Solen går sin gang

Ernest Hemingway (anden fra højre) i Pamplona i 1926.

Går sommerens rejse til Spanien, bør en af de bøger, der ligger i rejsetasken være Ernest Hemingways blændende roman fra 1926 ”Solen går sin gang”. Bogen foregår i første halvdel af 1920’erne blandt en gruppe mere eller mindre velhavende og temmelig dekadente eksilamerikanere og -briter i Paris. I hovedparten af bogen følger vi dem på en tur i juli til nordspanien for at fiske og overvære San Fermin-festivalen i Pamplona. Det var denne roman, der gjorde det berømte tyreløb i Pamplona kendt for en bredere international skare, og som har resulteret i at Pamplona hvert år fyldes af testosterontunge bøvede briter, der sætter livet på spil for at rende foran en hob frådende tyre undervejs til Pamplonas tyrefægterarena. Faktisk regner man med at der er omkring 1 000 000 besøgende ved San Fermin-festivalen hvert år.

Dengang i 20’erne var tyreløbet et mindre besøgt og mere kultagtigt fænomen. Romanens gruppe af hovedpersoner er i løbet af den ugelange fest mindst ligeså optaget af deres interne drabelige kærlighedsstridigheder – centreret omkring Lady ”Brett” Ashley, som man i dag nok ville karakterisere polyamorøs – og de genstridigheder hun fremprovokerer i gruppen. Mærkeligt at hendes fremme-på-tæerne-seksualitet ikke vakte mere genhør i datiden, hvor romanen blev en bestseller så snart den udkom.

Bogen udkom nemlig i efteråret 1926 og blev en øjeblikkelig succes. Hemingway pralede senere med at han skrev den på seks uger, og kaldte den jovialt for blot ”en bog om et par fulderikker”. Sidstnævnte kan han godt have ret i. Der er næppe ret mange andre bøger i litteraturhistorien, hvori der er blevet drukket mere. Førstnævnte vil jeg dog betvivle, den himmelråbende sproglige kvalitet taget i betragtning. Det er generel konsensus om at dette er en af Hemingways allerbedste bøger.

Noget andet, der er interessant ved bogen er dens fremstilling af 1. verdenskrigs implicerede, helt uden at dette bliver nævnt med ét eneste ord eller at der bliver løsnet ét eneste skud. Det er en efterkrigsbog. De fleste af hovedpersonerne i bogen – selv den kvindelige hovedperson, Brett – har deltaget i krigen. Det giver dem et fælles, internationalt referencepunkt og en gennemgribende hvad-skal-det-nytte og kynisme.

Da to af de amerikanske hovedpersoner fisker med en brite i Nordspanien, siger sidstnævnte ved afrejsen: ”Ærlig talt, De aner ikke hvor meget det betyder. Jeg har ikke haft det så morsomt siden krigen.”

1. verdenskrig skabte en generation af unge mænd, der havde haft muligheden for at komme til Europa, selv dem fra små kår, en mulighed som de benyttede sig af i 20’erne for at gense Europa under lidt mere fredelige former.

Her får man tidligere tiders globalisering at se i glimt. Det er noget vrøvl at tro at globalisering opstod i 1990’erne med dét der internet. Gennem tiderne har der været livlig udveksling af varer og eventyrere, i særdeleshed da i forbindelse med krig. Tænk bare på Alexander den Stores erobringer der skabte forbindelser fra Middelhavet til Indien, og den transatlantiske slavehandlen der ikke kun udvekslede slaver fra Afrika, men også værdier og verdensanskuelser fra Europa til den nye verden.

Efter læsning af bogen kan man blive helt tørstig. Og forstemt over ikke at have haft mulighed for at deltage i mellemkrigstidens fester og overfladiske sorgløshed…