Anne Franks dagbog

I to år lykkedes det den jødiske pige Anne Frank og hendes familie at gemme sig for nazisterne. Til sidst blev de forrådt, men Annes dagbog overlevede Holocaust.

Tekst: Anna Larsdotter

Til sin tretten års fødselsdag havde Annelies Frank mere end noget andet ønsket sig en dagbog. Hun havde oven i købet udpeget den for sin far i vinduet hos boghandleren på Waalstraat. En kvadratisk bog i rødt- og grønternet stofbind. Den 12. juni 1942 lå dagbogen, akkurat som Anne havde ønsket sig det, forrest på det dækkede gavebord hjemme i forstadslejligheden i Amsterdam.
At denne bog kun få år senere skulle blive en af Europas mest kendte og læste bøger, kunne fødselaren ikke vide. Heller ikke, at hendes liv allerede nærmede sig sin afslutning. Annelies Marie Frank, som døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen i begyndelsen af marts 1945, skulle blive nazisternes mest kendte offer.
Gennem hendes dagbog, som især handler om den tid, hvor hun og hendes familie gemte sig for bødlerne, blev hun et symbol på Holocaust, en af de tretten millioner skæbner, der blev beseglet af nazismens terror.

Forlod deres tyske hjemby

Da Anne fejrede sin tretten års fødselsdag, havde Holland i to år været besat af tyskerne. I 1933, efter Adolf Hitlers magt­overtagelse, havde familien Frank forladt deres gamle hjemby, Frankfurt i Tyskland.
Dér havde de drevet en succesrig bankforretning. De var jøder, og Hitlers snak om et ”arisk folkefællesskab” havde vakt uro i familien. Den nationalsocialistiske politik fremstod som hårrejsende absurd, men det så det ikke ud til, at størsteparten af vælgerne mente. Nazisterne fik rigtig mange stemmer og startede deres færd mod diktaturet.
Otto Frank, Annes far, grundlagde et nyt firma i Amsterdam, en by, hvor kristne og jøder levede mere integreret sammen end i Tyskland. Dette var vigtigt for den progressive familien Frank. Otto havde fået en ikke-religiøs opdragelse og undgik helst synagogen. Han havde været officer i 1. Verdenskrig og havde fået Jernkorset for sin indsats. Det var hans fremsynethed og evne til at lægge planer, der skulle give familien et par år mere at leve i.
Anne og hendes tre år ældre søster Margot voksede op i Amsterdam. De gik i skole, legede og tilbragte somrene ved kysten. Men deres forældre var konstant naget af frygten for en tysk invasion. Hitler havde jo gjort det klart, at han ville skabe et tysk rige, der strakte sig langt ud over landets gamle grænser.
Man måtte være forberedt på det værste. I hemmelighed lod Otto Frank indrette et skjulested i huset i gården til den ejendom, hvor hans firma Opekta (der fremstillede geleringsmidlet pektin) lå.

Forholdsregler mod jøderne

I maj 1942, en solrig fredag lige før pinse, skete det, som Otto og Edith Frank havde gået og frygtet. Tyske tropper gik ind i Holland. Mange jøder, der forstod, hvad de havde i vente, forsøgte at flygte, mens andre begik selvmord.
Skridt for skridt blev der taget forholdsregler mod jøderne. Forholdsregler, som netop pga. deres irrationelle natur var så svære at forklare for ens børn. Hvorfor måtte de kun handle i bestemte forretninger? Hvorfor måtte de ikke gå i svømmebad? Hvorfor skulle de holde op med at gå i skole? Hvorfor måtte de ikke længere låne bøger på biblioteket? Hvorfor måtte de til sidst ikke engang gå ud på deres egne balkoner?
I juni 1942 beordrede Adolf Eichmann, den ansvarlige for Holocaust, at alle jøder i Holland skulle deporteres. Den 5. juli nåede den første indkaldelsesordre familien Frank. Den gjaldt Margot, Annes 16-årige storesøster, der skulle sendes alene til en arbejdslejr i Tyskland. Allerede dagen derpå gik familien under jorden i huset i gården på Prinsengracht 263 i Amsterdams centrum.

