Koldinghus

Biblioteket på Koldinghus. Billede: Thomas Oldrup.
Min lille familie og jeg har valgt at holde årets sommerferie indenfor Danmarks grænser. For nyligt tilbragte vi nogle dage i Kolding, hvor et besøg på Koldinghus kan anbefales på det varmeste. Også for børn.
Koldinghus ligger midt i Kolding. Her byggede den danske konge Erik 5. Klipping i 1268 en borg for at vogte grænsen. Ja, grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig gik nemlig dengang så langt nordpå som ved Kolding. De ældste bevarede dele af Koldinghus er dog først fra 1400-tallet. Midt i 1500-tallet blev borgen ombygget til et slot uden forsvarsværker, og omkring 1600 opførtes det markante kæmpetårn, fra hvilket der er en formidabel udsigt. På denne tid opholdt kongerne sig ofte på Koldinghus. I 1720’erne blev det igen bygget om, men efterhånden kom kongerne her sjældnere og sjældnere, da kongehuset blev fastere knyttet til hovedstaden København.
Natten mellem den 29. og 30. marts 1808 var Koldinghus’ skæbnetime. Da fyrede spanske hjælpetropper i Napoleonskrigen så kraftigt i en kakkelovn, at slottet brændte. Herefter henlå slottet som pittoreske slotsruiner og et praktisk stenbrud. Det er fascinerende at forestille sig, at mange andre af Koldings huse fra 1800-tallet således er opført mere eller mindre af sten fra det gamle Koldinghus.
Først i 1990’erne blev den omfattende restaurering af fløjene færdiggjort af det progressive arkitektpar Inger og Johannes Exner. På en udstillingsvideo fortæller Johannes Exner, at Koldinghus er ”en vis, gammel dame”. De kunne godt have restaureret hende som en ung, fast 17-årig pige, men så ville stedet miste sin visdom. Det var en af sin tids mest bemærkelsesværdige restaureringer, belønnet med Europa Nostra Prisen i 1994.
Det er lidt af en genistreg den måde som restaureringen er gennemført på, og den gør at stedet har bevaret sin charme. De prægtige, rustikke og vejrbidte bygninger er netop magiske fordi de står og ser sådan ud efter fem århundreder.
Bygningerne rummer bl.a. en riddersal, en slotskirke, samt den dystre og kølige fangekælder, der sandsynligvis kun er benyttet en enkelt gang af nogle tyske lejesoldater i 1600-tallet. Mest indtryk på undertegnede gjorde derimod den meget fine bibliotekssal. Den blev indrettet i 1915-17 af materialer fra det kongelige biblioteks gamle bygning i København. De var blevet til overs, da bygningen i 1909 blev omdannet til rigsarkiv. Det er nu blevet til et nydeligt, lyst bibliotek med søljegange, smukke dekorationer og udstillet porcelæn.
Koldinghus er desuden hjemsted for Danmarks største samling af dansk sølv gennem tiderne, bl.a. en imponerende samling af de obskure hovedvandsæg. Det er nogle små lugtedåser beregnet til at gemme en svamp, vædet med hovedvand, der fx kunne være velduftende rosenvand. Hovedvandsæg var et statussymbol for kvinder, der bar det i en inderlomme eller en lille posetaske. Det kvikkede op at dufte til den våde svamp eller duppe ansigtet med den. Desuden kunne gaderne lugte så forfærdeligt, at kvinderne måtte dufte til noget stærkt for ikke at rende og dåne i deres stramme korsetter i tide og utide.



25 jul 2011 







Forfatter Info



Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!