Tage Skou-Hansens De nøgne træer

Tage Skou-Hansen er født i 1925. Hans debutroman De nøgne træer filmatiseredes i 1991 med Ole Lemmeke i rollen som den unge Holger. Billede: Frihedsmuseet.

For en medrivende indsigt i modstandsbevægelsens intense hverdag og sabotageaktioner må jeg på det voldsomste anbefale Tage Skou-Hansens roman De nøgne træer fra 1957. Bogen foregår i Århus henover ét år, fra træerne er nøgne til at de bliver det igen, fra hovedpersonen Holgers indlemmelse i en sabotagegruppe i december 1943, ledet af den skarpe og karismatiske læge Christian Borck, til en mislykket jernbanesprængning i oktober 1944, hvorunder et af gruppens medlemmer – den dystre digteraspirant Kjeld – bliver dræbt og Christian bliver så såret at han aldrig kommer til at kunne føre en kirurgkniv igen.

Bogen beskriver de unge rastløse medlemmers ageren, men ligesom i Panduros De Uanstændige ikke som ideologiske helte. Tillige udfoldes den utålmodige trippende spænding man læser om flere steder – men ingen steder så smukt og stærkt som i De nøgne træer – der opstår blandt de unge mænd, der lever så farligt og dristigt at deres livsgnist blusser op og bliver til både lidenskab og liderlighed. Den forvirrede og overspændte digter Kjeld vrisser til hovedpersonen Kjeld ret tidligt i bogen: ”Nu skal du høre. Det er mærkeligt, at du aldrig selv har tænkt på det. Det er jo to sider af samme sag! Det er den samme trang til udslettelse og tilintetgørelse, som driver dig ud i det illegale og ud til alle dine løse pigeforbindelser… I virkeligheden er du jo kun ude efter en eneste ting, nemlig at blive slået i gulvet. Hvis du skal stå oprejst og tænke dig om ret længe ad gangen, går der panik i dig.” (s. 44)

Hele kapitel 11 er en svimlende beskrivelse af dette sammenrod af voldsomme følelser, af fare, lidenskab, undergangsvilje, begær, død, alt sammen stående vaklende derude på ”den yderste livsdrift”.

Hovedpersonen Holger får nemlig et forhold til gruppelederen Christians kone, Gerda. Det er et passioneret forhold, hvor de ”bestiller jo ikke andet end at legemliggøre værdierne” (som man kan sige det!) og Holger føler at han er ”illegal på to fronter”. Det handler ikke blot om sex, men også om altopslugende kærlighed. Gerda er et modsætningsfyldt menneske og en af de mest vellykkede litterære kvindeskikkelser jeg overhovedet kan huske lige nu. Hvordan mon det hele ender efter at Christian bliver skudt til lirekassemand? Mon hun forlader ham? Det skal ikke afsløres her, men det afsluttende kapitel slår hårdt som en jernbanesabotage og efterlod mig med en klump i halsen på størrelse med en håndgranat. Ud over en fremragende historisk roman er det også en ufatteligt rørende kærlighedshistorie.

Den lille korte bog på blot 201 side gøres ikke mindre stærk af at det er Tage Skou-Hansens debut. Han var 32 år da han skrev den. Under besættelsen studerede han litteraturhistorie på Århus Universitet og gjorde sig sine egne erfaringer i modstandsbevægelsen. På trods af at forfatteren selv deltog i modstandsbevægelsen, skal bogen alligevel læses som en fiktiv roman og ikke en øjenvidneskildring, men ”De nøgne træer” bidrager alligevel med adskillige interessante – og rørende – perspektiver på perioden og miljøet.

Twitter Digg Delicious Stumbleupon Technorati Facebook Email

Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!