Elizabeth - ville ikke dele magten med en mand

Tekst: Tomas Blom
(Fra Alt om Historie nr 12/2009)

I lange rækker står de nyligt udkommanderede soldater foran deres telte. Det er den 9. august 1588, urolige skyer farer på kryds og tværs hen over det oprørte hav, og et sted derude er over 100 spanske fjendeskibe på vej mod Englands kyst.
Nu høres lyden af gjaldende trompeter, og alle soldater kigger forventningsfulde mod processionen af ryttere, der nærmer sig. I spidsen rider en kvinde i skinnende harnisk og med rank holdning.
Da hun kommer nærmere, kan man se, at hun ikke er helt ung. Hendes ansigtsudtryk er koncentreret, næsten sammenbidt, da hun lader sit skarpe blik glide hen over soldaterrækkerne.
”Er hun ikke lidt lang i tænderne?” hvisker en mand i rækken til en anden.
”Hvad havde du regnet med? Hun har jo siddet på tronen i en menneskealder!” snerrer den anden. ”Hold nu kæft, så vi kan høre, hvad hun siger!”

Spillede på sit køn

Dronning Elizabeth holder sin hest an, løfter hånden og dæmper jubelråbene fra sine soldater, der er samlet ved havnebyen Tilbury i Sydøstengland, for at kæmpe til sidste mand mod den overlegne fjende, der når som helst kan komme til syne i horisonten.
”Mit elskede folk!” begynder dronningen sin tale, der er gået over i historien som et retorisk mesterværk. Højdepunktet er, da hun bevidst spiller på sit køn, som i hele hendes regeringstid har været en hæmsko for hende: ”Jeg ved, jeg har en svag og sart kvindes krop, men jeg har en konges hjerte og mave, ydermere en konge af Englands!”
At Elizabeth Tudor blev Englands regent og ydermere vandt sit folks kærlighed, må betragtes som et af historiens mere besynderlige skaktræk. Som barn blev hun kaldt ”den lille hore”. Hendes mor, Anne Boleyn, blev i folkemunde kaldt ”den store hore”, efter at hun var blevet henrettet i Tower i 1536, anklaget for at have været sin ægtemand, Henrik 8. utro – med over 100 mænd!

Moren blev henrettet

Den virkelige årsag til henrettelsen var formentlig, at Anne Boleyn havde gjort sin kongelige ægtefælle utroligt skuffet ved ikke at føde ham en søn på trods af alt det besvær, han havde haft. For at få sit tidligere ægteskab med Katarina af Aragonien erklæret ugyldigt havde Henrik 8. været tvunget til først at bryde med den katolske kirke og bagefter tvangsindføre den protestantiske lære i England.
Anne og Henrik havde altså et enkelt overlevende barn, pigen Elizabeth, som var tre år, da hendes mor blev halshugget af den specielt importerede franske bøddel, hun havde bedt om at få. Den lille havde allerede en halvsøster, Maria, som var datter af den stakkels udtjente Katarina. Da Elizabeths far giftede sig igen med den unge Jane Seymour, blev der endelig født en søn, Edvard.

Elizabeths bror blev konge

Han skulle blive konge af England efter sin far – gudskelov, mente mange. Kvindelig arvefølge var ganske vist ikke ulovligt, men for de fleste englændere var det mod naturen at lade sig regere af en i skørt.
I 1547 døde kong Henrik 8. så, efter at have giftet sig med tre kvinder mere (hvoraf han lod endnu én halshugge). Hans sidste hustru, Katarina Parr, overlevede ham og fik til opgave at opfostre Elizabeth, som nu var teenager. Hun var kun en ung pige helt uden politisk betydning, men havde alligevel fået en god opdragelse og uddannelse og kunne nok betragtes som et godt parti. Desuden var hun smuk, med rødt hår og slanke lemmer.
Den unge Edvard 6. sad kun på tronen i seks år, inden han blev syg og døde. Nu havde England intet valg. Landet måtte finde sig i, at Henriks ældste datter, Elizabeths halvsøster Maria Tudor, blev regent.
Maria Tudor har fået tilnavnet ”Bloody Mary”, eftersom hun i sin egenskab af glødende katolik gjorde sit bedste for at føre riget tilbage til denne religion, bl.a. ved at brænde lidt over 300 protestanter på bålet. Men Maria var usikker i sin dronning­erolle og ønskede sig ikke noget højere end at blive gift med en mand, der kunne overtage roret. Hun var dog så ufornuftig at gifte sig med Spaniens tronfølger, prins Filip, som dermed var meget tæt på at blive konge af England.
Udsigten til at få en udenlandsk konge og ydermere en fanatisk pavetilhænger, som havde for vane at føre kostbare krige, var ikke noget, de nationalistiske englændere var glade for. Altså brød et oprør ud, som var tæt på at koste Maria tronen. Men oprøret blev kvalt, og da man begyndte at forske i, hvem der lå bag, tydede meget på, at dronningens halvsøster Elizabeth havde været indblandet.
Hun havde på det tidspunkt forladt hoffet for på den måde at holde så lav profil som muligt over for den mistænksomme dronning. Elizabeth var jo rent faktisk nummer to i arvefølgen, også selvom det var lidet sandsynligt, at hun skulle arve tronen. Det virkede snarere som om hun var forudbestemt til at lide samme skæbne som sin mor.