Konstant frygt

Her skulle familien og en familie mere og en enlig mand tilbringe to år af deres liv.
De otte personer disponerede over fire små værelser plus et toilet og et pulterkammer på loftet.
I dagbogen beskriver Anne dagligdagen i huset i gården, de mørklagte vinduer og den konstante frygt for opdagelse. Et par af Otto Franks medarbejdere kendte til hemmeligheden. Med fare for deres liv sørgede de for, at familien fik mad og nyheder fra verden udenfor. Den 4. august 1944, to måneder efter de allieredes landgang i Normandiet, ringer en kvinde til Gestapos jødeafdeling på Euterpestraat. Hun fortæller, at flere jøder holder sig skjult i Prinsengracht 263.

Holdt op med at jagte jøder

På dette tidspunkt er besættelsesmagten ellers holdt op med at jagte jøder; krigen går dårligt, og man har andet at tænke på. Men eftersom informationerne er så nøjagtige, sender chefen for afdelingen SS-officeren Karl Silberbauer ud med nogle hollandske politifolk for at tage sig af opgaven.
Familien Frank sendes efter opdagelsen til transitlejren Westerbork i Nordholland. En måned senere føres de med den allersidste transport til udryddelseslejren Auschwitz. På gulvet i huset i gården ligger Annes dagbog tilbage. Miep Gies, en af Otto Franks ansatte, tager den til sig, og da Otto Frank som den eneste over­levende i familien vender tilbage til Amsterdam i maj 1945, får han bogen af Miep.
Annes mor Edith dør i Auschwitz i januar 1945. Margot og Anne sendes videre til en anden koncentrationslejr, Bergen-Belsen. Der dør de et par måneder senere af sult og sygdom. Kort efter bliver lejren befriet af britiske tropper.

Læs mere: Anne Franks dagbog: den uforkortede original­udgave (2007); Anne Frank: Historien bag dagbogen (1995) af Ruud van der Rol

Publiceret i Alt om Historie 1/2008

Twitter Digg Delicious Stumbleupon Technorati Facebook Email

19 Kommentar til “Anne Franks dagbog”

  1. Artiklen indeholder en del mangler og uklarheder. Først og fremmest; hvis Auschwitz var en udryddelseslejr (artiklens påstand), hvorfor blev Anne og søsteren så ikke “udryddet”, men derimod videresendt til en anden lejr, hvor de desuden heller ikke blev “udryddet”, men døde af sult og sygdom. Fortrinsvis fordi de allierede “frelsere” blokerede forsyninger til Tyskland og derigennem inddirekte var skyld i sultedøden for mange millioner, både tyskere og jøder.

    Og hvis Anne Frank er et “symbol på Holocaust” (citat fra artiklen), så siger artiklens forfatter jo dermed, at Holocaust ikke gik ud på at udrydder jøder, fordi Anne Frank jo netop ikke blev “udryddet”.

    Desuden nævnes det heller ikke i artiklen, at dele af Anne Franks dagbog er skrevet med kuglepen, som først blev opfundet efter 2. verdenskrig, hvilket vil sige at i hvert fald store dele af dagbogen må være forfalsket.

  2. Hvor er det en frygtelig kommentar du kommer med, Disse konzentrationslejre havde de frygtligste formål, og behandlede mennesker værre end dyr. Du burde skamme dig at tage dem til forsvar.

  3. Alstå jeg fik det her som lektie for i skole og synes at det her er godt nok :)

  4. jeg syns at det er en frygtelig historie men den er også meget meget spenden og jeg glæder mig til at læse den (:

  5. fin viden!

  6. Hvordan kattten kan ham “Banjamin” dog sige det?! Jeg giver med 100% procent sikkerhed Susanne helt ret!

  7. Tak det var nyttigt til min månedes opgave

  8. Banjamin :
    Det er blevet bevist at Anne Franks dagbog er ægte varer og er skrevet af Anne Frank selv ! Du tror måske du klogere end en hel gruppe forskere ? Nej det tror jeg ikke du er !

