Katarina den Store

Tekst: Thomas Oldrup
(Fra Alt om Historie nr 2/2010)

En sommerdag i 1762 rider en kvinde i spidsen for en 14 000 mand stærk hær mod slottet Peterhof uden for Skt. Petersborg. Den kvindelige rytter har langt, kastanjebrunt hår og udtryksfulde, blå øjne og skal snart blive kendt under navnet Katarina den Store. Hun sidder overskrævs på hesten som en mand, selvom det kun er ti uger siden, hun fødte sin elskers barn. Elskeren, Grigorij Orlov, indgår også i følget.

Sammen med soldaterne fra garderregimenterne har Orlov og Katarina redet hele natten. De er på vej til at gennemføre et kup mod den regerende kejser – Katarinas egen mand, Peter 3. Da kejseren ser sin hustru og hæren nærme sig, er han ved at besvime af skræk.
Alle i følget er spændte på at se, om magtovertagelsen kommer til at foregå fredeligt, eller om Peter vil sætte sig til modværge. Men det gør han ikke. Han ryster af skræk, da han underskriver sin abdikation og aflægger troskabsed til den nye kejserinde, der får navnet Katarina 2.
Uden at udgyde den mindste dråbe blod har hun taget magten over verdens arealmæssigt største land.

Den afsatte kejser sættes i husarrest på sit landgods, hvor han nogle uger senere dør under mystiske omstændigheder. Han dør en uværdig død, kvalt i forbindelse med et slagsmål med Katarinas elsker eller dennes bror. De involverede er så berusede af vodka, at ingen husker præcis, hvad der skete. Katarina har formentlig intet med mordet at gøre, men dødsfaldet er belejligt for hende.

Tilhørte en tysk fyrsteslægt

Det stod overhovedet ikke skrevet i stjernerne, at den pige, der kom til verden den 2. maj 1729 i det daværende Stettin – vore dages Szczecin, i det nordlige Polen – skulle ende med at blive en af historiens mest magtfulde kvinder. Den kommende kejserinde tilhørte en lille tysk fyrsteslægt, Anhalt-Zerbst. Hendes døbenavn var Sophie Friederike Auguste, men hun blev kaldt Fike.
Som barn var hun ikke specielt nuttet. Når Katarina langt senere så tilbage på sin barndom, beskrev hun sig selv som ”et lille, hæsligt monster”.

Alliancen med hendes forlovede, storfyrsten, der senere skulle blive russisk regent under navnet Peter 3., blev indgået, da Fike kun var 14 år. I lighed med Katarina kom Peter fra Tyskland, men eftersom han var barnebarn af Peter den Store, var han blevet udnævnt til russisk tronfølger. Katarinas tilkommende var en forældreløs teenagedreng, der ikke ejede hverken selvkontrol eller disciplin. Han havde et dårligt helbred, var svagt begavet og desuden vansiret af mæslinger.
Den selvsikre, lille pige besluttede sig for at gøre et godt indtryk, men så muligheden for at regere som mere tiltrækkende end ægteskabet med den sære, unge mand.

Ensomhed ved hoffet

Brylluppet stod i Skt. Petersborg i sommeren 1745, og festen varede ti dage. Katarina, der var nødt til at konvertere til den russisk-ortodokse tro, lærte sig efter eget udsagn at lire trosbekendelsen af ”som en papegøje”. I forbindelse med dette fik hun også sit nye navn, Katarina – eller Jekaterina Aleksejevna Velikaja, som hun kom til at hedde på russisk.
Det varede ikke længe, før Katarina begyndte at vantrives med hoflivets intriger og luksus. For at dæmpe ensomhedsfølelsen søgte hun tilflugt i bøger og brevveksling.

Det ser ud, som om hun rent faktisk forsøgte at elske sin mand, Peter. Men han gjorde det ikke let for hende. Han var fordrukken og mere interesseret i sine elskerinder og tinsoldater end i Katarina. Peter var skrækslagen for at gå i sauna, og eftersom det i Rusland var den normale måde at opnå et minimum af hygiejne, stank han ifølge sin hustru fælt, især om sommeren.
Katarina lærte derfor tidligt at betragte det som en naturlig ting at have en elsker; det havde de fleste ved det russiske hof.

De første elskere

Efter at have været igennem en række aborter fødte Katarina i 1754 en søn, der fik navnet Pavel. En af hendes elskere var far til barnet, men hemmeligheden om, hvem det var, tog Katarina med sig i graven. Under alle omstændigheder havde Pavel flere ligheder med sin officielle far, Peter 3. Ligesom Peter voksede han op og blev høj og ranglet, lunefuld, indadvendt og frygtsom.
Ved årsskiftet 1761–62 døde den gamle kejserinde Elisabet endelig, og ved hendes dødsleje blev Peter udråbt til kejser. Ruslands nye hersker var som sagt umoden og dekadent. Desuden viste han tydeligt, at han nød sin uindskrænkede magt.

