I den sidste del af 2. verdenskrig oprettede den tyske besættelsesmagt Hipokorpset, en brutal politistyrke bestående af frivillige danske mænd. De skulle opspore og nedkæmpe den danske modstandsbevægelse.

Tekst: Christian Aagaard

Torsdag den 5. april 1945 blev hverdagsstøjen på Gl. Køgevej pludselig overdøvet af bragende skudsalver efterfulgt af lyden af projektiler, der hamrede imod den bageste af to personbiler. Målet for angrebet var mandskab fra Hipokorpset, der var på vej ud til et alarmopkald. Det skulle vise sig at være falsk alarm.

Alarmen var udløst af modstandsfolk og fungerede som første led i et nøje planlagt bagholdsangreb. Skjult på hver side af vejen lå bevæbnede danske modstandsfolk, der øjeblikkelig fangede bilerne i en voldsom kryds­ild. Skudsalverne ramte deres mål og pacificerede hurtigt den sønderskudte vogns besætning. Under den efterfølgende ildkamp blev mange såret, og en modstandsmand blev dræbt. Hændelsen er blot et af mange eksempler på det indædte had og de ofte blodige kampe, der blev udkæmpet mellem Hipokorpset og den danske modstandsbevægelse.

HIPO = Hilfspolizei

I kølvandet på den tyske internering af den danske politistyrke den 19. september 1944 oprettede besættelsesmagten Hipokorpset (Hipo står for Hilfspolizei) til at varetage politiets opgaver. Men på trods af et ønske om langt flere hipofolk var det ikke mere end 200 danskere, der i løbet af krigen gjorde tjeneste i Hipo.

Så få var på ingen måde nok til at udføre korpsets oprindeligt planlagte opgave: At overtage alle det internerede politis ansvarsområder. Fokus for det nyoprettede korps blev derfor hurtigt indsnævret til bekæmpelse af den danske modstandsbevægelses øgede sabotagevirksomhed. Fra deres hovedkvarter på Politigården i København deltog Hipo således aktivt i den omfattende klapjagt, der blev iværksat for at komme modstandsbevægelsens sabotage til livs.

På trods af sin begrænsede størrelse udviklede det lille korps sig alligevel hurtigt til at blive det mest berygtede og forhadte danske korps i tysk tjeneste. Størstedelen af de danskere, der fra september 1944 meldte sig til tjeneste i Hipokorpset, var af nationalsocialistisk overbevisning.

Omkring 43% af de tjenstgørende havde således været medlemmer af det danske nazistparti, DNSAP, eller dets ungdomsorganisation, NSU.

På trods af, at de fleste var af nazistisk overbevisning skete det alligevel, at medlemmer ønskede at træde ud af korpset, hvilket var lettere sagt end gjort. Det lykkedes kun for meget få at slippe ud af Hipokorpset. Der eksisterer adskillige eksempler på hipofolk, der er blevet truet på livet i forbindelse med ønsket om at slippe ud.

Tysk modterror

Hen imod slutningen af besættelsen skete der en markant eskalering af modstandsbevægelsens aktioner imod besættelsesmagten og dermed også af besættelsesmagtens forsøg på at eliminere dem. I et forsøg på at intimidere modstandsbevægelsen til at indstille sin sabotage begyndte forskellige korps, deriblandt Hipokorpset, at udføre modterror rettet imod den danske befolkning. Kollektiv afstraffelse via hævn­drab og modsabotage skulle afskrække modstandsbevægelsen. Et eksempel på den hårdhændede modsabotage ser vi i forbindelse med et angreb på Hipokorpset, hvor en hipomand blev skudt og dræbt ved Blågårds Plads i København.

Som hævnaktion herfor sprængte danskere i tysk tjeneste natten efter en række forretninger i området, og fire tilfangetagne kommunister blev henrettet offentligt. Modsabotagen og henrettelserne skulle statuere eksempler over for de involverede parter. Der skulle ikke herske tvivl om, hvad konsekvenserne var, hvis man ikke indordnede sig efter besættelsesmagten.

Lagt for had

Medlemmerne af Hipokorpset blev hurtigt efter korpsets etablering lagt for had i den danske befolkning. Befolkningen foragtede dem, og modstandsbevægelsen rettede hurtigt deres opmærksomhed imod det lille korps. De blev et yndet mål for modstandsbevægelsens likvideringsforsøg, der kunne ramme dem når som helst. Korpsets medlemmer måtte derfor dagligt leve i frygt for deres liv. Hipomanden Ivang Haaeman fortæller, hvordan han, når han begav sig hjem efter fyraften, altid havde: ”en pistol i lommen, med en patron i kammeret, og så holdt jeg pegefingeren om aftrækkerbøjlen, så jeg lynhurtigt kunne skyde ud gennem lommen… Jeg ville sælge mit liv så dyrt som muligt”.

At frygten var velbegrundet, ses tydeligt i en situation, hvor en hipomand under et skænderi havde truet to kommunale vagtfolk med en pistol. Han skrev efterfølgende til dem og forklarede, at: ”i tider som disse må vi, der er udsat for snigmord, og hvis kammerater gang på gang bliver skudt ned bagfra, være forsigtige, og i givet fald hensynsløse”. Han blev kort tid efter likvideret foran sin bopæl.

At Hipokorpset blev lagt så voldsomt for had skyldtes også deres ofte meget brutale fremfærd over for folk, der krydsede deres vej. Anvendelse af tortur i forbindelse med afhøringer var ikke noget særsyn og også ved almindelige anholdelser benyttede hipofolkene særdeles hårdhændede metoder. Korpset foretog 6–800 anholdelser i den periode, de eksisterede, og eksemplerne på deres voldelige opførsel er talrige.

Under en anholdelsesaktion i Københavns centrum ser vi et eksempel på korpsets brutale fremgangsmåde. To mistænkte var blevet anholdt, da de havde vist sig at være tidligere politifolk og bevæbnede. Efter at være blevet kommanderet ud af deres køretøj, forsøgte den ene af de anholdte pludselig at stikke af. Den flygtende blev omgående skudt ned, og liggende såret og forsvarsløs på jorden, blev han koldblodigt henrettet af den ene hipomand med to–tre skud i hovedet.

Situationer som denne er tydelige eksempler på, at Hipokorpset var civile danskere i uniform og ikke uddannede politifolk. De var ikke trænede i at håndtere pressede situationer og tyede derfor ofte til unødvendigt brutale midler.

Almindelige danskere

Historien om Hipo er dog ikke entydigt negativ. Der er bl.a. beretninger om, hvordan ca. 50 hipofolk deltog aktivt i forsøget på at redde børn ud af den udbombede franske skole på Frederiksberg. Engelske fly havde den 21. marts 1945 ved en fejltagelse smidt deres bombelast over et beboelseskvarter og lagt det og skolen i ruiner.

Side om side med andre redningsarbejdere kæmpede Hipofolkene intensivt for at redde de indespærrede skolebørn ud af de rygende ruiner. Deres heltemod i forbindelse med redningsarbejdet stod i stærk kontrast til befolkningens syn på det forhadte korps. En frivillig hjælper fortæller blandt andet, at han var ked af, at ”to hipofolk mistede livet, selv om de var mine fjender”.

Efter krigen stod hipofolkene tilbage som udstødte og uønskede elementer af den danske befolkning. Under efterkrigstidens retsopgør blev så godt som samtlige overlevende medlemmer af korpset således også idømt fængselsstraffe på mellem 10 år og livstid. Derudover blev mange hipofolk dømt til døden og henrettet for deres brutale virke i besættelsesmagtens terrorregime.

MERE HER: Danmark Besat af Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Vium Olesen og Jakob Sørensen (2010)

Nu kommer filmen om Margaret Thatcher, en af 1900-tallets mest kontroversielle politikere. De, der fik gavn af 1980’ernes hårdhændede reformer, var glade for hende. For mange andre blev hun et hadeobjekt.

Tekst: Ulf Persson

Natten til den 12. oktober 1984 havde roen sænket sig over den engelske badeby Brighton. Sommergæsterne var rejst hjem for længe siden. I stedet var byen fuld af ministre og andre toppolitikere i anledning af torypartiets kongres. Hovedpersonen var naturligvis partilederen, premierminister Margaret Thatcher. Selvom klokken nærmede sig tre om natten, var hun stadig vågen i sin hotelsuite og forberedte sig på den tale, hun skulle holde den følgende dag. Hun havde vænnet sig til kun at få fire timers søvn pr. nat – mere var ikke nødvendigt for hende.

Pludselig blev roen afbrudt af en voldsom eksplosion. Hele hotellet rystede. Sten og murbrokker fløj omkring i luften. Dele af bygningen brasade sammen.

Men Thatcher var uskadt. Hun skiftede tøj og blev derpå eskorteret til den lokale politistation sammen med sin mand. Til medierne sagde hun, at partikongressen skulle fortsætte som planlagt. Næste formiddag holdt hun sin tale, men med visse ændringer.

”Angrebet mislykkedes. Alle forsøg på at ødelægge demokratiet med terrorisme vil mislykkes,” sagde hun.

Optrådte beslutsomt

Margaret Thatcher havde overlevet et af de værste terrorangreb i Storbritanniens historie. Fem personer omkom, og omkring 30 blev kvæstet af bomben, som var blevet placeret i et af hotelværelserne af det nordirske IRA. Med sin frygtløse opførsel forstærkedes billedet af premierministeren som yderst beslutsom, principfast og jernagtig.

