Blekingegadebanden

Hvinende bremser. Flugtbilen standser brat, og én af røverne springer ud. Instinktivt retter han det oversavede jagtgevær mod den unge betjent og trykker af. Ét enkelt skud. Måske for at såre og standse betjenten? Måske bare for at forskrække ham? Men et skud, der en novembermorgen i 1988 sætter et punktum for den unge betjents liv og et punktum for Blekingegadebandens kriminelle løbebane.
Nogle måneder senere bliver gruppens medlemmer anholdt, og dæklejligheden i den lille, undseelige Blekingegade 2, 1. th på Amager afsløres med sit omfattende indhold af våben og sprængstof.

Make love, not war?

1960’erne og 70’erne huskes ofte for blomsterbørn og brændte bh’er. Piberygende kvinder og langhårede mænd. Men overalt stod fronterne skarpt overfor hinanden. Kapitalisme mod socialisme. Vest mod øst. Rig mod fattig. Det kom flere gange til sammenstød mellem politiet og venstreorienterede unge ved demonstrationer mod USA’s krig i Vietnam og Verdensbankens besøg i København.

Medlemmerne af det, der skulle blive kendt som Blekingegadebanden, mødte hinanden i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der blev dannet i 1963 af den karismatiske Gotfred Appel. Han så revolution som den eneste løsning på vestens udbytning af den tredje verden, men pga. den vestlige arbejderklasses magelighed, måtte revolutionen starte et andet sted. I KAK samlede Gotfred Appel en gruppe unge kvinder og mænd, der alle nærede ønsker om at forandre verden. Med handling i stedet for snak.

Kontakt til PFLP

I den palæstinensiske terrorgruppe PFLP fandt Gotfred Appel ideologisk ligesindede, og en organisation, der med flykapringer, attentater og gidseltagninger lagde handling bag ordene. Gennem en årrække og mange rejser til Mellemøsten, opbyggede KAK forholdet til PFLP, for at støtte deres kamp mod Israel med penge og våben. Flere af de senere medlemmer af Blekingegadebanden besøgte PFLP-trænings­lejre i Jordan. Lejre, der også blev besøgt af terrororganisationer som tyske Rote Armee Fraktion og topterroristen Carlos ”Sjakalen”.
Hurtigt stod det klart i gruppen, at ville man hjælpe PFLP aktivt med penge og våben, var det vigtigste at undgå politiet og PETs opmærksomhed. Så fra starten af 1970’erne måtte man ikke fortælle, at man var medlem af KAK. Man isolerede sig fra omverdenen. Al kommunikation skulle foregå i hemmelighed, for at undgå aflytning. Medlemmerne dyrkede meget fysisk træning, og alle blev opfordret til at melde sig ind i en skydeklub. Det handlede ikke længere om politisk bevidstgørelse og diskussion, men om forberedelse på et illegalt liv. De første omrids af Blekingegadebanden.

Starten

Den gradvise radikalisering i gruppen gjorde overgangen til kriminalitet nemmere. I stedet for at begynde at begå røverier fra den ene dag til den anden, blev der taget små skridt, der førte til nye ulovligheder. Den første store aktion var et indbrud i 1973 i ét af Hjemmeværnets depoter indeholdende geværer, pistoler, sprængstoffer osv. Våben fra lagret blev senere fundet i lejligheden i Blekingegade. Det var hermed lykkedes gruppen at skaffe sig våben til brug i senere aktioner, og muligvis blev våben også sendt videre til PFLPs agenter andre steder i Europa.
De følgende år fortsatte gruppens illegale aktiviteter. To røverier i 1975 og 1976 mod en A-kasse og et posthus står som uopklarede, men blev formodentlig udført af gruppen.
Den kriminelle inderkreds i KAK brød i 1978 med Gotfred Appel pga. hans diktatoriske ledelse. Men de fortsatte deres samarbejde med PFLP og blev stadig mere forbenede. Gruppen opbyggede et system af dæklejligheder, hvor de kunne mødes og skjule deres udstyr. Der var garager med stjålne biler og nedgravede våbenlagre i Københavns omegn. Man noterede nummerplader på mistænkelige biler, opbyggede et kartotek over PET’s observationsvogne og gjorde hvad man kunne for at ryste politiet af sig.

