling inden for den britiske efterretningstjeneste MI6, Secret Intelligence Service, som havde ansvaret for britisk spionvirksomhed i udlandet. Philbys opgave inden for MI6 var at bearbejde information om Sovjetunionen.
Eftersom han samtidig arbejdede for det sovjetiske efterretningsvæsen, saboterede Philby britiske spionnetværk i Østeuropa og menes også at have udleveret oplysninger om amerikanske atomvåben.

Umiddelbart inden Donald Maclean skulle afhøres i 1951, forsvandt både han og Guy Burgess. Det viste sig, at de var flygtet og havde fået asyl hos deres arbejdsgivere bag jerntæppet. Efterretningstjenesten havde mistanke om, at det var Kim Philby, der havde advaret dem. Han nægtede, men blev udelukket fra MI6.
Philby blev dog afsløret, da en russisk KGB-officer, Anatolij Golitsyn, hoppede af til Vesten i 1961. Golitsyns oplysninger styrkede mistanken om, at Philby skulle være “den tredje mand” i spionringen. Kim Philby flygtede da med sovjetisk hjælp til Moskva.

Nummer fire i spionringen, Anthony Blunt (født 1907), var ansat inden for efterretningstjenesten MI5, Security Service, som kortlægger spionage og terrorisme i Storbritannien. Parallelt hermed virkede han som sovjetisk spion.
Blunt var kunstuddannet og blev brugt som kunstekspert af det britiske hof. Han blev adlet i 1956 og plejede flittig omgang med kongefamilien. Også han blev afsløret af Golitsyn.

Blunt blev aldrig tiltalt

Selvom Blunt tilstod, blev han ikke tiltalt. Måske skyldtes det, at han sad inde med kompromitterende oplysninger om kongehuset? Først i 1979, da journalister havde fået nys om sagen, blev den daværende premierminister Margaret Thatcher tvunget til at indrømme, at Blunt havde været spion. Han blev da frataget sin adelstitel, men heller ikke da stillet for en dommer. Anthony Blunt døde i England i 1983. De tre, der var flygtet om bag jerntæppet, bosatte sig alle i Moskva. Guy Burgess siges at have været mærket af sine alkoholproblemer og døde i 1963. Mac-lean og Philby blev ved med at arbejde for KGB. Maclean døde i 1983, og Philby, som i Sovjet udgav selvbiografien My Silent War (1968), levede til 1988, året inden Berlinmurens fald.
Man har aldrig kunnet bevise, at nogen af de fire modtog store pengebeløb for deres spionage. I tråd med det gentleman-ideal de var opvokset med, lader de til snarere at have været drevet af politisk overbevisning end af pengegriskhed. l

Mere her: The Philby Files: The Secret Life of the Master Spy af Genrikh Borovik (2008)