Hun blev født som Margaret Roberts den 13. oktober 1925 i den lille, engelske landsby Grantham. Faderen var en succesrig købmand og senere borgmester.

Margaret Thatcher blev den sidste af Storbritanniens premierministre, der voksede op før og under 2. verdenskrig. Hun glemte aldrig den nød, folk blev udsat for, da bomberne faldt over London og andre byer. Tanken om Storbritanniens heroiske kamp mod Hitler fyldte hende med stolthed. Ikke uventet var Thatchers store politiske idol Churchill.

I begyndelsen af 1940’erne studerede hun kemi ved universitetet i Oxford. I Oxford engagerede Margaret sig politisk, og der begyndte så småt at komme gang i karrieren. Hun mødte Denis Thatcher, en ti år ældre forretningsmand, der imponerede Margaret med sin hurtige bil og verdensvante attitude. De mødtes tit, dog ikke om lørdagen. Da spillede han rugby, og hun brugte tiden på politik. I 1951 giftede de sig, og hun begyndte at læse jura. I 1953 fik de tvillingerne Mark og Carol.

Valgt ind som småbørnsmor

Man skulle tro, at det som ung mor til to børn i 1950’erne ville være svært at satse helhjertet på en politisk karriere samtidig med et universitetsstudium. Men Margaret havde ingen planer om at gå hjemme. I sine memoirer skriver hun: ”Selvom hjemmet altid burde være centrum i ens liv, skal det ikke udgøre grænsen for ens ambitioner.” Efter flere mislykkede forsøg blev hun i 1959 valgt ind i det engelske underhus. Da var hun 34 år gammel.

I begyndelsen af tresserne begyndte hun at skabe sit image. Hun fik bl.a. sin karakteristiske frisure. Hun blev også trænet i kunsten at tale. En af dem, der hjalp hende, var skuespilleren Laurence Olivier. I 1975 besluttede Thatcher sig for at udfordre Ted Heath som leder af det konservative Toryparti. Med en del nervøsitet opsøgte hun Heath på hans kontor og fortalte, at hun havde besluttet sig for at blive hans modkandidat. Hun blev mødt med et skuldertræk og et nærmest uinteresseret ”Hvis det ikke kan være anderledes” fra Heath.

Magtkampen var startet. Den endte med en overbevisende sejr til Thatcher. I februar 1975 blev hun partiets første kvindelige leder. Fire år senere blev Thatcher udnævnt til Storbritanniens første kvindelige premierminister. Hun blev straks stillet over for gigantiske udfordringer. Storbritannien havde en høj inflation og en endnu højere arbejdsløshed. Industrien var gammeldags og ineffektiv. Hun brændte af iver for at komme i gang. Da politikerkarrieren var ved at lakke mod enden, sagde hun med et suk: ”Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne gøre alt det der igen!”

Udfordrede fagforbundene

Margaret Thatcher var, for at udtrykke det mildt, ikke særlig nostalgisk anlagt. Hvis hun mente, der var behov for kraftfulde forholdsregler for at få det økonomisk svage Storbritannien på fode igen, så var der ingen pardon. Som overbevist antisocialist udfordrede hun de stærke fagforeninger, og et socialbistandssystem som, ifølge Thatcher, opfordrede til dovenskab og fuskeri. Løsningen var sociale nedskæringer og privatiseringer. Med tiden fik politikken sit eget navn: thatcherisme.

Som konservativ moralist værnede Thatcher om den traditionelle kernefamilie. Hun ville gøre det sværere at blive skilt og havde – sin egen karriere til trods – intet til overs for kvindebevægelsen. Individets frihed og pligt var thatcherismens mantra. Folk måtte tage ansvar for deres eget liv og skulle absolut ikke falde tilbage på socialhjælp. Det skulle også kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, at arbejde.

Samme moralske indstilling gjaldt også på det internationale plan. Thatcher havde intet til overs for kommunismen og styret i Sovjetunionen. Hun holdt sig heller ikke tilbage fra at sige det offentligt. Sovjet svarede igen ved at døbe hende ”Jernladyen”.

Men hun besøgte landet flere gange, kunne godt lide menneskene og fik et udmærket forhold til dets sidste leder, Michail Gorbatjov. Blandt sine internationale kolleger kunne hun bedst lide Ronald Reagan. Hun satte pris på hans charme og humor – men også på hans politik. De blev så gode venner, at de kom på fornavn med hinanden.

Krig mod Argentina

Falklandskrigen blev dog den internationalt mest betydningsfulde hændelse for Margaret Thatcher. I april 1982 gik Argentina til angreb på den britiske øgruppe i Sydatlanten. Thatchers regering svarede igen med at sende en flådestyrke og landsætte 5 000 britiske soldater. En måned senere blev de argentinske tropper nødt til at kapitulere. For den britiske regering var den korte og succesrige krig en stor prestigesejr.

Thatcher vakte også meget stærke følelser i sit hjemland – både kærlighed og had. Bombeattentatet i Brighton i 1984 var ikke det eneste terrorangreb, IRA rettede mod hende, men det var det mest alvorlige. I en berømt pressemeddelelse skrev organisationen ”I dag havde vi ikke heldet med os. Men husk, vi skal kun have heldet med os én gang; I skal have heldet med jer hver gang.”

Men Thatcher klarede sig. Hun blev genvalgt to gange og var premierminister i 11 og et halvt år, hvilket dengang var rekord. Den 28. november 1990 overlod hun Downing Street til partikollegaen John Major. En epoke var slut.

I sine memoirer udviser hun ingen falsk beskedenhed, hvad angår hendes egen indsats: ”Jeg var den rette person på det rette sted i det rette øjeblik!”

MERE HER: Thatcher (2010) af Jørgen Sevaldsen

Borgerkrigen i 1534–36, der blev døbt Grevens Fejde, blev skelsættende for Danmarks udvikling. Det var på en gang en religionskrig, en kamp om kongemagten og et bondeoprør mod adel og herremænd.

Tekst: Tine Toubro

Viborg summede af liv fra morgenstunden den 9. september 1536. Borgere og bønder var stimlet sammen for at få et glimt af Skipper Clement, der skulle henrettes for sine handlinger to år tidligere.

Optrinnet vækkede blandende følelser blandt tilskuerne. Skipper Clement havde været en karismatisk mand, som havde givet bønderne håb om en bedre tilværelse, og ført an i et oprør mod adelen og de katolske bispers magt. Oprøret havde dog ført til en helt anden virkelighed for bønderne.

Kampen var tabt og erstattet af øgede skatter og repressalier fra magthaverne. Livet ville have været nemmere, hvis Skipper Clement aldrig var dukket op.

Nederlaget og to år i fangehullet havde også knækket Clement. Tilskuerne så en nedbrudt mand, der mindede om et vildt dyr. Nogen havde som hån presset en blykrone ned over hovedet på ham for at minde om de ambitioner, der havde ført ham til hans henrettelse. Kronen blev siddende på det afhuggede hoved, mens resten af hans krop blev parteret og lagt på hjul og stejle. De makabre rester af oprøreren blev udstillet forskellige steder i Viborg, til skræk og advarsel.

To samtidige konger

Kimen til borgerkrigen blev lagt langt tidligere. I 1523 blev Christian 2. sendt i eksil af det danske rigsråd, der i stedet kronede farbroderen hertug Frederik af Gottorp, under navnet Frederik 1. Hans regeringstid blev dog urolig. Frederik blev konge på adelens og kirkens nåde, og hans regering var præget af indrømmelser og gaver til støtterne. Til gengæld lagde kongen flere og flere skatter på bondestanden.

Samtidig sad Christian 2. i Nederlandene og arbejdede for at rejse en hær til at indtage Danmark. Det tog 10 år, men i 1531 kunne Christian 2. igen vende sig mod Danmark. Han sejlede til Norges kyster for at begynde generobringen. Det trak dog ud, og de to konger aftalte at mødes i København for at forhandle.

Frederik 1. lovede Christian frit lejde, men havde ingen intentioner om at give indrømmelser til sin besværlige nevø. I stedet brød han sit ord og fik Christian sejlet til Sønderborg Slot, hvor ekskongen blev holdt som fange de næste 17 år. Med sin æreløse handling havde Frederik 1. skaffet sig fred, men det varede kun kort – året efter, i april 1533, døde han selv.

Danmark som republik

Den naturlige arvtager var Frederiks ældste søn, hertug Christian. Han var dog overbevist lutheraner, og rigsrådet, med de katolske bisper i spidsen, nægtede at vælge ham. Ingen andre kandidater var acceptable for rigsrådet, og Danmark forblev derfor reelt uden regent. I over et år fungerede landet som republik. Det gav grobund for, at adelsmændene og bisperne regerede som små konger i deres respektive områder, men også for at almindelige folk kunne udtrykke deres utilfredshed og ønsket om ændringer.

Efter et års stilstand tog begivenhederne fart i foråret 1534. Grev Christoffer af Oldenburg var en fjern slægtning af Christian 2., og han satte ud for at erobre kongemagten i Christian 2.s navn. Christoffers ambitioner var nok rettet mod selv at tage tronen; under alle omstændigheder blev borgerkrigen opkaldt efter ham og ikke efter ekskongen. Skåne og Sjælland var hurtige til at slutte sig til grevens oprør, Fyn fulgte snart efter. Det fik rigsrådet til alligevel at anerkende hertug Christian som landets nye konge, og han blev hyldet som Christian 3. i Sønderjylland.