Raketter i surfbræt

Selvom gruppen stjal store mængder våben, viste det sig praktisk uladsiggørligt, at få dem smuglet helt til Mellemøsten. Ved den senere ransagning af dæklejligheden på Amager fandt politiet bl.a. et surfbræt, hvori der var skjult panserværnsraketter. Nogle våben blev skjult i depoter forskellige steder i Europa, til brug for andre af PFLPs kontakter. Den tyske terrororganisation RAF var i forbindelse med en aktion mod en amerikansk flådestation i Spanien i 1988 i besiddelse af håndgranater, der blev stjålet af Blekingegadebanden fra et svensk våbenlager i 1982. Men transporten af våben var vanskelig og risikabel, og det blev besluttet at støtte PFLP ved at skaffe penge, der var nemmere at transportere, og som kunne bruges, som PFLP ønskede det.Skulle der skaffes rigtig mange penge, var en kidnapning den bedste mulighed. Derfor planlagde Blekingegadebanden at kidnappe Jørn Rausing fra en af Sveriges rigeste familier, i håbet om at få 300 mio. kr. for hans frigivelse. Ofret blev intenst overvåget, og gruppen forberedte en celle til den kommende fange i et hus i Norge. Kidnapningsforsøget blev først afbrudt uden for døren til Jørn Rausings lejlighed i Lund, pga. en uforudset detalje omkring måden hængslerne til døren sad på. Således undgik Rausing at blive overfaldet, bedøvet og bortført. Efter det mislykkede kidnapningsforsøg, blev man i gruppen enige om at holde sig til røverierne. Det mente man at kunne styre.

Med grundig planlægning og militaristisk gennemførsel lykkedes det gruppen at begå syv røverier. De er ikke dømt for dem alle, men indrømmelser fra tidligere medlemmer tyder på, at Blekingegadebanden stod bag. Røverierne lignede hinanden. Gennemført hurtigt og brutalt af unge mænd, der vidste præcis, hvad de skulle have fat i. De brugte ofte vold med det samme i form af tåregas eller slag med knipler for at skræmme og pacificere ofrene. De efterlod ingen spor, men talrige nedbrudte ofre med langvarige mén. Gruppen gennemførte nogle af de – på den tid – største røverier i Danmarkshistorien og skaffede herved adskillige millioner, der blev givet videre til PFLP.

Dobbeltliv

Millionerne fra røverierne blev ikke brugt til at leve for, og gruppemedlemmerne var nødt til at have jobs ved siden af. Overfor kolleger, familie og kærester førte man reelle dobbeltliv. Fx blev brandmanden Holger Jensen, der gennem 70’erne var et ledende medlem af gruppen, betegnet af sine kolleger som en vældig flink fyr og en damernes ven. Man havde ingen anelse om, at denne mand brugte adskillige af sine ferier på at rejse til Mellemøsten for at mødes med en arabisk terrororganisation, og at han altid var opmærksom på risikoen for at blive skygget eller aflyttet af PET. Udadtil fremstod gruppens medlemmer som familiefædre og almindelige mænd, der passede deres arbejde.

Allerede på et tidligt tidspunkt blev PET opmærksomme på gruppen omkring Gotfred Appel. Og gennem alle årene steg og faldt interessen. Til trods for aflytninger og overvågninger, lykkedes det ikke efterretningstjenesten at standse gruppen, inden det gik helt galt i Købmagergade. PET havde kendskab til kontakten med palæstinenserne og vidste, at der her var tale om en venstreorienteret gruppe, der havde gang i noget skidt. Men præcis hvad stod mindre klart. Gruppen derimod vidste præcis, hvad de ville og gjorde, hvad den kunne for at undgå efterretningstjenesten.