Indespærret i Tower

Dronningen tvang nemlig sin halvsøster til at vende tilbage til London, og selvom Elizabeth bedyrede sin uskyld, blev hun spærret inde i Tower, hvortil hun blev sejlet i båd igennem den skæbnesvangre ”Traitor’s Gate” – porten for dem, der ikke havde langt igen.
Men bevisførelsen mod Elizabeth holdt ikke. Dronning Maria blev nødt til at opgive at henrette sin rival, ikke mindst efter pres fra sin ægtefælle Filip. Maria var 37 år på det tidspunkt, og det var usikkert, om hun ville kunne føde ham et barn. Elizabeth derimod var 17 år yngre, og det er ikke utænkeligt, at Filip gik med planer om ganske enkelt at bytte søster – for at skaffe sig herredømmet over England og en tronarving.
Maria havde været et par aborter igennem, men påstod, at hun var gravid igen, hvilket blev hilst med stor glæde af hendes hof. Desværre kom der ikke noget barn, og da hun var gået nogle måneder over tiden, opgav Filip og rejste hjem til Spanien. Den stakkels dronnings voksende mave skyldtes sandsynligvis en svulst, som inden længe skulle tage livet af hende.

Udråbt til regent

Dronning Maria Tudor døde tidligt om morgenen den 17. november 1558, og ved middagstid samme dag blev Elizabeth udråbt til ny regent. Londons gader var fulde af jublende mennesker, fakler brændte på hvert eneste gadehjørne, og festlighedene varede hele natten. Som 25-årig satte den henrettede Anna Boleyns datter sig på den trone, som hun skulle komme til at sidde på i 45 år.
Den unge dronning stod nu over for en række svære udfordringer. Udenrigspolitisk var England en ubetydelig nation sammenlignet med samtidens to store og mægtige riger, Frankrig og det habsburgske imperium. Sidstnævnte omfattede store dele af Europa og kontrollerede også store områder hinsides havene.
Desværre havde Frankrig også skaffet sig en allieret i Skotland. Den skotske dronning Maria Stuart, som var datter af Elizabeths fætter Jakob 5. af Skotland, havde nemlig giftet sig med den franske kronprins. Risikoen for en fransk invasion ad ”bagvejen” var altså overhængende. Englands folk var stadig splittet af den religiøse konflikt mellem katolikker og protestanter. Paven i Rom betragtede desuden Elizabeth som en kætter, som han med Guds velsignelse kunne snigmyrde.
Alle disse problemer skulle altså tackles af en svag kvinde, og det var den almindelige mening, at hun burde gifte sig så hurtigt som muligt med en mand, der var i stand til at styre landet.
Elizabeth var sandsynligvis det mest attraktive parti i Europa på den tid. Den mand, der indgik ægteskab med hende, ville få en smuk og veluddannet hustru – og et kongerige oven i hatten. Så der manglede ikke friere. Maria Tudors forhenværende ægtemand Filip 2., nu konge af Spanien, meldte sig som frier. Det samme gjorde ærkehertug Karl, den habsburgske kejser Ferdinands søn.

