Anne Franks dagbog
28 maj 2010 
12 Kommentarer
I to år lykkedes det den jødiske pige Anne Frank og hendes familie at gemme sig for nazisterne. Til sidst blev de forrådt, men Annes dagbog overlevede Holocaust.
Tekst: Anna Larsdotter
Til sin tretten års fødselsdag havde Annelies Frank mere end noget andet ønsket sig en dagbog. Hun havde oven i købet udpeget den for sin far i vinduet hos boghandleren på Waalstraat. En kvadratisk bog i rødt- og grønternet stofbind. Den 12. juni 1942 lå dagbogen, akkurat som Anne havde ønsket sig det, forrest på det dækkede gavebord hjemme i forstadslejligheden i Amsterdam.
At denne bog kun få år senere skulle blive en af Europas mest kendte og læste bøger, kunne fødselaren ikke vide. Heller ikke, at hendes liv allerede nærmede sig sin afslutning. Annelies Marie Frank, som døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen i begyndelsen af marts 1945, skulle blive nazisternes mest kendte offer.
Gennem hendes dagbog, som især handler om den tid, hvor hun og hendes familie gemte sig for bødlerne, blev hun et symbol på Holocaust, en af de tretten millioner skæbner, der blev beseglet af nazismens terror.
Forlod deres tyske hjemby
Da Anne fejrede sin tretten års fødselsdag, havde Holland i to år været besat af tyskerne. I 1933, efter Adolf Hitlers magtovertagelse, havde familien Frank forladt deres gamle hjemby, Frankfurt i Tyskland.
Dér havde de drevet en succesrig bankforretning. De var jøder, og Hitlers snak om et ”arisk folkefællesskab” havde vakt uro i familien. Den nationalsocialistiske politik fremstod som hårrejsende absurd, men det så det ikke ud til, at størsteparten af vælgerne mente. Nazisterne fik rigtig mange stemmer og startede deres færd mod diktaturet.
Otto Frank, Annes far, grundlagde et nyt firma i Amsterdam, en by, hvor kristne og jøder levede mere integreret sammen end i Tyskland. Dette var vigtigt for den progressive familien Frank. Otto havde fået en ikke-religiøs opdragelse og undgik helst synagogen. Han havde været officer i 1. Verdenskrig og havde fået Jernkorset for sin indsats. Det var hans fremsynethed og evne til at lægge planer, der skulle give familien et par år mere at leve i.
Anne og hendes tre år ældre søster Margot voksede op i Amsterdam. De gik i skole, legede og tilbragte somrene ved kysten. Men deres forældre var konstant naget af frygten for en tysk invasion. Hitler havde jo gjort det klart, at han ville skabe et tysk rige, der strakte sig langt ud over landets gamle grænser.
Man måtte være forberedt på det værste. I hemmelighed lod Otto Frank indrette et skjulested i huset i gården til den ejendom, hvor hans firma Opekta (der fremstillede geleringsmidlet pektin) lå.
Forholdsregler mod jøderne
I maj 1942, en solrig fredag lige før pinse, skete det, som Otto og Edith Frank havde gået og frygtet. Tyske tropper gik ind i Holland. Mange jøder, der forstod, hvad de havde i vente, forsøgte at flygte, mens andre begik selvmord.
Skridt for skridt blev der taget forholdsregler mod jøderne. Forholdsregler, som netop pga. deres irrationelle natur var så svære at forklare for ens børn. Hvorfor måtte de kun handle i bestemte forretninger? Hvorfor måtte de ikke gå i svømmebad? Hvorfor skulle de holde op med at gå i skole? Hvorfor måtte de ikke længere låne bøger på biblioteket? Hvorfor måtte de til sidst ikke engang gå ud på deres egne balkoner?
I juni 1942 beordrede Adolf Eichmann, den ansvarlige for Holocaust, at alle jøder i Holland skulle deporteres. Den 5. juli nåede den første indkaldelsesordre familien Frank. Den gjaldt Margot, Annes 16-årige storesøster, der skulle sendes alene til en arbejdslejr i Tyskland. Allerede dagen derpå gik familien under jorden i huset i gården på Prinsengracht 263 i Amsterdams centrum.
Konstant frygt
Her skulle familien og en familie mere og en enlig mand tilbringe to år af deres liv.
De otte personer disponerede over fire små værelser plus et toilet og et pulterkammer på loftet.