Skipper Clement i Ålborg

Skipper Clement var en søofficer der havde sejlet til Norge med Christian 2. i 1531. Han sluttede sig til grev Christoffers sag og blev sendt til hjembyen Ålborg for at sprede oprøret til Jylland.

Utilfredsheden havde ulmet hos de jyske bønder, for de tog begejstret imod deres nye leder. Den jyske adel var dog ikke så tilbøjelige til at tilslutte sig oprøret som deres sjællandske standsfæller, og bondehæren drog hærgende og plyndrende gennem det nordlige Jylland. Et stort antal herregårde blev brændt af og ejerne drevet på flugt.

Det er uvist, hvorvidt det var vigtigt for bønderne, hvilken Christian der blev deres nye konge, men de har benyttet sig af anledningen til at gøre regnskabet op med de lokale adelsmænd. I efteråret 1534 var hele Nordjylland og Vestjylland indtil Varde i Skipper Clements og bondehærens hænder.

De jyske adelsmænd fulgte uroligt situationen. Adelsmændene samlede hurtigt en hær på 600 tungt bevæbnede ryttere og red ud for at sætte en stopper for bondeoprøret, før det spredte sig sydpå. Bønderne var talmæssigt overlegne, men de var så dårligt udrustet, at adelshæren ikke betænkte sig et øjeblik, før de angreb den 10 gange så store bondehær. Deres overmod fik fatale følger.

Skipper Clement havde valgt klogt, da han lod sin hær tage opstilling på nogle bakker ved Svenstrup uden for Ålborg. Efterårsregnen havde gjort markerne sumpede, og hestene gled, faldt eller sad fast i mudderet. Riddernes tunge rustninger hæmmede deres bevægelsesfrihed i sølet, og bønderne med deres primitive spyd og køller var pludselig farlige modstandere.

Fanget af bonde

Mange af rigets mægtigste mænd døde på slagmarken, resten blev taget til fange eller flygtede. Bondehærens sejr var total.

Christian 3., der endnu kun var anerkendt som konge i Sønderjylland, sendte sin bedste feltherre og sin barndomsven, Johan Rantzau, mod oprørerne. Rantzaus professionelle tropper indgød stor frygt hos bønderne, der blev drevet foran hæren hele vejen op igennem Jylland. Først da de nåede Skipper Clement i Ålborg, standsede resterne af bondehæren og forsøgte at forskanse sig bag byens dårligt befæstede mure. Deres antal var nu skrumpet til ca. 1 000 mænd.

Rantzau selv var den første til at forcere bymuren, og hans soldater erobrede med lethed byen. Mindst 800 oprørere blev dræbt under kampen, og lige så mange borgere blev nedslagtet under soldaternes plyndring. Skipper Clement undgik at blive dræbt i slaget og slap hårdt såret væk fra Ålborg.

Friheden blev dog kort. Ironisk nok blev han fanget af en bonde, der overgav ham til Johan Rantzau.

Resterne af bondeoprøret blev slået brutalt ned. Selvejende bønder i hele området fik konfiskeret deres ejendom, og alle, der havde opfordret til oprør, blev øjeblikkeligt henrettet. Kun Skipper Clement blev holdt i live – han havde endnu en rolle at spille.

Hele Danmarks konge

Efter at have underlagt sig hele Jylland vendte Johan Rantzau sig mod øst. På Fyn ydede oprørerne hård modstand, men blev brutalt nedslagtet. Da turen kom til Sjælland, havde bønderne og den lokale adel lært lektien. De underkastede sig Christian 3. uden kamp. Kun København holdt stand, og den 24. juli 1535 begyndte Rantzau en belejring af byen, der skulle vare over et år. Hungersnød bredte sig i København, og borgerne sloges indbyrdes om de sparsomme forsyninger.

I august 1536 måtte byen endelig overgive sig. En måned senere blev Skipper Clement ført ud på torvet i Viborg og henrettet som symbol på, at borgerkrigen nu var endegyldigt slut. Christian 3. var hele Danmarks konge.

Mere her: På Guds og Herskabs Nåde af Alex Wittendorff (2003)

Efter at være blevet mishandlet og ydmyget greb den keltiske dronning Boudicca til våben mod romerne. Det oprør, hun ledede, var tæt på at gøre en ende på det romerske Britannien.

Tekst: Magnus Västerbro

Afgørelsens time var kommet. I en dyb dal et eller andet sted ude på landet i Britannien havde knap 10 000 romerske soldater taget opstilling for at forsøge at knuse den keltiske dronning Boudiccas oprør. Et stykke derfra stod Boudicca på en stridsvogn med sine døtre ved sin side foran et hav af krigere. Med klar stemme holdt hun en kraftfuld tale til de forsamlede:

”Vi har allerede knust en legion, der gik i kamp mod os, resten skjuler sig i lejren eller ser sig om efter en lejlighed til at flygte. De vil ikke kunne modstå bulderet og råbene fra så mange tusind krigere, for slet ikke at tale om vore stød og slag.” Med hævede våben og øresønderrivende kampråb styrtede kelterne derpå frem mod fjenden.

Romernes forræderi

Sådan gik det til, da dronning Boudiccas styrker satte sit afgørende stød ind, ifølge den romerske historieskriver Tacitus. Baggrunden for oprøret var et dødsfald. I år 60 e.v.t. døde kong Prasutagus, hersker over den keltiske stamme icenerne i Britannien.

På det tidspunkt var det 17 år siden, romerne havde erobret Britannien. I stedet for at kæmpe mod det mægtige imperies hær havde Prasutagus valgt at samarbejde. Det gav hans folk, der boede i den østlige del af vore dages England, en længerevarende periode med velstand og relativ ro.

Efter begravelsen viste det sig, at Prasutagus havde testamenteret sit rige, dels til sine to døtre og dels til den romerske kejser Nero.

Tanken var, at det smidige samarbejde skulle fortsætte. Rom skulle modtage en betragtelig tribut hvert år, og icenerne skulle have lov til at leve videre, som de altid havde gjort. Prasutagus’ døtre var stadig mindreårige. Derfor måtte hans enke Boudicca træde til som regent, mens man ventede på besked fra Rom.

Budet lod ikke vente længe på sig. Icenernes rige skulle indlemmes i imperiet. De romerske soldater blev sluppet løs. Dronning Boudicca blev pisket og hendes døtre voldtaget. Icenernes stormænd blev gjort til slaver og deres land plyndret.

Hvad der derefter skete, er beskrevet af de romerske historikere Dio Cassius og Tacitus, hvis farbror selv blev vidne til en del af de dramatiske begivenheder.

Tacitus kritiserer romernes grusomhed og grådighed. Når man behandlede de stolte keltere så dårligt, kunne man ikke regne med andet end et blodigt oprør, mente han tilsyneladende. Desuden havde romerne sjusket med at befæste deres byer, selvom hele Britannien ikke var på romerske hænder.

Samlede sit folk

Dronning Boudicca samlede sit folks bedste krigere og sammenkaldte så til et møde med flere andre stammer. Ifølge Dio Cassius skal Boudicca have holdt en brandtale, hvor hun bl.a. mindede om, at Rom tidligere var blevet besejret. Fx havde germanernes feltherre Arminius knust flere legioner i Teutoburgerskoven 50 år tidligere og på den måde sikret sig sit folks selvstændighed.

Boudicca bliver af Dio Cassius beskrevet som ”meget høj og skrækindjagende, med et skarpt blik og en streng stemme”. Hun skal have haft gulbrunt eller rødt hår, der nåede hende til hofterne. Om halsen bar hun et guldsmykke. Hun var altid klædt i en kulørt tunika og bar over den en tyk kappe.

Mens de keltiske styrker samlede sig, var hovedparten af de romerske legioner i Britannien optaget af at forsøge at erobre øen Anglesey i Wales. Da Boudicca og hendes tropper trængte frem, mødte de derfor i starten kun begrænset modstand. Deres første større mål blev Camulodunum, vore dages Colchester. Efter et kort og blodigt slag blev byen grundigt plyndret.

Straks derpå stødte Boudicca og hendes krigere for første gang på et mere samlet forsvar. Dele af romernes 9. legion kom marcherende for at slå oprøret ned. Boudiccas hær lå i baghold, kastede sig over dem og dræbte alle. Pludselig lå hele den romerske provins i princippet åben. De keltiske krigere trængte mod syd, plyndrende og hærgende.

Ifølge Dio Cassius blev deres hævn grusom. Under ceremonier til sejsgudinden Andrastes skal romerske adelskvinder bl.a. være blevet hængt nøgne op og torteret for derefter at blive spiddet på spidse pæle.

Plyndrede og brændte

Samtidig var nyheden om oprøret nået frem til den romerske øverstbefalende Suetonius, som skyndte sig af sted med sine tropper. Han kom til Londinium, vore dages London, inden Boudicca og hendes mænd nåede dertil. Efter kort tids overvejelse besluttede han sig dog for at forlade byen og vente på en bedre lejlighed til at tage kampen op mod oprørerne. Også Londinium blev plyndret, og de romere, som ikke overgav deres ejendom til fjenden, blev dræbt.

På kort tid blev hele det romerske Britannien i princippet lagt i ruiner af Boudicca og hendes krigere. Tacitus taler om, at helt op mod 80 000 romere skal have mistet livet, men tallene er meget usikre. Da nyheden om katastrofen nåede Rom, blev kejser Nero efter sigende så rystet, at han var meget tæt på at beordre, at Britannien skulle opgives for altid.