Vennens kones mystiske død

Fra det fjerne Sverige kom en delegation under ledelse af hertug Johan, som friede på sin brors, kronprins Eriks, vegne. Elizabeth kunne godt lide den kommende Erik 14.’s udseende på det portræt, hun fik i gave, og blev imponeret over hertug Johans flydende latin, men var ikke meget for at knytte tættere forbindelser til et lille, fattigt land i Europas afkrog, hvor hoffet næppe tålte sammenligning med det, hun var vant til.
Der manglede heller ikke hjemlige friere fra den allerfornemste højadel. Elizabeth udviklede en raffineret taktik, som gik ud på at holde alle sine tilbedere hen uden at forpligte sig til noget som helst. Men i hemmelighed synes hun at have haft en hjerteven i den gifte adelsmand Robert Dudley, som hun hurtigt udnævnte til sin hofstaldmester.
Dronningen var en ivrig og dygtig rytter, så hendes hofstaldmester var hendes faste følgesvend. Snart begyndte sladderen at gå, især da Dudleys svagelige hustru pludselig døde under mystiske omstændigheder. Efterforskningen rensede ganske vist Dudley for drabsmistanken, men selve den kendsgerning, at hustruens død havde været så belejligt, gjorde det umuligt for Elizabeth at gifte sig med ham – hvis hun altså nogensinde overvejede det for alvor.
Da tiden var inde, fik Dudley titlen jarl af Leicester, som ellers var forbeholdt personer af kongeligt blod. Han blev ved med at være Elizabeths nære ven og fortrolige hele livet, selvom de gentagne gange tørnede sammen i spektakulære skænderier.
Da først den oversete, foragtede ”lille hore” havde nået magtens tinde, havde hun tilsyneladende ikke i sinde at lade nogen mand bestemme over sig – udelukkende i kraft af sit køn. Elizabeths modvilje mod at gifte sig førte til, at hun med tiden fik et nyt tilnavn: Jomfrudronningen.

Et strålende hof

I stedet for at satse på et ægteskab, ser det ud til, at Elizabeth gik ind for at blive dronning med hud og hår. Hun fik et strålende hof, fyldt af tilbedende kavalerer, der kappedes om en plads i solen og levede for at få et nådesbevis fra deres herskerinde.
Elizabeth brød sig ikke om, at de af hendes hofmænd, der var gift, lod fruerne få adgang til hoffet. Hun ønskede ingen konkurrence. De ”maids of honour”, der udgjorde hendes nærmeste kvindelige opvartning, holdt hun i kort snor. De skulle klæde sig i diskrete farver, og det var dem strengt forbudt at flirte med herrerne ved hoffet. Et par af hofdamerne begik den fejl at gifte sig i det skjulte, hvilket førte til, at dronningen fik både dem og deres ægtefæller anbragt i Tower.
Tidens mode var præget af overdådig pragt. Mænd og kvinder fra de øverste samfundslag førte sig frem i kostbare stoffer pyntet med guld og ædelstene. Herrerne klædte sig i pufbukser, og damerne i kæmpestore krinoliner, stivede kniplingskraver og silkestrømper.
Dronningens garderobe overgik alle andres med tusindvis af kjoler. Den kongelige skomager leverede hver uge nye sko. Når hun viste sig for sit hof, strålede hun af juveler. Ved hoffet var der en kvinde, hvis eneste opgave bestod i at sprætte perler og ædelstene af det ene stykke stof og sy dem på det andet…
Dronningen var mådeholden med mad og drikke på trods af den overdådighed, der blev serveret ved det kongelige bord, men hun var vild med dans. Helst den hurtige dans, hvor herrerne løftede deres damer højt op i luften, hvilket blev betragtet som værende på grænsen til det anstændige. Hele livet igennem var jagt en af hendes passioner, og hun skal have været en dygtig musiker på både lut og virginal, et cembalolignende klaver.

