Persepolis

Iran kan være svær at forstå. Deres udenrigspolitiske opførsel er ofte sær. Den bliver man desværre ikke klogere på ved at læse ”Persepolis”, da bliver man blot mindet om at der var en tid før dette. Det er trist at tænke på.

Men ”Persepolis” giver en glimrende indsigt i den iranske historie omkring 1979. Det er en selvbiografisk grafisk roman, skrevet og tegnet af den iransk fødte kvinde Marjane Satrapi (f. 1969), der nu er bosat i Paris og i øvrigt er skandinavisk gift. ”Persepolis” udkom første gang på fransk i 2000, og har siden gået sin sejrsgang over hele verden. Den er blevet kaldt ”Verdens mest berømte graphic novel”. Erindringerne er politiske, begavede og gribende, men også morsomme (som da Marjanes far udbryder til den strenge skolelærerinde, at hvis islamisterne synes at hår er så ophidsende, at pigerne skal bære slør, hvorfor barberer hun så ikke sit overskæg).

Vi følger den lille, charmerende, uimodståelige og genstridige pige fra hun er seks til hun er 14 år gammel. Via hendes barnligt naive blik får vi fortalt Irans historie i årene omkring den islamistiske revolution i 1979, med de faldne kejsere, de offentlige piskninger, undertrykkelsen, håbet, demonstrationerne og revolutionsheltene, samt frygten under den 1. Golfkrig mellem Iran og Irak.

Den historiske baggrund er den, at i 1950’erne havde shahen forsøgt at udvikle Iran i en vestlig retning. Iran blev til en verdslig stat og socialt og kulturelt var vesten forbilledet. På trods af enorme olieindtægter herskede der dog stadig fattigdom i det gamle stolte persiske rige og håbet om demokrati blev opgivet i 70’erne. Fra 1977 demonstrerede venstreorienterede i gaderne – herunder Marjane og hendes marxistiske forældre, eller som hun har kaldt dem i et interview: ”kaviarkommunister”. Oprøret bredte sig og indbefattede en bred front af studenter og arbejdere, religiøse ledere i moskeerne og de rige købmænd i bazaren. I januar 1979 måtte shahen forlade Iran. Han blev erstattet af Ayatollah Khomeini, der fik gjort Iran til en islamisk stat. Fra november samme år blev Khomeini udnævnt til åndelig og politisk leder – på livstid.

Studenternes demonstrationer og oprør var altså endt med at det var fundamentalisterne, der kom til magten. Alle veluddannede og andre med muligheden forsvandt ud af landet, og mange modstandere blev forfulgt og henrettet.

Det er denne historie vi får fortalt gennem den lille iranske piges øjne. Søren Vinterberg skrev i Politiken, at ”med et barns blik som fortællerens synsvinkel bliver formen – den bevidst naivistiske, så at sige ’uskyldige’, grafik – en virkningsfuld kontrast til komplicerede begivenheder, sort-hvid tilstrækkeligt til at skildre modsætningerne.”

Den gang – som i dag – var der ikke meget at grine af i Teheran. ”Persepolis’” genistreg ligger i, at den behandler et tungt og trist og væsentligt emne som den iranske historie og islamiske revolution, på en måde, så det – også – bliver let og humoristisk.

PS: Animationsfilmen ”Persepolis”’ havde premiere på Cannes-festivalen 2007 og vandt juryens specialpris. Den har jeg til gode.