Men hærchefen Suetonius gav igen. Han opsøgte den keltiske hær og udfordrede den til åben kamp. Hans hær mønstrede kun ti tusind mand, eftersom den øverstbefalende for en anden legion nægtede at gå med – hvorfor vides ikke. Over for dem stod Boudicca med de samlede keltere. Ifølge Dio Cassius var de tæt på 300 000, men dette tal er formentlig alt for stort.

Suetonius havde dog valgt stedet for feltslaget med omhu – en smal dal, hvor kelterne ikke kunne drage nytte af deres overlegne antal. Desuden var de romerske soldater benhårdt disciplinerede og veltrænede – en effektiv krigsmaskine.

Blev totalt knust

Boudiccas angreb var ikke velkoordineret. En byge af romerske kastespyd og pile slog ned over dem. Så trak romerne deres sværd og begyndte metodisk at hugge sig frem gennem rækkerne af fjender. Snart forsøgte kelterne at flygte i desperation, men nu viste det sig, at de til en vis grad var spærret inde. Bag dem stod nemlig en lang række vogne, hvor deres familier havde samlet sig for at se den afgørende kamp.

Ifølge Tacitus skal op mod 80 000 keltere være blevet dræbt, mens romerne kun mistede 400 soldater. En ting er i hvert fald sikkert: Boudiccas styrker blev totalt knust. Tacitus fortæller, at dronningen tog sit eget liv efter kampen.

Boudiccas oprør fik dog til følge, at romerne kunne forstærke deres greb om Britannien. Senere guvernører fik dog strenge ordrer på, at kelterne ikke skulle behandles så dårligt fremover.

Boudicca selv forsvandt ind i historiens tåger. Først under renæssancen blev Tacitus’ skrifter igen opdaget, og hun blev atter kendt. En rigtig legende blev Boudicca dog først i 1800-tallet, hvor hun blev gjort til et britisk nationalsymbol.

Måske kan det betragtes som en skæbnens ironi, at Boudicca, der kæmpede mod et imperium – det romerske – genopstod som symbol på et andet, det britiske. I 1905 indviede man en statue til hendes ære uden for parlamentsbygningen i London – den by, hun selv plyndrede engang.

MERE HER: The Boudican Revolt Against Rome af Paul R Sealey (2004) ● Boudica af Graham Webster (2000)

Den driftige og berejste Georg Carstensen skabte Tivoli i 1843, men hans hvileløse natur gjorde, at han gang på gang måtte forlade sine ambitiøse projekter i ind- og udland.

Tekst: Thomas Oldrup

Georg Carstensen stod med sin høje, sorte hat og bukkede ærbødigt for gæsterne den 15. august 1843. Han gav hver og én et personligt håndtryk. Det blev til 3 615 håndtryk den aften. Gæsterne besøgte hans nye initiativ midt i København, kaldet ”Kjøbenhavns Sommertivoli og Vauxhall”, eller blot Tivoli. I haven hørtes tonerne fra den berømte komponist og kapelmester H. C. Lumbye fra en koncertsal i tyrkisk stil.

Øjeblikkelig succes

I søen lå små gondoler og artister gik på line hen over den gamle voldgrav. Der var forlystelser som russiske glidebaner og konditorpavilloner. Carstensen havde selv designet de fleste boder, pavilloner og restauranter. Gæsterne strømmede til, som sagt allerede den første dag, og roste Carstensen og haven og festilluminationen for den smag og dygtighed, hvormed den var opført. Carstensen lyste den aften.

Allerede i den første, korte sæson fra den 15. august til den 11. oktober besøgte 175 000 mennesker haven. En af dem var H. C. Andersen, der kom den sidste aften i sæsonen. Her blev han inspireret til beskrivelsen af kejserens have i det, han i sin dagbog kalder ”mit kinesiske eventyr”, Nattergalen. Tivoli var en københavnsk succes fra dag ét. Det var Carstensen, der havde fået idéen til at anlægge en forlystelseshave på den bare militærmark og fået Christian 8.’s tilladelse – for præcis 170 år siden – til at bebygge de såkaldte glacier ved Vesterport lige uden for voldene.

Måske havde han snuppet idéen fra to andre – en papirhandler og en kunstdrejer – der havde ansøgt kongen om næsten det samme kort inden, også under navn af Tivoli, og hvis plan var blevet omtalt i dagspressen, men det har man siden haft en tendens til at glemme.

Under alle omstændigheder var det en særdeles fremsynet idé af internationalt tilsnit, hvormed det europæiske forlystelsesliv blev introduceret til københavnerne.

Johan Bernhard Georg Carstensen var også en mand med internationalt udsyn. Han var født i Algier i 1812, som søn af stedets danske generalkonsul. I en ung alder vendte han tilbage til København, hvor han fik en fin uddannelse og havnede i militæret og fik rang af løjtnant.

Forlystelseskongen

I flere år rejste han i Spanien, Marokko, Algier, Nordamerika, Portugal, England og Frankrig. I de nordamerikanske fristater og i Paris beskæftigede han sig med litterære sysler og udgav bl.a. et litterært tidsskrift i Philadelphia. Ved sin hjemkomst til København i 1839 opstartede han to salonblade. Det drejede sig først om det litterært-artistiske tidsskrift Portefeuillen og senere Figaro. For bladenes abonnenter holdt han storslåede fester i bl.a. Kongens Have, og som arrangør af disse fester med levende musik (ved kapelmester H. C. Lumbye), udskænkning og smukke fyrværkerier viste han et stort talent. Publikum var henrykt. Han var en sprudlende initiativtager og idémand og havde fingre i store dele af hovedstadens forlystelsesliv.

Carstensen var uhyre driftig og entusiastisk. Han var en sanselig levemand med appetit på livet. Han var gift to gange, men havde en del erotiske eventyr ved siden af.

Han var alkoholiker det meste af sit korte liv og vekslede – også privat – mellem at være ludfattig og temmelig velhavende. Han skabte fest og katastrofer omkring sig hele sit liv.

Rastløst rejsende

Carstensen var mest af alt en rastløs mand. Han var sprængfyldt af gode idéer, men hans økonomiske ansvarlighed og begavelse kunne ligge på et meget lille sted, både privat og forretningsmæssigt. Ikke alle hans gode idéer faldt i god jord hos Tivolis konservative bestyrelse. Han åbnede det konkurrerende forlystelsessted Casino i 1847, et vintertivoli med koncertsal, som dog gik fallit.

Den rastløse mand drev videre. Han meldte sig frivilligt til treårskrigen mod preusserne i 1848–50, hvorefter han søgte tjeneste på de vestindiske øer. I 1852 slog han sig ned i New York, hvor han bl.a. udarbejdede tegningerne til udstillingsbygningen Crystal Palace i New York på verdensudstillingen i 1853. En af paladsets første præsidenter var den navnkundige P. T. Barnum. Paladset brændte desværre 5. oktober 1858. Det tog kun 25 minutter for hele konstruktionen at forsvinde.

Nyt projekt: Alhambra

Midt i 1850’erne vendte han tilbage til København. Hans helbred var svækket, men energien fejlede ikke noget. Et projekt, Carstensen havde fingrene med i, var anlægget af en af Københavns første sporvognsruter. Han ansøgte i begyndelsen af 1856 om tilladelse til at anlægge og drive en sporvognslinie mellem Frederiksberg Runddel og Tivoli.

Han arrangerede igen fester og fik bevilling til at anlægge en ny forlystelseshave, Alhambra, på Frederiksberg. Kapitalen blev samlet, arbejdet påbegyndt, og første udgave af et nyt ugeblad var endda udkommet. Det skulle stå i forbindelse med etablissementet.

Via tegningerne nåede Carstensen i høj grad at præge haven. Den mauriske stil lå ham ikke fjern pga. hans fødested og rejser, og ambitionerne fejlede heller intet: Teatret var Danmarks største.

Svingede glædens tryllestav

Carstensen døde pludselig den 4. januar 1857, 44 år gammel. Han døde efter kort tids sygdom som et resultat af en uforsigtigt behandlet forkølelse, der udartede sig til en brystinflammation (lungebetændelse), som der står i hans nekrolog.

Han døde alene. Hans kone var bortrejst, så det var hans mor og søskende, der måtte bekendtgøre hans død i Berlingske Tidende den 7. januar. Han blev begravet to dage senere på militærkirkegården Garnisons Kirkegård, hvor han – sin rastløshed til trods – ligger endnu.

H. C. Andersen så ham som et geni og skrev et hyldestdigt til ham. Den sidste sætning lyder: ”Hvo svinger Glædens Tryllestav som Du.” Robert Neiiendam skrev senere disse ord om ham:

”Carstensens springske Fantasi og letvakte Begejstring gav ham et Præg af Genialitet, men Løsheden i hans Karakter svækkede alt, hvad han foretog sig. Hans Brist var et Misforhold mellem hans Startglæde og hans Udholdenhed.” Han nåede ikke at se Alhambra åbne på Frederiksberg et halvt år senere. Alhambra blev dog en fiasko, og forlystelseshaven gik fallit efter 13 år. I dag er der kun et gadenavn, Alhambravej, tilbage. I dag er ingen af Carstensens originale træbygninger bevaret i Tivoli.

Men Tivolisøen er en rest af Stadsgraven, og ved Dragebådene står nogle hvidtjørne, der ifølge overleveringen stod på voldgravens kant, så de er ældre end Tivoli. Det er også en idé fra Carstensens tid, at Tivolis grundplan arbejder med forlystelser i den sydlige ende og anlæg og arkitektur i den nordlige. Placeringen af hovedindgangen er som på Carstensens tid, men bygningerne er fra 1890.

