Abélard & Héloise

Pierre Abélard betragtes stadig som en af middelalderens store tænkere. Men han er især gået over i historien som elsk­er.­­ Den tragiske kærlighedshistorie mellem ham og den begavede Héloise er blevet fortalt i snart 1 000 år.

Tekst: Sara Griberg

”Kun du er årsag til min smerte, kun du er i stand til at trøste mig!”
Héloises fortvivlelse i brevet til Abélard taler til os gennem historien. Brevvekslingen mellem de to er bevaret for eftertiden og beretter om et kærlighedsdrama, som udspiller sig i 1100-tallets Frankrig. Brevene blev skrevet ca. 13 år efter det forfærdelige overgreb, som skilte de elskende.
Den franske filosof Pierre Abélard (1079–1142) havde viet hele sit liv til bøger og disputatser. Som 37-årig stod han på højden af sin karriere og var den mest eftertragtede lærer ved Notre Dame-skolen i Paris. Indtil da havde han været alt for optaget af sine studier til at tænke på kærlighed.

Sjælden dannelse

Men alt forandrer sig, da han hører om den 15-årige Héloise (1101–64), som overalt vækker opmærksomhed pga. sin sjældne dannelse og intelligens. Hun bor hos sin farbror, den højt placerede katolske præst Fulbert, som afguder sin niece og har givet hende en god uddannelse. En dannet kvinde er netop, hvad der skal til for at vække den intellektuelle Abélards interesse, og vakt bliver han, da han med egne øjne kan konstatere, at hun ”ikke ser dårligt ud”.
Det lykkes ham at indynde sig hos Fulbert og blive hans lejer ved at tilbyde sig som pigens privatlærer. Abélard forelsker sig hovedkuls. Eftersom han indtil da har været kendt som en mand med et rent levned, stoler den intetanende farbror på ham. Abélard får derfor frie hænder til at undervise hans niece i enrum og endda ret til at ”tugte” hende, hvis det skulle blive nødvendigt.

”Det gik, som det gik,” skriver Abélard.
”Da vi blev forenet i samme hus, forenede vore hjerter sig snart. Under dække af lektioner kunne vi hengive os til kærligheden. Når vi havde slået bøgerne op, ytrede vi flere ord om kærlighed end om vor lekture; kyssene mere mangfoldige end sætninger i teksten, hænderne søgte sig tiere inden for klæderne end til bøgerne, kærlighed fik vore øjne til at møde hinanden oftere, end de fæstnede sig ved bøgerne. For ikke at vække mistanke lod jeg hende nogle gange smage riset, af kærlighed, ej af raseri, af velvilje, ej af vrede; dette overgik alle salvers sødme.”
Abélards elskovsord til Héloise bliver snart sunget som viser på gaderne i Paris. Overalt hviskes der om det velkendte pars stormende forelskelse. Den sidste, der får noget at vide, er Fulbert, som bliver rasende, da det går op for ham, at han er blevet ført bag lyset. De elskende bliver skilt ad, men det bidrager bare til at gøre kærligheden endnu stærkere.
”Vor kropslige adskillelse fik vore sjæle til at forene sig så meget des mere, og de forhindringer, som blev lagt for vor kærlighed, fik den til at brænde så meget mere intenst,” skriver den forelskede filosof i et af de bevarede breve.

Gifter sig i hemmelighed

Snart viser det sig, at Héloise er gravid. Abélard fører hende i hemmelighed til sin familie i Bretagne, hvor barnet, som er en dreng, fødes og overlades i sin fasters varetægt. For ikke at ødelægge Abélards karriere, gifter parret sig i hemmelighed. Et giftermål, som Héloise i starten modsætter sig – eftersom hun ikke vil stå i vejen for Abélards karriere – men til sidst siger hun ja.
Fulbert bliver aldeles rasende og tager en forfærdelig hævn. En nat, hvor Abélard ligger og sover, bliver han overfaldet af to mænd, som trækker deres skarpe knive og kastrerer ham.

Trækker sig tilbage i et kloster

Hvordan kommer man videre efter en sådan tragedie? Den ansete lærer plages mere af skammen end af den fysiske smerte og beslutter sig for at trække sig tilbage til et munkekloster. Også den nygifte Héloise går i kloster, men hun pointerer i sine senere breve, at hun ikke har gjort det af kærlighed til Gud, men fordi hendes elskede bad hende om det.
Da de fysiske sår er lægt, søger Abélard trøst i sit arbejde og i en dybere religiøsitet. Han vælger at se sin ulykke som en retfærdig straf for at være bukket under for den ”kødelige lyst” og forsøger i lange teologiske udlægninger at få Héloise til at føle det samme.
Deres brevveksling er fuld af lærde ræsonnementer med henvisninger til kirkefædre og antikke tænkere. Alt håb om at blive genforenet i fysisk kærlighed er ude.

Bønfalder om bevis

Men hvad sker der med de forenede sjæle, som Abélard skrev så smukt om? Héloise bønfalder ham om bevis på, at han stadig elsker hende. Hvis hun blot får denne bekræftelse, er hun parat til at acceptere sin skæbne.
Mellem de intellektuelle ræsonnementer i hendes breve bliver man rørt af fortvivlede anklager. ”Det, som drog dig til mig, var attrå snarere end venskab, brændende lyst snarere end kærlighed. Min elskede, det er ikke bare noget, jeg tror. Det gør alle!”
Den eneste trøst, hendes mand formår at give hende, er, at hun skal søge trøst i Gud. Han skriver en bøn, som han opfordrer hende til at bede, og i de sidste ord får hun måske alligevel den kærlighedserklæring, hun længes efter. ”Herre… de to som du skilte fra hinanden i det jordiske liv, foren dem med dig i al evighed i himlen!” ●

Læs mere: Abelard and Heloise (2004) af Constant J. Mews