  9. Desuden er det en rigtig rigtig flot beskrivelse af Anne Franks liv :D

  10. DET ER EN RIGTIG GOD FORTÆLLING OM ANNE FRANK OG JEG ELSKER HENDE

  11. Jeg vil lige rette og sige, at tyskerne invaderede Holland den 10. maj, 1940, og ikke i 1942. Anne Frank skrev dagbogen med en fyldepen, der blev udgivet forste gang i 1929. Dele af dagbogen renskrev hun med tanken om at udgive den som bog senere, som hun desværre ikke kom til, og derfor er den skrevet med to slags penne og skrifter. Desuden er det en udryddelseslejr fordi der findes gaskamre der og nogle af fangerne rent faktisk BLIVER udryddet, mens andre skal arbejde. I en arbejdslejr er der ingen gaskamre, altså decideret udryddelse, men død af sult, sygdomme og udmattelse.

  12. Er der nogle der gerne vil give lidt viden bag om Anne Frank og hvordan hun havde det i skolen

  13. hvad he de personer anne boede sammen med???

  14. Hej Nicolai,
    Før de var nødt til at gå under jorden boede Anne Frank sammen med sin mor og far, Edith Frank-Holländer og Otto Frank, og sin søster Margot. Om morgen mandag den 6. juli 1942 flyttede familien ind i det hemmelige anneks på Prinsengracht 263. Den 13. juli 1942 ankom familien Van Pels, som bestod af Hermann og Auguste samt deres søn Peter, og den 6. november 1942 ankom Fritz Pfeffer.

    Med venlig hilsen
    Eva Bonde
    Webredaktør

  15. det er ikke god

  16. Christina Aalestrup 24 jan 2014 ved 08:18

    Jeg har skrevet om Anne Frank i historie og skal aflevere det som opgave:

    Annelies Marie “Anne” Frank

    Anne Frank blev født den 12. juni 1929 i Frankfurt, Tyskland, som den anden datter til Otto Frank (1889–1980) og Edith Frank-Holländer (1900–45). Margot Frank (1926–45) var hendes ældre søster. Frank-familien var liberale jøder, hvilket indebar at de ikke fulgte alle regler og traditioner inden for jødedommen, og boede i et kulturelt assimileret samfund med både jøder og ikke-jødiske borgere med forskellige religioner. Edith Frank var den mere blide forælder, imens Otto Frank havde et større ønske om videnskabelige mål for børnene og havde ligeledes et omfattende bibliotek; begge forældre opmuntrede dog børnene til at læse.

    Den 13. marts 1933 blev afstemningen for Frankfurts kommunalvalg afholdt, hvor Adolf Hitlers Nazist-parti vandt. Antisemitiske demonstrationer begyndte pludselig overalt og Frank-familien begyndte at frygte for deres fremtid, hvis de blev i Tyskland. Senere det år tog Edith og børnene til Aachen, hvor de boede hos Ediths mor, Rosa Holländer. Otto Frank blev i Frankfurt, men efter han blev tilbudt at opstarte et firma i Amsterdam, flyttede han dertil for at kunne organisere forretningen og finde beboelse til sin familie. Familien var blandt de omkring 300.000 jøder, der flygtede fra Tyskland mellem 1933 og 1939.

    På Anne Franks 13-års-fødselsdag den 12. juni 1942, fik Anne Frank en bog af sin far, som hun havde vist ham et par dage tidligere i et butiksvindue. Selvom det var en autograf-bog, indbundet i rødt og hvidt læder og havde en lille lås på forsiden, besluttede Frank sig for at bruge den som dagbog, og hun begyndte at skrive i den næsten øjeblikkeligt. Selvom mange af hendes første noter omhandler dagligdagsbegivenheder i hendes liv, så fortæller hun også om nogle af de ændringer, som sker i Holland efter den tyske besættelse. I hendes note den 20. juni 1942, fortæller hun om mange af de restriktioner som er blevet pålagt de hollandske jøder og hun fortæller om sin sorg over hendes bedstemors død, tidligere det år.
    Frank drømte om at blive skuespiller. Hun elskede at se film, men de hollandske jøder var forment adgang til biografer og lignende fra den 8. december 1941 og fremad.
    I juli 1942 modtog Margot Frank en besked fra Zentralstelle für jüdische Auswanderung (Telefoncentral for jødiske immigranter), som beorderer hende til at flytte til en arbejdslejr. Otto Frank fortalte herefter sin familie at de alle ville gå under jorden i rum over og bag Opektas grund i Prinsengracht, en gade langs en af Amsterdams kanaler, hvor nogle af hans mest betroede medarbejdere ville hjælpe dem. Denne besked til Margot tvang dem til at gå under jorden adskillige uger end oprindeligt planlagt.