Katarina, derimod, var yderst taktfuld, og det var tydeligt, at hun virkelig sørgede over kejserinde Elisabets død, hvilket russerne var stolte over. Med en sort sørgedragt skjulte hun den kendsgerning, at hun var gravid med sin elsker Grigorij Orlovs barn. Det fortælles, at det endog lykkedes hende at holde fødslen hemmelig for sin egen mand.
Ifølge visse kilder aftalte Katarina med en kammertjener, at han skulle sætte ild til sit eget hus, når hun fik de første veer. Peter 3. elskede nemlig ildebrand over alt andet, og så snart han hørte tale om en brand, drog han af sted for at se på den. Det skete også denne gang. Da huset var brændt ned, og Peter var vendt hjem, havde Katarina allerede født barnet, var blevet vasket og havde fået håret sat.
Kærlighedsbarnet blev opfostret af den samme kammertjener, der havde ofret sit hus. Det er i hvert fald, hvad sagnet fortæller.

Mere populær end sin mand

Peter 3.’s tid ved magten blev meget kort. Da han besteg tronen som kejser i januar 1762, havde Rusland i flere år været i krig med Preussen. På trods heraf dyrkede Peter åbent Preussen, og det første, han gjorde som kejser, var at sætte en stopper for krigen. Dette gjorde ham upopulær både blandt folket og i militæret. Da han senere konfiskerede kirkens enorme rigdomme, fik han også denne indflydelsesrige institution som fjende.
Det var baggrunden for kuppet, som fandt sted i juli 1762, kun et halvt år efter, at Peter 3. var blevet kejser.
I modsætning til sin tysktalende ægtefælle havde Katarina taget sit nye hjemlands kultur til sig og havde også lært at tale udmærket russisk. Det betød ikke så meget for russerne, at Katarina var kvinde; det var vigtigere, at der sad ”et rigtigt mandfolk” på tronen.

Den nye kejserinde viste sig snart at have flair for politik. Hun havde tjek på, hvilke magtmidler der stod til hendes rådighed, og hun kaldte både mennesker, information og interesser for ”våben”. Desuden havde hun en forbløffende evne til at forudse, hvad der ville ske.
Katarina charmerede alle i sine omgangskreds; hun var livlig, koket, underholdende og hengiven. Hendes svage punkt var smiger, hun var ikke i stand til at leve uden. En betragter skrev, at ”hendes utrolige forfængelighed hersker over hendes enestående intelligens”.

En almindelig dag

Hvordan så en almindelig dag så ud for kejserinden? Hun stod op klokken seks og satte sig ved et af sine skriveborde, som alle var overdænget med papirer. Hver morgen fik hun to nye fjerpenne, som blev brugt op i løbet af dagen. Derudover drak hun stærk kaffe og tog imod embedsmænd frem til middagstid. Først derefter klædte hun sig ordentligt på og fik håret sat op.

Ved totiden satte Katarina sig til bords for at spise, men hun havde dårlige kokke og var ikke interesseret i mad. Hen mod slutningen af eftermiddagen læste nogen – enten en sekretær eller en elsker – op af en bog for hende, mens hun slappede af med et broderi, et strikketøj eller andet håndarbejde.
Om aftenen så hun gerne en forestilling på slotsteatret eller morede sig med lege som blindebuk og tagfat. Katarina spillede også kort og var en dygtig billardspiller. Indimellem blev der også arrangeret maskerader eller baller ved hoffet, men hun drak ikke ret meget og var heller ikke nogen natteravn. Hun gik altid tidligt i seng, senest klokken 11.

Men kejserinden lagde sig sjældent alene. Katarina er berømt for sine mange elskere, og heller ikke på dette område lå hun ikke på den lade side – hun nåede at have ca. 50 kærlighedsaffærer i sit liv.
Katarina var dog ikke nogen man-eater, som tog sig en sengekammerat for så at skippe ham igen. Hun var en trofast natur og beholdt sine favoritter, som elskerne blev kaldt, i længere perioder. Desuden tog hun sig godt af dem, når hun var blevet træt af dem. De fik som regel fine titler og store formuer. En af hendes elskere gav hun fx et marmorpalads, en anden blev konge af Polen.
Katarina var ikke nogen naiv, romantisk skolepige, men en moden kvinde med lyst til sex, og hun havde tilfældigvis mulighed for at få, hvem hun ville.