11 år efter hans død blev der rejst en buste af ham i Tivoli, den have og den idé, som hans navn for evigt vil være knyttet til. ●

Mere her: Georg Carstensen – Tivolis stifter af Steen Kristensen (2003)

Da 1. verdenskrig brød ud i sommeren 1914, var soldaterne blevet lovet, at de ville være hjemme igen ”inden løvfald”. Juleaften lå de stadig i skyttegravene, og ingen turde håbe på en nært forestående fred. Så opstod der en besynderlig våbenhvile.

Tekst: Tomas Blom

Juleaften 1914 falder skumringen over soldaterne. Skyttegravene strækker sig mange kilometer hen over Flanderns mudrede marker som to snoede slangekroppe, helt tæt på hinanden.

Mellem de pigtrådskantede grøfter ligger ”Ingenmandsland”, et område med kålmarker, der er blevet flænset op af eksplosioner og oversået med dræbte mænd. Flere uger med konstant regn har gjort tilværelsen sur for både tyskere og englændere, men nu er fugten blevet afløst af en bidende kulde. Frosten dækker landskabet og gør det endelig muligt for soldaterne at komme frem uden at synke i til knæene i det dybe mudder.

Krigen har snart stået på i et halvt år, og håbet om, at soldaterne kan komme hjem, inden bladene falder af træerne, er for længst dødt. Livet i skyttegravene føles allerede for mange, som om det har stået på i en evighed. Det er en både trøstesløs og evig kamp mod fugt, kulde, lus, rotter – og fjender.

Fik julegaver

Stormangreb, granat-ild og snigskytter har været årsag til store tab på begge sider. Alligevel har ingen af siderne erobret eller tabt den mindste meter. Men nu er det i hvert fald snart jul. Soldaterne på begge sider har fået julegaver hjemmefra: tobak, chokolade, varme tæpper. Alle englændere har fået et portræt af kongen og dronningen, og tyskerne kan glæde sig over hver deres tobakspibe fra kejseren.

Efter mørkets frembrud slår de engelske vagtposter alarm. Rækker af lys er blevet tændt langs hele den tyske linje. Så langt øjet rækker, lyser små, flakkende flammer på kanten af skyttegravene. Det varer lidt, inden englænderen forstår, hvad det er – juletræer!

Tyskerne, eller ”Fritzerne” som de bliver kaldt af fjenden, har deres elskede juletræer med i felten. Og så lyder der sang. Op mod den stjerneklare himmel stiger tonerne af den elskede julesalme: ”Stille Nacht, heilige Nacht”, sunget med stor indlevelse af smukke stemmer.

Sangen bliver hilst med jubel og klapsalver fra den britiske side kun få hundrede meter borte. Og briterne – der bliver kaldt ”Tommies” – svarer også med sang, dog nok ikke helt så stemningsfuldt. ”It’s a long way to Tipperary” skråler man ud i nattemørket, og forbløffende mange tyskere stemmer i. Mange af dem har nemlig arbejdet i London som taxachauffører eller tjenere, inden krigen brød ud.

Ingen skud affyret

Morgenen derpå hænger der tynde tågeslør hen over Ingenmandsland. Der hersker en besynderlig, afventende stilhed. Ikke et eneste skud affyres. Pludselig bliver stilheden brudt af en mand, der er kravlet op på kanten af tyskernes skyttegrav, sært nok uden at tage sig af risikoen for at blive ramt af en snigskytte. Et stort skilt bliver stukket op fra skyttegraven bag ham. Der står: ”You no fight, we no fight! Merry Christmas!” Den frygtløse mand vinker mod fjenden og råber: ”God jul, Tommy! Kom på besøg!”

Det varer et lille stykke tid, så stikker et halvt dusin britere hovedet op. Mændene ser sig omkring, de er forberedt på i næste sekund at kaste sig hovedkuls ned igen. Men der sker ikke noget, ingen skud bliver affyret. Nu er flere tyskere klatret op ovre på deres side, og de vinker til velkomst.

Forlod skyttegravene

Englænderne tager mod til sig, forlader skyttegraven og går langsomt ud mod midten af den sønderskudte stribe land, der adskiller dem fra fjenden. Tyskerne kommer dem i møde, ubevæbnede og med udstrakte hænder. På store dele af vestfronten opstår der denne jul 1914 en spontan våbenhvile. Mænd, der døgnet inden har gjort deres bedste for at tage livet af hinanden, mødes ansigt til ansigt. De lærer hinanden at kende, taler sammen, byder hinanden på tobak og drikkevarer, udveklser souvenirs og omgås på helt almindelig vis – midt under krigen.

Noget af det første, der skete under våbenhvilen, var, at officerer fra begge sider mødtes og blev enige om at begrave de døde. Ligene, som lå spredt ud over Ingenmandsland, blev derpå samlet sammen og sorteret efter nationalitet, og der blev gravet grave. Der fandt også mindst en fælles gudstjeneste sted, hvor ca. 100 englændere og tyskere blev stedt til hvile af en engelsk feltpræst.

Da dette triste arbejde var tilendebragt, benyttede begge sider lejligheden til i fred og ro at arbejde på at gøre de elendige skyttegrave en smule mere beboelige. Våbenhvilen holdt nemlig også hen over Anden Juledag.

Ingenmandsland blev forvandlet til et velbesøgt strøg, men man var stadig en smule på vagt. Der fandt spionage sted. Forklædt som tyske soldater lykkedes det bl.a. en engelsk officer at finde frem til en skjult maskingeværrede.

Men de fleste af mændene brugte tiden på at omgås og lære hinanden at kende. Tilstedeværelsen af mennesker i det ellers ødelagte område mellem skyttegravene skræmte en flok harer op, og det førte til en munter harejagt.

Soldater fra forskellige lande hjalp hinanden med barbering og klipning. En jonglør dukkede pludselig op, og musik fra skotske sækkepiber og tyske mundharmonikaer blandede sig med sang fra englændernes og tyskernes fælles melodiskat – med forskellig tekst.

Soldaterne spillede fodbold

Nogle af de mest sagnomspundne begivenheder under julefreden er de fodboldkampe, der efter sigende blev spillet. Den søn­ders­kudte jord egnede sig ikke ligefrem til organiseret spil, men der er flere beretninger om, at bolde af forskellig art blev fundet frem, og et viltert sparkeri brød ud. Der var måske helt op til et par hundrede mænd fra begge sider, som deltog. Måske blev der også spillet en mere regulær kamp. Ifølge flere kilder sluttede den 3–2 til Tyskland.

Hvordan så de forskellige landes krigsledelse på denne underlige udvikling, hvor soldaterne holdt op med at kæmpe? Det ser ud til, at cheferne på flere nivauer valgte at se igennem fingre med det. Formelt var våbenhvilen naturligvis uacceptabel, men praktiske officerer kunne se, at freden var en chance for at forbedre situationen ved at udtørre og reparere befæstningerne.

Forbød omgang

I slutningen af december udfærdigede den tyske overkommando et strengt forbud mod omgang med fjenden, men fra den britiske side kom der ikke nogen tilsvarende ordre. Det lader heller ikke til, at nogen enheder fik disciplinære straffe for det, der var sket, måske fordi så mange af soldaterne deltog.

Langsomt voksede indsigten om, at man nok ville blive tvunget til at gå i krig igen. Men hvordan skulle det gå til? I løbet af nogle korte timer havde Tommy og Fritz haft mulighed for at gennemskue propagandaen, der beskrev fjenden som brutale barbarer. Mange havde forstået, at krigen betød, at det mest var sympatiske mænd med koner og børn derhjemme, som myrdede hinanden i større stil.

Det tog altså sin tid, inden kampene kunne gå i gang igen for alvor. Mange salver gik lige op i luften, og i nogle tilfælde truede befalingsmændene med strenge straffe for at forhindre mytteri. Nogle steder holdt julefreden hen over nytår, ja, hele vejen indtil et stykke ind i januar.

Så blev alt som før. Det hæmningsløse myrderi fortsatte og kom til at fortsætte hen over tre jule mere. Julefreden i 1914 blev en engangsforeteelse, mere og mere utænkelig i takt med, at krigen blev mere barsk og gjorde afstanden mellem ”Fritz” og ”Tommy” mere og mere uoverstigelig.

Mere her: Silent Night – The Remarable Christmas Truce of 1914 af Stanley Weintraub (2003) ● Christmas Truce af Malcolm Brown & Shirley Seaton (1999)

1700-tallets enevældige konges største kompetence var hans uduelighed – fordi han vidste at han var uduelig.

Tekst: Thomas Oldrup

Nu var kongen gået bersærk igen. Det var ikke sjældent at han sås på de københavnske ølhuse og vinkældre, ofte i forklædning. Ved denne fest var der foruden nogle af hans venner også indbudt en del af hovedstadens løsagtige fruentimmere.

Det var ikke de pæneste piger, som byen kunne opdrive, men ”de gemeneste og liderligste fruentimmere i hele byen”, som et vidne skriver. De havde alle drukket sig frygteligt fulde, kvinderne sang og blottede brysterne, dansede omkring på borde og stole. Den fulde konge blev grebet af et ”bacchantinsk raseri”, fik fat i en stav og tampede løs på kvinderne, som ”en grum tyran.”

Han tævede dem og piskede dem, og jo mere de bad om nåde og skreg, desto mere ”kildrede” og ”fornøjede” det ham. Først når pigerne begyndte at bløde, holdt han op og sank fordrukken sammen. Pigerne fik siden en sær anerkendelse, for det var trods alt ikke hvem som helst, der havde givet dem tæsk. Det var selveste den enevælde konge af Danmark, Frederik 5., der regerede fra 1746 til 1766, og det var ikke den eneste gang dette skete.

