Marie-Antoinette

Kirsten Dunst som Marie-Antoinette i filmen af samme navn fra 2006. Billede: Leigh Johnson.

Filmen er instrueret af Sofia Coppola og fra 2006. Den starter da den unge østrigske ærkegrevinde Marie Antoinette sendes af sted fra sin mor, kejserinden, til det franske hof, hvor hun skal giftes med en kronprins hun aldrig har mødt før. Og den slutter før det for alvor bliver blodigt, nemlig da Marie-Antoinette – nu dronning – tvinges fra Versailles sammen med kongen, kort før den blodige revolution. Da hun ser ud af vognens vindue, spørger kongen, om hun nyder synet af sin citrusallé. Hun svarer, nej, hun siger farvel. Derefter får vi blot et sidste ukommenteret billede af et af Versailles’ smadrede værelser. Ganske effektivt.

Filmen er baseret alene på Antonia Frasers biografi Marie Antoinette – Rejsen, og den er endda baseret temmelig tæt på denne. Skuespillerne fik endda besked på, at de ikke burde læse andre end denne ene bog som forberedelse til filmen. Frasers bog er glimrende og velskrevet, men også lige lovlig loyal og tro overfor Marie-Antoinette selv og hendes udsagn. Fraser er totalt ukritisk overfor Marie-Antoinettes egen udlægning af tingene.

Filmen havde nok haft godt af at blive ”parret” med et andet værk med en mere kritisk tilgangsvinkel til stoffet. Filmen giver i hvert fald et billede af Marie-Antoinette som den festglade, enfoldige, smukke og miskendte dronning. Hun fremstilles nærmest, med Kirsten Dunst i titelrollen, som en slags teeageidol.

Man kan godt indvende nogle historiske unøjagtigheder: Startende med de helt banale såsom at alle taler engelsk i filmen (!) og er enormt smukke med deres perfekte tænder og eksklusive makeup. Dernæst, så fremstilles Marie-Antoinettes mand, den franske konge, som mere usympatisk og tumpet end han reelt var. Selve transporten af Marie-Antoinette fra fødelandet Østrig til Versailles ser også mere uformel ud end den reelt var. I filmen drikker hun en hel del champagne, mens hun i virkeligheden vistnok kun drak kildevand.

Men filmen er jo netop COPPOLAS impressionistiske version af 1700-tallet. Hvad der fascinerer, er hendes pastelverden. Der er virkelig, virkelig mange farver i filmen, knald på, og jeg tror at 1700-tallet var mere farverigt end det som regel fremstilles. Jeg tror ikke, at Coppolas farveorgie er så langt fra virkeligheden endda.

Coppolas nutidsparalleller fungerer rigtig godt. Både når det handler om, at bruge rockmusik til at understøtte Marie-Antoinettes idolstatus, og når det handler om den helt bevidste placering af et par legendariske Converse All Stars-sko i hendes skosamling.

Meget af filmen er desuden optaget på det virkelige Versailles. Det er der ikke mange filmhold der ellers har fået lov til. Alene dette gør filmen unik og anbefalelsesværdig. Men alt det andet er også et gensyn værd.

PS. Du kan læse mere om Marie-Antoinette og hendes blodige endeligt i Alt om Historie nr 12/2011, der kommer i butikkerne den 1. december.