    Om morgen mandag den 6. juli 1942, flyttede familien ind i deres hemmelige bolig, en skjult anneks. De havde forladt deres lejlighed i rod og uorden, så man skulle tro at de have rejst pludselig; og Otto Frank havde efterladt en besked, der kunne antyde at de var rejst til Schweiz. Fordi de skulle forsvinde så overbevisende og diskret var de nødt til at efterlade Annes kat, Moortje. Da jøder på dette tidspunkt heller ikke havde tilladelse til at bruge offentligt transport, skulle de gå adskillige kilometer, hver af dem iført mange lag tøj, så man ikke kun se at de bar bagage med sig. Achterhuis (et hollandsk ord, der betyder den bagerste del af et hus) var et tre-etagersrum, som man kunne gå ind i fra en platform ovenpå Opekta-kontorerne. Rummet bestod af to mindre værelser med fælles bad og toilet, som var på første etage, over det et større åbent rum med et mindre rum tilknyttet. Fra dette lille værelse førte en stige op til loftet. Døren til Achterhuis blev dækket af en bogreol, for at sikre at rummet forblev skjult. Hovedbygningen, som er en boligblok fra Westerkerk, var rimelig intetsigende, gammel og en typisk bygning i det vestlige dele af Amsterdam.

    Victor Kugler, Johannes Kleiman, Miep Gies og Bep Voskuijl var de eneste ansatte, som vidste at gruppen af mennesker holdt til i bygningen og med Gies’ mand Jan Gies og Voskuijls far, Johannes Hendrik Voskuijl, som deres “hjælpere” gennem al deres tid i skjul. Disse kontakter var gruppens eneste kontakt med verdenen udenfor og de blev på den måde også underrettet om nyt om krigen og politiske udviklinger. Selvsamme kontakter sørgede også for deres sikkerhed, og forsynede dem med mad, en opgave, som, med tiden, blev sværere og sværere. Frank skrev ofte om sin hengivenhed til hjælperne og deres hårde arbejde for at opløfte stemningen mellem dem alle under de mest farlige tider. De var alle klar over, at hvis gruppen blev opdaget, kunne de risikere at blive idømt dødsstraf, fordi de hjalp jøder med at skjule sig.

    Den 13. juli 1942, ankom familien van Pels til det hemmelige rum og bestod af: Hermann, Auguste og 16-årige Peter, og i november ankom Fritz Pfeffer, en tandlæge og ven af familien. Frank skrev om glæde ved at have nye folk at snakke med, men at konflikter imellem menneskene hurtigt udviklede sig, fordi de boede under sådanne forhold. Efter at have delt værelse med Pfeffer, fandt Anne ham utålelig og hadede hans indtræden i “familien”, og hun havde sammenstød med Auguste van Pels, som hun fandt dum. Hun anså desuden Hermann van Pels og Fritz Pfeffer som selviske, især med henhold til den mængde mad, de spiste. Efter et stykke tid, hvor hun først afviste den generte og akavede Peter van Pels, begyndte hun at synes bedre om ham og de endte med at de to indledte et kærlighedsforhold. Hun fik sit første kys af ham, men hendes forelskelse i ham svandt lige, da hun begyndte at tvivle på om følelserne var ægte eller om det blot var fordi de levede så tæt sammen. Anne Frank fik et tæt forhold til hver af hjælperne og Otto Frank har senere fortalt at hun ventede deres daglige besøg med utålmodig entusiasme. Han bemærkede at Annes tætteste venskab blev til Bep Voskuijl, “den unge maskinskriver… de to står altid og hvisker i hjørnet.”
    I hendes notes, gennemgik Frank sine forhold til medlemmerne af sin familie, og den store forskel mellem hver af deres personligheder. Hun anså sig selv som den, der mindede mest om sin far, rent følelsesmæssigt, som senere kommenterede “Jeg kom bedre ud af det med Anne end med Margot, som var mere tæt med sin mor. Grunden kan være at Margot sjældent viste sine følelser og ikke behøvede så meget støtte fordi hun ikke led under så mange humørsvingninger som Anne gjorde.” Frank-søstrene fik et tættere bånd til hinanden mens de skjulte sig, selvom Anne sommetider har udtrykt at hun var jaloux på Margot, især når nogle familiemedlemmer kritiserede Anne for ikke at efterligne Margots rolige og stilfærdige natur. Som Anne blev mere moden, kunne søstrene betro sig mere og mere til hinanden. I hendes note den 12. januar 1944, skrev Frank; “Margot er meget sødere… Hun er ikke nær så ondskabsfuld i de her dage og hun er ved at blive en sand ven. Hun ser mig ikke længere som en lille baby som ikke kan tælle.”