Der var det modsætningsfyldte ved Frederik 5., der var født 1723, at selvom mange københavnere kendte til hans sadistiske sider og endnu flere til hans umådeholdne drikkeri, så var han alligevel en populær mand. Hans far, Christian 6., havde været en pietistisk mand, der nærmest havde indført en ”fatwa” mod morskab, teater og livsglæde i hovedstaden. Frederik 5., derimod, ønskede det bedste for sine undersåtter. Han var svag og uselvstændig og havde fået en mangelfuld uddannelse, men var også en livsglad, munter, venlig og elskværdig mand, når han altså ikke lige havde drukket.

Lærte sit folk at kende

”Frederik den Ejegode” kunne lide at kaste sig ud i dans med borgerkoner, og på hans druk- og scoreture i København lærte han trods alt sit folk at kende. Hans far havde i stedet buret sig inde bag Amalienborgs tykke jernkæder, bange og bleg. Det første Frederik gjorde, da han kom til magten i 1746 var at fjerne disse jernkæder. I modsætning til hans stivstikker af en far, kunne Frederik faktisk omgås almindelige mennesker.

Sex er én af de få aktiviteter, der kunne løsne op for 1700-tallets stramme standssystem, og bringe høj og lav sammen. Derved lærte han også folkets plager at kende, og tog disse til sig. Han lærte endda at tale dansk – hvilket ikke var nogen selvfølge ved det snobbede hof. Ungdom og liv holdt sit indtog ved hoffet under Frederik 5. Der var baller og selskaber på slottet, hvor også borgerlige blev indbudte, fx Holberg, der havde megen ros tilovers for Frederik 5. Frederik var ok til at skeje ud, for han gjorde det med en vis diskretion, og så kunne han slippe af sted med ikke så lidt.

Gik amok i vold og vin

Udadtil var han som regel pæn og sober, ædruelig og i øvrigt en flot fyr, bag lukkede døre gik han amok i kvinder, vold og vin. Paradokset ved Frederik 5. var, at han godt vidste at han drak alt for meget og var en elendig konge. Netop dét gjorde ham til en fremragende konge.

Konger er ikke kendt for selverkendelse og der er næppe noget farligere end en enevældig hersker, der tror han kan alt. Frederik 5. allierede sig med de dygtigste rådgivere, som stort set fik kastet hele magten over riget i favnen. Magten lå derfor hos medlemmerne af det såkaldte gehejmekonseil, bl.a. J.H.E. Bernstorff og især overhofmarskal A.G. Moltke.

Frederik 5.s regeringstid var en fredstid for Danmark, om end det i 1762 var tæt på en krig med Rusland. Et stort og kostbart forsvarsberedskab blev godt nok opretholdt, men landet oplevede samtidig et økonomisk opsving.

Kunst og videnskab blomstrede, og flere almennyttige institutioner så dagens lys. En landbokommission nedsattes og styret opfordrede til åben debat om økonomiske og sociale forhold. Mange udlændinge fik indflydelse, embeder og industriprivilegier, hvilket vakte en vis irritation, men for samtiden stod Frederik 5.s regeringstid alligevel som en lykkelig og fremgangsrig periode.

Der findes et berømt citat fra samtiden, der siger ikke så lidt om hans regeringsperiode: ”Under Frederik 4. frygtede man ikke, men havde dog grund til at gøre det. Under Christian 6. frygtede man og havde dog ingen grund til at gøre det. Under Frederik 5. frygtede man ikke – og man havde heller ikke nogen grund til at gøre det.”

To dronninger – mange børn

Levemanden Frederik 5. var også aktiv i ægtesengen. Han var gift to gange, første gang engelsk og anden gang tysk.

Hans første dronning var Louisa af England, Georg 2.s datter, der var smuk, ædel, varm, yndefuld og elskværdig, lærte sig dansk og holdt af at færdes med sin mand blandt det jævne folk. Frederik havde selv valgt hende.

Louisa fødte ham fem børn på fem år, heriblandt den senere Christian 7. Fire af dem overlevede, hvilket var en for perioden flot statistisk. Da hun døde i 1751, under den sjette fødsel, var der sorg i København.

Allerede den følgende sommer giftede han sig igen, med den 23-årige tysker Juliane Marie, men de to lod ikke til at have brudt sig synderligt om hinanden. De fik kun en søn.

Ved siden af de to dronninger, havde Frederik også adskillige elskerinder, både af den mere flygtige slags og af den faste slags som blev installeret i dyre palæer. Disse fik han en stribe børn med. Med sin yndlingselskerinde, kaldet Madam Hansen, fik han fem børn – hun blev hvert år sendt på diskret ophold på Fyn. Frederiks to ægteskaber fik ham ikke til at standse sine udskejelser. Han led gennem det meste af sit liv af en himmelråbende alkoholisme. Den strenge pietisme som han var vokset op med, havde han skyllet væk. Med tiden var han slet ikke i stand til at lede en regering.

Nordens største skat

I en brandert snublede han over sin jagtkårde, og fik et alvorligt stød i siden, hvilket medførte et længere sygeleje. Efter at han 1760 i beruselse havde brækket et ben svækkedes han meget og drikfældigheden tog til. Ofte sås han, ifølge et vidnes udsagn, i en tilstand ”hvor hans arm ikke var mægtig at bringe hans hat på hans hoved igen uden Moltkes hjælp”. Men som et udtryk for at det var majestæten, der stod for alt det gode, skrev den berømte digter Johannes Ewald ved den kun 42 år gamle konges død en ode med linjerne: ”O Ynk! Så bær da Norden / Din største Skat til Jorden.”

Han døde 14. januar 1766 på Christiansborg og ligger begravet i Roskilde domkirke.

På hans smukke hvide sarkofag står på latin hans valgsprog: ”Ved forsigtighed og bestandighed”. ●

For 130 år siden mødte Wyatt Earp og hans brødre den berygtede Clantonbande. Skudduellen i Tombstone var overstået på et halvt minut, men er en af de mest berømte begivenheder fra det vilde vesten.

Tekst: Torbjørn Kvist

Det er den 26. oktober 1881, lidt i tre om eftermiddagen i byen Tombstone i Arizona. Med brødrene Morgan og Wyatt ved sin side skridter Virgil Earp hen ad hovedgaden Fremont Street. På hans skinnende sherifstjerne står der ”US Marshal”. Hans arbejdsopgaver ligner sheriffernes, men modsat dem er han ansat af den føderale regering.

Der hvilede en uheldsvanger atmosfære over byen den dag. Kvægavleren Ike Clanton og en af hans mænd var blevet slået ned på åben gade af Virgil Earp. Desuden var de blevet tvunget til at betale en bøde for at have båret våben inde i byen. Byens borgere hviskede om, at Ike Clanton var ude på hævn.

Nu dukkede den sygeligt magre Doc Holliday op, støttet til sin stok. Han indledte en lavmælt samtale med brødrene Earp midt på gaden og pegede fremad med stokken. Mange byboere nærede mistro til den alkoholiserede og tuberkulosesyge tandlæge, der også var en berygtet spiller og revolvermand. Vidner så, hvordan Virgil Earp gav sit oversavede haglgevær til Holliday, der skjulte det under sin lange frakke. Selv tog Virgil tandlægens stok. Straks efter trådte sheriffen John Behan ud foran dem på gaden. Behan forsøgte at standse sin kollega med det argument, at han allerede havde afvæbnet Clantons mænd. Men Behan blev skubbet væk af Virgil Earp med disse ord: ”Hvis de er afvæbnede, behøver vi ikke bekymre os.”

De regnede med at møde Clantons ved kvægfolden OK Corral, men stødte på dem ved en tom grund 50 m derfra. Der stod Ike og Billy Clanton, Tom og Frank McLaury samt Billy Claiborne. De var iklædt arbejdstøj: oilskindsfrakker og jeans. Virgil Earp pegede med Hollidays stok og opfordrede de andre til at smide deres våben i overensstemmelse med loven. Ike Clanton åbnede da sin frakke og erklærede, at han var ubevæbnet.

Forbudt at bære våben

Den gnist, der antændte konflikten, var paragraf ni i de lokale ordensregler. Den fastslog, at det var forbudt at bære ”dødbringende våben” inden for bygrænsen.

Dagen inden havde Ike Clanton fået en bøde af Virgil Earp for at være bevæbnet. Men konflikten mellem brødrene Earp og Clantons mænd var startet langt tidligere. Familien Clanton havde bosat sig i Arizona nogle år før og var blevet veletablerede kvægavlere. Da der så også blev fundet sølv på deres jord, blev familien en af de mere velhavende på egnen. Men Clantons færdedes også i kriminelle kredse. Flere af deres ansatte begav sig også af med røveri og afpresning.

Ansat som marshal

Brødrene Earp var kommet til Tombstone, da Virgil blev ansat som marshal i 1879. Også broderen Morgan tjenstgjorde som føderal politimand i Arizona, mens Wyatt tidligere havde haft den samme opgave i Dodge City i Kansas. Alle tre havde også på forskellige tidspunkter arbejdet som detektiver for diligenceselskabet Wells Fargo. De var lovens mænd på freelancebasis, og de forøgede deres magre lønninger med alle former for forretningsvirksomhed.

En fjerde bror, James, drev Earps saloon, en af byens førende spillehaller. Brødrene Earp var også professionelle spillere og spititushandlere og drev desuden et bordel.