I dagbogen beskriver Anne dagligdagen i huset i gården, de mørklagte vinduer og den konstante frygt for opdagelse. Et par af Otto Franks medarbejdere kendte til hemmeligheden. Med fare for deres liv sørgede de for, at familien fik mad og nyheder fra verden udenfor. Den 4. august 1944, to måneder efter de allieredes landgang i Normandiet, ringer en kvinde til Gestapos jødeafdeling på Euterpestraat. Hun fortæller, at flere jøder holder sig skjult i Prinsengracht 263.
Holdt op med at jagte jøder
På dette tidspunkt er besættelsesmagten ellers holdt op med at jagte jøder; krigen går dårligt, og man har andet at tænke på. Men eftersom informationerne er så nøjagtige, sender chefen for afdelingen SS-officeren Karl Silberbauer ud med nogle hollandske politifolk for at tage sig af opgaven.
Familien Frank sendes efter opdagelsen til transitlejren Westerbork i Nordholland. En måned senere føres de med den allersidste transport til udryddelseslejren Auschwitz. På gulvet i huset i gården ligger Annes dagbog tilbage. Miep Gies, en af Otto Franks ansatte, tager den til sig, og da Otto Frank som den eneste overlevende i familien vender tilbage til Amsterdam i maj 1945, får han bogen af Miep.
Annes mor Edith dør i Auschwitz i januar 1945. Margot og Anne sendes videre til en anden koncentrationslejr, Bergen-Belsen. Der dør de et par måneder senere af sult og sygdom. Kort efter bliver lejren befriet af britiske tropper.
Læs mere: Anne Franks dagbog: den uforkortede originaludgave (2007); Anne Frank: Historien bag dagbogen (1995) af Ruud van der Rol
Publiceret i Alt om Historie 1/2008
Forfatter Info
Artiklen indeholder en del mangler og uklarheder. Først og fremmest; hvis Auschwitz var en udryddelseslejr (artiklens påstand), hvorfor blev Anne og søsteren så ikke “udryddet”, men derimod videresendt til en anden lejr, hvor de desuden heller ikke blev “udryddet”, men døde af sult og sygdom. Fortrinsvis fordi de allierede “frelsere” blokerede forsyninger til Tyskland og derigennem inddirekte var skyld i sultedøden for mange millioner, både tyskere og jøder.
Og hvis Anne Frank er et “symbol på Holocaust” (citat fra artiklen), så siger artiklens forfatter jo dermed, at Holocaust ikke gik ud på at udrydder jøder, fordi Anne Frank jo netop ikke blev “udryddet”.
Desuden nævnes det heller ikke i artiklen, at dele af Anne Franks dagbog er skrevet med kuglepen, som først blev opfundet efter 2. verdenskrig, hvilket vil sige at i hvert fald store dele af dagbogen må være forfalsket.
Hvor er det en frygtelig kommentar du kommer med, Disse konzentrationslejre havde de frygtligste formål, og behandlede mennesker værre end dyr. Du burde skamme dig at tage dem til forsvar.
Alstå jeg fik det her som lektie for i skole og synes at det her er godt nok
jeg syns at det er en frygtelig historie men den er også meget meget spenden og jeg glæder mig til at læse den (:
fin viden!
Hvordan kattten kan ham “Banjamin” dog sige det?! Jeg giver med 100% procent sikkerhed Susanne helt ret!
Tak det var nyttigt til min månedes opgave
Banjamin :
Det er blevet bevist at Anne Franks dagbog er ægte varer og er skrevet af Anne Frank selv ! Du tror måske du klogere end en hel gruppe forskere ? Nej det tror jeg ikke du er !
Desuden er det en rigtig rigtig flot beskrivelse af Anne Franks liv
DET ER EN RIGTIG GOD FORTÆLLING OM ANNE FRANK OG JEG ELSKER HENDE
Jeg vil lige rette og sige, at tyskerne invaderede Holland den 10. maj, 1940, og ikke i 1942. Anne Frank skrev dagbogen med en fyldepen, der blev udgivet forste gang i 1929. Dele af dagbogen renskrev hun med tanken om at udgive den som bog senere, som hun desværre ikke kom til, og derfor er den skrevet med to slags penne og skrifter. Desuden er det en udryddelseslejr fordi der findes gaskamre der og nogle af fangerne rent faktisk BLIVER udryddet, mens andre skal arbejde. I en arbejdslejr er der ingen gaskamre, altså decideret udryddelse, men død af sult, sygdomme og udmattelse.
Er der nogle der gerne vil give lidt viden bag om Anne Frank og hvordan hun havde det i skolen