Trussel fra katolske lande

Men Elizabeth havde andet end dans og musik at tænke på. Ikke mindst den alvorlige religiøse konflikt, som hun håndterede på sin helt egen måde. Det gjaldt frem for alt om ikke at splitte landet, og hendes løsning bestod i et kompromis mellem katolicisme og protestantisme. Resultatet blev den anglikanske kirke, som beholdt mange af de katolske ydre gudstjensteformer, men hvis forkyndelse i virkeligheden var protestantisk.
Truslen fra det omgivende katolske Europa var overhængende gennem hele hendes regeringstid. Skotlands dronning Maria Stuart var en evig kilde til bekymring, eftersom katolikkerne betragtede hende som Englands retmæssige herskerinde. Men Maria Stuart kom på kant med sit eget rige. Efter at være blevet mistænkt for indblanding i mordet på sin sidste ægtemand, Lord Darnley, blev hun tvunget til at flygte til England og søge beskyttelse hos sin slægtning Elizabeth.
Den engelske dronning gav Maria husly på passende slotte, men i princippet som fange – et fængsel, som skulle komme til at vare i 20 år. I al den tid var Maria fokus for forskellige katolske komplot mod Elizabeth, hvis rådgivere blev ved med at sige, at hun burde lade sin slægtning henrette.
Men det veg Elizabeth tilbage for, indtil hun fik klare beviser for Marias delagtighed i en sammensværgelse mod hendes liv. Maria blev dømt til døden for forræderi, og under store kvaler skrev dronningen under på dødsdommen. Da henrettelsen var overstået, rasede hun dog mod sine rådgivere, og hendes stakkels privatsekretær undgik kun med nød og næppe at blive hængt.

Filip 2. ville invadere England

Filip 2. i Spanien havde  fremskredne planer om at invadere England, som han nu satte i værk. Hans land var Europas førende stormagt, og Filip satsede alle ressourcer på at opbygge en vældig flåde for at underlægge sig øriget mod nord. Han ville føre England tilbage til den rette lære og revse dronningen, der havde ladet sine frække kapere erobre sølvlastede spanske skibe på vej hjem fra kolonierne i Amerika – og desuden haft den frækhed at være med til at dele byttet.
I sommeren 1588 tændtes ”bavneblussene” langs Englands sydkyst. Den enorme spanske flåde nærmede sig. Men englænderne var parate. Elizabeth havde satset på at bygge en flåde af krigsskibe, som ganske vist var mindre end de klodsede spanske galeoner, men hurtige og lette at manøvrere.
Den mægtige spanske flåde blev et let bytte for sine hurtigtsejlende og langtskydende engelske modstandere – især pga. det ugunstige vejr. De spanske skibe blev spredt og flygtede hele vejen rundt om Skotland og Irland. Mange af dem gik under i stormen, og ligene af de druknede spanske soldater skyllede op på strandene længe efter slaget.
Sejren over den spanske armada blev kulminationen på Elizabeths gerning som regent. Hun var blevet ”Good Queen Bess” og blev af skjaldene hyldet som ”Gloriana”, Englands frelser. På trods af sin for den tid usædvanligt høje alder – Elizabeth var 55, da armadaen blev besejret – startede hun stadig sin dag med at danse for motionens skyld. Hun flirtede også gerne hæmningsløst med unge mænd og morede sig med at galoppere fra sin kavaler.
Elizabeths succes som regent må ikke blot tilskrives dronningens politiske tæft, men i lige så høj grad hendes sikre menneskevurdering og evne til at vælge fremragende medarbejdere.

Meget isoleret

Men hendes alderdom blev forbitret af, at hun var tvunget til at lade sin sidste yndling, jarlen af Essex, henrette, fordi han havde bragt et mislykket oprørsforsøg i stand. Ydermere var han stedsøn til hendes længst afdøde yndling, Robert ”Bonny Robin” Dudley, jarlen af Leicester.
Elizabeth overlevede den ene efter den anden af sine tro følgesvende og blev til sidst mere og mere isoleret på tronen, mere og mere irritabel, uafbalanceret og mistænksom.
Sine sidste dage tilbragte dronning Elizabeth 1. siddende på puder på gulvet i sit soveværelse, apatisk og radmager, idet hun stædigt nægtede at lade lægerne tilse hende. Da hun endelig lod sig overtale til at gå i seng, kunne hun ikke længere tale, og hun sov stille ind den 24. marts 1603, i en alder af 70 år.
Jomfrudronningen havde aldrig sagt et ord om, hvem hun ville have som sin efterfølger, hvilket skyldtes, at hun var bange for, at det skulle forårsage politiske stridigheder. Da hun døde, var spørgsmålet derfor stadig uløst. Hendes rådgivere havde dog i al hemmelighed banet vejen for en ny regent. Elizabeths efterfølger blev – paradoksalt nok – den henrettede Maria Stuarts søn, som under navnet James 1. førte en ny kongeslægt til Englands trone.