Mange af byens borgere delte Clantons opfattelse af, at brødrene var skinhellige og misbrugte deres sherifstjerner for egen vindings skyld.

Konflikten var startet i sommeren 1880, hvor seks muldyr blev stjålet fra den amerikanske hær. Virgil Earp, der efterforskede sagen, fandt dyrene på familien Clantons ranch, men det lykkedes ham aldrig at bevise, at ranchejeren havde været indblandet i tyveriet. Derefter voksede uoverensstemmelserne gradvist.

Skudduellen på den tomme grund i Tombstone startede med to skud hurtigt efter hinanden. I et par dramatiske øjeblikke hvislede kuglerne gennem den støvede luft.

Billy Clanton blev ramt i højre håndled og flyttede sit våben til den uskadte hånd. Frank McLaury skød Morgan Earp i ryggen, da denne vendte sig om – hvilket senere førte til et rygte om, at Clantons havde haft skytter blandt folk, der så til.

Tom McLaury blev ramt af en haglbyge fra Doc Hollidays bøsse. Holliday kastede så geværet fra sig og trak en revolver.

I mellemtiden skød Billy Clanton og Frank McLaury som galninge. Morgan Earp faldt, men kom hurtigt på benene igen. Virgil Earp blev ramt i læggen og gik i knæ. Doc Holliday blev såret i hoften. Til sidst blev Frank McLaury skudt i hovedet.

Den eneste, der var uskadt

Duellen var overstået på 30 sekunder, og der var blevet affyret omtrent lige så mange skud. En af de få, der stadig stod op – med en revolver i hver hånd – var Wyatt Earp. Han var den eneste, der var helt uskadt, og i dette øjeblik fødtes hans berømmelse.

Begge hans brødre lå på jorden og bandede over deres kvæstelser. Morgan blødte voldsomt fra et sår i skulderen, Virgil havde stukket sit sønderskudte ben op i luften. Doc Holliday stod foroverbøjet med armen mod sin kvæstede hofte.

Billy Clayborne og Ike Clanton, der var ubevæbnede, stak af. Tom McLaury, der var blevet ramt af Hollidays haglbyge, døde af blodtabet 100 meter derfra. Hans bror Frank døde foran nysgerrige vidner på den anden side af gaden, og Billy Clanton døde i gyden ved siden af.

Sherif John Behan forsøgte straks at pågribe brødrene Earp for mord. Men han blev nødt til at bakke ud, da den bevæbnede Wyatt ikke var med på den. De sårede Earpbrødre blev læsset på en vogn. Doc Holliday sad bagest med dinglende ben, da de rullede ned ad gaden.

I den kommende uge frygtede de, at Clantons mænd skulle hævne sig. Da Billy Clanton og brødrene McLaury blev begravet, blev byen næsten helt lukket. Begravelsen blev overværet af hele 2 000 personer, hvilket viser, hvor populære Clantons var på egnen.

Den efterfølgende rettergang blev langvarig, men til sidst blev brødrene Earp og Doc Holliday frikendt. Et par uger senere blev Virgil Earp skudt i et natligt baghold på åben gade. Han overlevede, men tre måneder senere blev Morgan Earp myrdet i en billardhall i byen, skudt i ryggen. Wyatt fik til opgave at finde hans mordere.

To cowboys dræbt

Under jagten blev to af Clantons cowboys dræbt, og Wyatt Earp blev forfulgt af sherif John Behan. Hændelserne demonstrerer tydeligt manglen på samordning i USA’s retsvæsen i 1800-tallet.

Behans folk fik aldrig held til at pågribe brødrene Earp. Sammen med deres saloonejerbror James flyttede Virgil og Wyatt til Californien, hvor de døde en naturlig død.

Erindringen om skudduellen begyndte langsomt at visne, men fik nyt liv i 1900-tallet takket være filmindustrien i Hollywood. ●

MERE HER: Inventing Wyatt Earp: His Life and Many Legends af Allen Berra (2009) ● The New Encyclopedia of the American West af Howard Lamar (1998)

Niels Bohr var en af de første til at advare om starten på atomvåben­kapløbet, som skulle komme til at plage international politik mange år frem. Men han talte for døve øren for de af verdenspolitikkens ledere, som han opsøgte.

Tekst: Charlotte Koldbye

Den 16. maj 1944 får atomfysikeren Niels Bohr foretræde for den engelske premierminister Winston Churchill i embedsboligen Downing Street 10. Det har ikke været nemt for den verdenskendte fysiker og nobelpristager at få den britiske premierminister i tale, men han har et presserende ærinde og har trukket på alle sine kontakter for at få adgang til regeringschefen.

Niels Bohr har menneskehedens overlevelse på sinde og frygter, at han og hans forskerkolleger har huset en Fenrisulv i deres laboratorium, men nu, hvor generaler og politikere har fået fingre i atombomben, kan den ikke tøjles længere.

Løsningen er ifølge Niels Bohr at dele atombombens hemmeligheder med Stalin – for verdensfredens skyld. Men Niels Bohr, der normalt bliver modtaget med ærbødighed og højagtelse, får nærmest ikke et ord indført over for Churchill.

Uforrettet sag

Efter mødet erindrer han med græmmelse: ”Han skældte os ud som skoledrenge,” og da Niels Bohr ved mødets afslutning beder om at få lov til at præsentere sine holdninger i et brev til Churchill, får han gnavent svaret. ”Det vil være mig en ære at modtage et brev fra Dem – blot ikke om politik.” En skuffet Niels Bohr må gå fra mødet med uforrettet sag. Men han er klar over, at atombomben er mere end et våben. Den nye bombe ændrer de verdenspolitiske spilleregler radikalt, så han giver ikke op. Niels Bohr opsøger den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der tilsyneladende er mere forstående over for danskerens argumenter. Det viser sig dog ikke at holde stik. Tværtimod begynder alarmklokkerne at ringe hos både de amerikanske og engelske efterretningstjenester. De holder et skarpt øje med Niels Bohr, da de finder hans sympatier for russerne mistænkelige.

Niels Bohr ved, hvad han taler om, når han forsøger at forklare Churchill og Roosevelt, at man med atombomben vil frigive destruktive kræfter af hidtil ukendt omfang, og at det risikerer at blive det 20. århundredes forbandelse og verdenspolitiske svøbe.

Fik nobelprisen i 1922

Han er ikke Hr. Hvem-som-helst, denne danske atomfysiker. Niels Bohr fik i 1922 nobelprisen og hans arbejde med grundstofferne, og hans kortlæggelse af brintatomet gav fysikerne de teoretiske byggesten, der gjorde det muligt at udvikle atombomben. Man kan derfor med god grund kalde ham atombombens bedstefar.

Niels Bohr grundlægger i 1921 Institut for Teoretisk Fysik i København, som i 1920’erne og 30’erne er det absolutte verdenscentrum for den teoretiske fysik. De klareste stjerner og de skarpeste hjerner inden for fysikken strømmer til København. Niels Bohr er en mand, der har blik for, hvordan man, ved at samle de dygtigste fysikere, kan tage videnskabelige syvmileskridt inden for den teoretiske fysik. Under hans ledelse har mindst 444 forskere gæsteforelæst på instituttet og ikke mindst drøftet deres teorier med Niels Bohr selv. De forskere, som har besøgt instituttet, beretter om den ganske særlige ånd af åbenhed og nysgerrighed, der hviler over stedet. Der er i den grad højt til loftet, og her bliver vilde ideer og teorier diskuteret og afprøvet uden automatisk at blive afvist på forhånd.

Hele 18 nobelpristagere i fysik har haft deres gang på instituttet under Niels Bohrs ledelse.

Men Niels Bohr er mere end blot en forsker. Han er dybt optaget af filosofi og etik, som han omsætter i praksis. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 bliver Niels Bohr eksempelvis opmærksom på, at der er adskillige tyske forskere, der på grund af deres jødiske ophav er blevet forvist fra universiteterne. Under en rejse samme år søger Bohr hos kolleger at finde frem til de videnskabsmænd, som kunne forvente afskedigelser som følge af de nye racelove.

En af dem er atomfysikeren Otto Frisch. De nazistiske magthavere vil have ham væk fra universitetet, fordi han er jøde. Niels Bohr kommer ham til undsætning. Ved et personligt møde mellem de to griber Niels Bohr fat i Otto Frisch’ vesteknap og siger: ”Jeg håber, at De vil komme og arbejde hos os i nogen tid.” Samme aften skriver Otto Frisch til sin mor: ”Du skal ikke længere være urolig for mig. Vorherre har selv taget mig i vesteknappen, og han smilede til mig.”

Bohrs jødiske mor

Flere gange bliver Niels Bohr selv opfordret til at søge tilflugt uden for nazisternes rækkevidde, men afviser det kategorisk, ”jeg føler, det er min pligt i denne desperate situation at stå som bolværk mod dem, der truer vores institutioners frihed og at beskytte forskere, som har fået asyl her.” Og Niels Bohr fortsætter derfor ufortrødent sit virke i det besatte Danmark.

Men i 1943 sætter klapjagten ind på de danske jøder, og fordi Niels Bohr har en jødisk mor, er han nødsaget til at flygte først til Sverige, og derfra videre til USA via Storbritannien.