Købmagergade

Røveriet mod postkontoret i Købmagergade i København skulle have været som de andre. En tidlig morgen 3. november 1988 fik fire af gruppens medlemmer adgang til gården ved postkontoret ved at udgive sig for at være betjente. To af dem i uniform. De slog til mod postarbejderne med knipler, holdt dem på afstand med en trukket pistol og kørte væk i deres flugtbil med et bytte til en værdi af knap 14 mio. kr.
Men denne gang gik alting ikke som planlagt. Der blev straks slået alarm, og denne morgen befandt to politibiler sig tilfældigvis lige i nærheden af Købmagergade. En betjent nåede at affyre to skud og ramte varevognens bagrude, men uden at få standset flugtbilen.
Gruppen var forberedt på, at sådan noget kunne ske. At være bevæbnet var almindelig praksis ved deres røverier. Allerede ved det tidligere røveri mod Daells Varehus gjorde sikkerhedschefen modstand, hvilket resulterede i flere knippelslag og et kraniebrud. Men røverne havde denne gang på Købmagergade også langt farligere våben med. Bl.a. et oversavet jagtgevær ladt med særligt store hagl. Såkaldte ”vildsvinehagl”.

Skudt i øjet

Planen var klar: Var det ikke muligt at slippe væk, skulle flugtbilen køre om et hjørne, standse og der skulle skydes mod dækkene på forfølgerbilen. Som aftalt drejede varevognen skarpt om et hjørne og standsede med hvinende bremser. Et ukendt medlem af gruppen sprang ud af bilen og affyrede på blot 15 meters afstand jagtgeværet mod en ung betjent.
Betjenten – Jesper Egtved Hansen på 22 år – blev ramt i øjet af et hagl og døde senere på Rigshospitalet af omfattende skader på hjernen. Røverne undslap fra gerningsstedet i høj fart. Allerede samme morgen indledte PET sin overvågning af gruppens medlemmer. Røvernes fremgangsmåde havde mindet så meget om den række af tidligere røverier, som gruppen var mistænkt for at have begået, at politiet var overbevist om, at der var tale om de samme folk. Men den omfattende efterforskning førte først til anholdelser et halvt år senere.
Ransagningerne af deres lejligheder gav intet resultat. Politiets bedste spor var nogle identiske nøglesæt, der blev fundet på tre af de anholdte. Det måtte være nøglerne til gruppens dæklejlighed. Stedet, hvor politiet håbede at kunne finde de beviser, de skulle bruge for at få medlemmerne dømt. Men hvor var lejligheden?
I ren desperation blev betjente sendt rundt i København i håbet om at finde Aladdins hule. Tusindvis af låse blev prøvet af, men uden held.

Held i uheld

Det var snart ikke længere muligt at tilbageholde de anholdte, da der indløb en melding om, at det eftersøgte medlem af gruppen, Carsten Nielsen, var kørt galt i en bil. Og i bilen fandt politiet Danmarkshistoriens vigtigste telefonregning fra KTAS til en lejlighed på Amager: Blekingegade 2, 1. th.
Ved ransagningen af lejligheden fandt politiet bl.a. sportstasker fyldt med planerne til røveriet i Købmagergade. Men den største overraskelse var i et hemmeligt rum bag en reol.
Et kæmpe lager af pistoler, rifler, ammunition, maskinpistoler, håndgranater, landminer, 60 kilo plastisk sprængstof og 28 panserværnsraketter. Udover våbnene fandt man også meget af det øvrige udstyr, gruppen havde brugt til sine røverier: Parykker, falske skæg, politiuniformer, masker, falske identitetspapirer og radioudstyr.

Den manglende dom

Ved den efterfølgende retssag blev de syv kernemedlemmer af gruppen idømt op til ti års fængsel. Politiet kunne ikke finde tilstrækkelige beviser i alle de forbrydelser, de havde gruppen mistænkt for, og ingen blev straffet for røverierne, der blev begået i 70’erne, da forældelsesfristen på ti år var udløbet. Da gruppen holdt tæt og kun indrømmede, hvad politiet allerede vidste, var det ikke muligt at bevise, hvem der trykkede på aftrækkeren, og ingen blev dømt for drabet på den unge betjent ved røveriet i Købmagergade.
Blekingegadebanden var en unik størrelse i Danmarkshistorien med deres politisk motiverede forbrydelser begået over så lang en årrække. At sådan en gruppe overhovedet kunne eksistere i fredelige Danmark, åbnede manges øjne for risikoen for, at internationale konflikter kunne ramme dem selv i sidste ende.
Men gruppens eftermæle er især præget af, at der aldrig er nogen, der er blevet dømt for drabet på betjenten. Så indtil én i gruppen står frem og fortæller det, vil Blekingegadebanden være synonymt med spørgsmålet: Hvem affyrede det dræbende skud i Købmagergade?