    Frank skrev ofte om sit vanskelige forhold til sin mor, og hendes usikkerhed vedrørende hendes mor. Den 7. november 1942 beskrev hun sin “foragt” til sin mor og sin manglende evne til at “konfrontere hende med hendes ligegyldighed, hendes sarkasme og hendes hård-hjertethed”, før hun konkludere “Hun er ikke en mor for mig.” Senere, da hun kiggede sin dagbog igennem blev Frank helt flov over sin hårde stemmeføring i dagbogen og skrev selv: “Anne, er det virkelig dig, der er så ond, åh Anne, hvor kunne du?” Hun forstod senere at deres forskelle var resultatet af misforståelser, som var lige så meget hendes skyld som hendes mors og hun indså at hun blot havde givet hendes mor mere sorg på denne måde. Med denne indsigt begyndte Anne at behandle hendes mor med mere tolerance og respekt.
    Frank-søstrene håbede begge at de kunne vende tilbage til skolen, så snart de kunne og de fortsatte også deres undervisning, imens de skjulte sig. Margot tog et stenografi-kursus ved at få tilsendt papirer og opgaver i Bep Voskuijls navn og fik også høje karaktere. Det meste af Annes tid gik med at læse og studere og hun skrev ofte og redigerede noterne i hendes dagbog. I stedet for bare fortælle om begivenhederne som de skete, skrev hun om sine følelser, meninger og ambitioner, ting, som hun følte hun ikke kunne tale med andre om. Som hendes selvillid med at skrive voksede, og begyndte at modne, skrev hun om mere abstrakte ting som sin tro på Gud og hvordan hun definerede den menneskelige væremåde.
    Frank havde også drømme om at blive journalist, og skrev i sin dagbog, onsdag den 5. april 1944:
    “Jeg har endelig indset at jeg må lave mine lektier for at undgå at blive uvidende, for at komme videre i livet, for at kunne blive journalist, fordi det er det jeg vil! Jeg ved, jeg kan skrive… men jeg ved stadig ikke om jeg har talent for det… og hvis jeg ikke har det der skal til for at skrive bøger eller nyhedsartikler, kan jeg altid skrive for mig selv. Men jeg vil opnå mere end det. Jeg kan ikke forestille mig at skulle leve som mor, Mrs. van Daan og kvinder, der bare går på arbejde og så ellers bare bliver glemt. Jeg har brug for andet udover en mand og børn at fordybe mig i!…
    Jeg vil være til nytte eller glæde give til alle mennesker, selv dem, jeg ikke har mødt. Jeg vil fortsætte med at leve, selv efter min død. Og det er derfor jeg er Gud så taknemmelige for at have givet mig denne gave, så jeg kan udvikle mig selv og udtrykke alt det der er indeni mig!
    Når jeg skriver, kan jeg slippe fri af alle mine bekymringer. Min sorg forsvinder, min sjæl bliver glad igen! Men, og det er det store spørgsmål, vil jeg nogensinde blive i stand til at skrive noget fantastisk og vil jeg nogensinde blive journalist eller forfatter?”
    Hun fortsatte med at skrive regelmæssigt indtil hendes sidste notat den 1. august 1944.

  17. Christina Aalestrup det er taget fra wiki!!!!

  18. meget af det vær faldt

  19. Sarah Pedersen 20 aug 2014 ved 11:13

    Og forresten var det ikke rødt og Hvidt læder det var rødt og Hvidt tærnetstof