Frit tilgængelig viden

Her bliver han tilknyttet Manhattan Projektet, det amerikanske atomvåbenprogram ledet af J. Robert Oppenheimer. Niels Bohr bliver ved sin ankomst lamslået over, hvor tæt amerikanerne faktisk er på at have en atombombe. Fysikerens beundring viger dog hurtigt pladsen for filosoffens bestyrtelse. Niels Bohr er ikke i tvivl. Han forfærdes over den nye verdensorden, som tegner sig i den politiske horisont. Niels Bohr rejser frem og tilbage over Atlanten flere gange for at få Churchill og Roosevelt i tale.

Den 16. juli 1945 blev den første atombombe sprænt i ørkenen i New Mexico. Den er 20 000 gange kraftigere end en almindelig bombe. Den 6. august kaster amerikanerne den første atombombe over byen Hiroshima, og tre dage senere bliver en tilsvarende bombe kastet over byen Nagasaki. Næsten 200 000 mennesker mister øjeblikkeligt livet som følge af atombomberne. Aldrig har verden set noget lignende.

Den 15. august overgiver Japan sig betingelsesløst. Nu er 2. verdenskrig slut, og Niels Bohr kan endelig vende hjem til København. Selvom Niels Bohr aldrig har været decideret modstander af atombomben, bl.a. fordi han mener, at man ikke kan u-opfinde atombomben, idet den er der for at blive, så betror han sig til sine venner, at han mener, at det var fuldstændig unødvendigt at kaste a-bomberne over Japans civile befolkning.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki viser med al tydelighed, hvor farligt og altødelæggende et våben videnskaben har skabt. Niels Bohr får ret i sin forudsigelse af, at det er et våben, der vil få enorm betydning for magtbalancen i verden. Han gør sig indtil sin død i 1962 til fortaler for, at al viden skal være frit tilgængelig. På den måde er der ingen, som har et stærkere våben end andre. ”Diktaturets stærkeste våben er hemmelighedsfuldhed, mens et demokratis stærkeste våben burde være åbenhed,” udtaler han.

Det er således nemt at gætte sig til hvad Bohr ville have syntes om internettet, hvis han havde levet længe nok til at opleve det. ●

Mere her: Spaltningen, Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik af Favrholdt (2005) ● Harmoni og enhed, en biografi af Blædel (1985)

Det var ikke kun Herbert fra Matador, der drog til Spanien for at kæmpe i borgerkrigen. Ca. 500 danske frivillige kæmpede mod Francos nationalistiske oprørere. Langt fra Danmark udkæmpede de en blodig kamp for det spanske demokrati, side om side med ligesindede fra resten af verden. Knap en tredjedel døde dernede.

Tekst: Christian Aagaard

Peter Davidsen nåede at sende et brev hjem til Danmark. Han skrev: ”Vi venter ikke at komme levende igennem”. Få dage efter blev han dræbt i forsvaret af Madrid. Hans ord afspejlede regeringshærens tilsyneladende håbløse situation over for general Francos oprørsstyrker.

Efter et lynhurtigt, blodigt fremstød nordpå fra Gibraltar var Francos tropper i starten af november 1936 i position til at levere dødsstødet til Madrid, regeringshærens højborg. Med et brutalt angreb gennem hovedstadens forstæder indledte oprørsstyrkerne, natten mellem den 8. og 9. november, angrebet på Madrid. Mange anså det for at være umuligt for regeringshæren, at holde hovedstaden, men regeringstropperne holdt stand. Efter en uges intensive kampe, hvor over halvdelen af de internationale frivillige blev dræbt eller såret, måtte de nationalistiske oprørere opgive deres angreb på Madrid.

Danske kommunister i front

Et hidtil uset antal udenlandske frivillige fra bl.a. Danmark begyndte, efter at have hørt om det heroiske forsvar af Madrid, at strømme til Spanien.

Afrejsen for at kæmpe for den spanske regering skete på trods af, at Danmark og de øvrige europæiske lande havde besluttet ikke at intervenere i konflikten. De havde derfor vedtaget love, der forbød folk at rejse til Spanien. Men forbuddet satte ikke en stopper for de danske frivillige, der fortsat tog af sted for at bekæmpe nationalisterne.

Det var, i Danmark og resten af Europa, den kommunistiske bevægelse, der gik i front i rekrutteringsarbejdet til Den Spanske Borgerkrig. I Danmark var det DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, der landet over gik i spidsen for at hjælpe danske frivillige til Spanien på trods af regeringens forbud.

Inferno af artilleriild

En stor del af de danske frivillige blev i februar 1937 indsat i kampene i Jaramadalen. Oprørerne havde indset, at de ikke kunne indtage Madrid og forsøgte i stedet, via Jaramadalen, at omringe byen. Uden nogen nævneværdig kamperfaring blev de nye danske frivillige kastet ud i et inferno af artilleriild, infanteristormløb og luftangreb fra det tyske Legion Condor. Det var essentielt for regeringstropperne at holde stand imod oprørerne, hvis de skulle gøre sig noget håb om at redde Madrid. Fritz Møller, der deltog i kampene, beskriver her sin oplevelse af slaget: ”Hylende rasede granaterne over vore linjer til fascisterne og hilste dem godmorgen. De svarede pænt igen… Så var spillet gående. Miner, granater, shrapnells og igen forfra. I oliventræerne knaldede de eksplosive kugler, og krudtrøgen bølgede hen langs jorden.”

Dødt løb ved Brunete

Hele februar rasede de blodige kampe, før fronten til sidst låste sig endegyldigt fast. Den skandinaviske Bataillon Thälmann, hvor en del danske frivillige gjorde tjeneste, var stort set udslettet.

Ud af de 850 mand kunne nu kun 300 mand mønstres, resten var enten dræbt, såret eller taget til fange. 11 danskere mistede livet i Jaramadalen.

Efter de voldsomme kampe i Jaramadalen indledte den spanske regering i sommeren 1937 en offensiv i et forsøg på at presse Francos tropper væk fra hovedstaden. Den 6. juli indledte regeringshæren, sammen med de danske og internationale frivillige, offensiven med et massivt fly- og artilleribombardement.

Offensiven, der var centreret omkring den lille by Brunete, udviklede sig hurtigt til det blodigste og mest ubarmhjertige slag under borgerkrigen. Det lykkedes for en kort stund regeringshæren at indtage Brunete, men da de gjorde deres indtog, blev de mødt af et makabert syn. En af oprørshærens hovedstillinger havde været centreret omkring en stærkt befæstet kirkegård, der havde været udsat for et intensivt bombardement.

Lars Bakkemose, der gjorde tjeneste i artilleriet, så kirkegården og har berettet, hvordan der så ud: ”Granaterne har pløjet jorden op, kister og lig ligger spredt over hele kirkegården”, hvor de, godt hjulpet af den ulidelige varme, spredte en uudholdelig stank.

Offensiven afløses af nederlag

I en uge blev danskerne gang på gang sat til at angribe oprørernes stillinger, men uden held. General Franco havde øjeblikkeligt tilkaldt forstærkninger, deriblandt det tyske Legion Condor. Tyskernes jager- og bombefly fik hurtigt overtaget og indledte straks et nådesløst bombardement af de danske og internationale styrker.

Fra sit skyttehul oplevede en dansk soldat bombardementet og beskriver det i et brev: ”Ilden slog i vejret, de smed brandbomber… hele vejen rundt omkring os slog flammerne højt i vejret. Et sandt helvede brød ud i lys lue, granater, bomber, ild, hylen og skrigen fra kanoner…”.

Den 13. juli indstillede regeringshæren offensiven. Den havde lidt så voldsomme tab, at den ikke kunne opretholde presset. Offensiven havde været en fiasko, der endte med at koste regeringshæren 15 000 dræbte. Deriblandt var der syv dræbte og 12 sårede danskere.

Tiden efter sommeroffensiven var domineret af en generel tilbagetrækning fra regeringstroppernes side. Enkelte gange forsøgte de at gå i offensiven, men uden nogen videre succes. Nu var det også lykkedes Franco at gå nord om Madrid, og i starten af marts 1938 trængte hans styrker frem til Middelhavet og delte det regeringskontrollerede område i to.

150 danskere faldt

Den 1. april 1938 beskrev Christian Larsen fra Kolding i sin dagbog den opslidende tilbagetrækning: ”Ingen mad i to og et halvt døgn, ingen søvn i tre døgn og løb i bjergene og på vejene i 24 timer. Lidt salatblade og ukrudt er al den føde vi får. Tilbagetoget er ubeskriveligt”. Regeringshæren var under massivt pres, og der skulle gå lang tid, før krigen var ovre for de danske frivillige Den 24. september 1938 blev den sidste aktive kampdag for de danske spaniensfrivillige. De blev, sammen med resten af De Internationale Brigader, trukket væk fra fronten og hjemsendt. Regeringsstyrkerne holdt ud lidt endnu, men i længden kunne de nationalistiske oprøreres overmagt ikke modstås.

Den 28. marts 1939 faldt Madrid, og den 1. april kunne general Francisco Franco i en radiotale til det spanske folk sprede budskabet om oprørernes sejr.

Da det sidste skud var blevet affyret i Den Spanske Borgerkrig, havde 60 000 internationale frivillige, deriblandt 500 danskere, kæmpet for den folkevalgte spanske regering. Omkring 150 danskere faldt i det forgæves forsvar af det spanske demokrati. ●

Mere her: Gustaf Munch-Petersen og den spanske borgerkrig af Ole Sohn (2007) ● Den spanske borgerkrig 1936–1939 af Antony Beevor (2006) ● Fra Bjelkes Allé til Barcelona : danske frivillige i Spanien 1936–39 af Carsten Jørgensen (1986)