Favoritter blandt elskerne

To af elskerne stak dog ud i flokken som kejserindens særlige favoritter. Den ene var Grigorij Orlov, som deltog i statskuppet i 1762, og som hun var sammen med i ti år. Med Orlov havde hun en søn og måske et par døtre, og de to var nære og loyale venner.
Hendes anden store kærlighed hed også Grigorij til fornavn. Hans efternavn var Potemkin, og han var ti år yngre end Katarina. Fyrst Potemkin var en kraftig mand, karismatisk og belæst. Men han var også besværlig og dramatisk, på grænsen til maniodepressiv. Potemkins storhed viste sig med andre ord både i hans laster og i hans talenter.

Katarina blev skræmt over de stærke følelser, hun nærede for Potemkin. Detaljerne om deres forhold er velkendte, takket være de over 400 korte kærlighedsbreve fra kejserinden til Potemkin, der er blevet bevaret. De minder lidt om vore dages sms og afslører kejserinden som en kvinde, der er forelsket til op over begge ører og måske også var en anelse kontrollerende.
Nogle oplysninger tyder på, at parret en vinternat i 1774 rent faktisk giftede sig i hemmelighed, men det har man ikke kunnet bevise.

Med årene ebbede kærlighedsforholdet ud. Alligevel blev de ved med at have et nært forhold til hinanden. Potemkin var frem til sin død en slags mentor eller patriark for Katarina, og han kunne få hende til stort set hvad som helst.
Potemkin fik med tiden til opgave at udvælge Katarinas fremtidige favoritter. Det var vigtigt for ham, at hendes elskere ikke var alt for stærke eller forsøgte at få for meget magt og indflydelse; i så fald røg de ud. Potemkin så derimod helst, at Katarinas elskere var lidt dumme og naive. Når elskerne, som med tiden blev yngre og yngre, var valgt ud af Potemkin, blev de angiveligt ”prøvekørt” af en af Katarinas veninder. Derefter blev ynglingene undersøgt af hoffets skotske læge, inden de til slut fik adgang til kejserindens seng.

Oplyst penneven

Kulturelt var Rusland ved Katarinas tronbestigelse et underudviklet land, men ved at spille den oplyste humanists rolle bidrog hun til en forandring på dette område. Hun virkede for religiøs tolerance og ville omskabe Rusland efter vesteuropæisk mønster.
Hele sit liv korresponderede Katarina med førende oplysningsfilosoffer i Europa. Hun var bl.a. penneven med Voltaire, Rousseau og Diderot. Mange af eftertidens forskere har dog sat spørgsmålstegn ved Katarinas indstilling til oplysningstidens idealer og har ment, at det for hende måske snarere var et spørgsmål om ”spin” end om en ægte overbevisning.

I 1768 var Rusland gået i krig med Det Osmanniske Rige, det nuværende Tyrkiets forgænger. Katarina påtog sig gerne den højtidelige rolle som den kristne verdens frelser i kampen mod ”de vantro”. Krigen sluttede i 1774 med russisk sejr og store landvindinger.

Ville erobre Konstantinopel

I 1780erne udbrød der endnu en krig, efter at Rusland havde annekteret halvøen Krim i Sortehavet. Katarinas og Potemkins langsigtede mål var at tvinge osmannerne tilbage og erobre Konstantinopel, vore dages Istanbul. Den osmanniske hovedstad ved strædet mellem Sortehavet og Middelhavet havde stor strategisk betydning. Hvis det lykkedes Rusland at erobre Konstantinopel, ville det sikre landet en værdifuld forbindelse til Middelhavet.

Samtidig påbegyndte hendes fætter, den svenske kong Gustav 3., en krig mod Rusland nordfra for at generobre de områder, Sverige tidligere havde mistet. Krigen blev udkæmpet ubehageligt tæt på hendes egen hjemby, Skt. Petersborg. Det var ikke nogen let situation for Rusland. Landets øverste befalingshaver var en 60-årig kvinde, der følte sig mere hjemme ved skrivebordet end på slagmarken. Alligevel besejrede russerne tyrkerne, mens konflikten med Sverige endte uafgjort.
Men på dette tidspunkt var kejserinden ved at blive træt, og da Potemkin døde i 1791, mistede hun totalt modet. Pludselig føltes det meste uvigtigt, og Katarina var bange for et folkeligt oprør som den revolution, der havde fundet sted i Frankrig i 1789.

På de sidste portrætter af kejserinden afbildes hun som en gammel kone, helt uden livslyst. Mod slutningen af sit liv brugte hun det meste af dagen på at sjoske rundt i slotsparken, oppustet og overvægtig, hvor hun lod opsætte mindeplader over døde hunde og vundne slag.
En novemberdag i 1796 faldt hun om på sit toilet. Der skulle seks mænd til at bære Katarina den Store ind i sengen. Dagen efter døde hun, uden at vågne igen, som 67-årig.

MERE HER:
Katarina den Store: Kvinden, magten og kærligheden af Marie Tetzlaff (1998)