J. Edgar

John Edgar Hoover var chef for FBI fra 1924 til sin død i 1972.

I weekenden havde Clint Eastwoods ”J. Edgar” premiere. Og den kan anbefales til enhver. Ikke mindst på grund af Leonardo DiCaprios blændende fremstilling af hovedpersonen, J. Edgar Hoover, den frygtede og magtfulde FBI-chef. Han er amerikansk histories svar på Claus Hjorth Frederiksen. I filmen spiller DiCaprio både FBI-bossen som ung og som helt gammel op til Hoovers død i 1972. Hans kraftpræstation – der er næsten ikke en eneste scene i filmen, som han ikke er med i – er efter min mening en Oscar værdig. Men det skal jeg jo (desværre) ikke bestemme.

Jeg synes ikke filmen har fortjent den hårde medfart den har fået af amerikanske og danske anmeldere. Vi får et nænsomt og nuanceret billede af J. Edgar Hoover (1895-1972), en af det 20. århundredes mest gådefulde karakterer. Han er ensom, venneløs og vred. Og godt nok bruger han ufine midler til at beholde magten og hans elskede ”bureau” i live, men historien fortælles gennem ham, og det er ikke filmens intention at fremstille ham som hverken god eller ond. Det lades op til biografgængeren. Især hans forhold til den loyale sekretær og nære ven, Clyde Tolson, er rørende. Hvorvidt de to er bøsser eller ej holdes også blot på antydningens niveau, og udpensles ikke, og det er sådan set også ligegyldigt. Til gengæld antydes et heteroseksuelt – om end platonisk – forhold til hans anden livslange sekretær, miss Helen Gandy.

Dér hvor filmen gjorde noget ved mig og min opfattelse af amerikansk historie var fremstillingen af et slags socialistisk kupforsøg 1919, hvor en stribe bombeangreb fordrer en reel frygt, som Hoover bevarer hele livet. I dag virker frygten for datidens ”bolsjevikker” fortænkt, uforståelig og endda latterlig. Set gennem 1919-bomberne, som Hoover oplevede på nær hold, forstår man pludselig oprindelsen den amerikanske utryghed.

I DiCaprios fremstilling ser vi Hoover med et moderkompleks på størrelse med Frihedsgudinden. Moren vrisser på et tidspunkt ”Jeg foretrækker en død søn frem for en ’daffodil son’.” – dvs. en kvindagtig søn. Myten om Hoovers transvestisme antydes kun, da vi ser ham prøve sin mors kjole og halskæde lige efter at hun er død. Imens græder han og stønner ”Vær stærk, Edgar!” til sit eget spejlbillede.

Det er en udbredt vandrehistorie at Hoover var transvestit eller holdt af at gå i kvindetøj. Hoover opsamlede gennem de mange aktive år mange ubehagelige informationer om politikere og kunstnere, hvilket han brugte til at styrke sin egen position. Han var en kontroversiel figur, upopulær blandt mange, og derfor er det naturligt at der opstod rygter om ham.

Rygtet om hans transvestisme blev ”bekræftet” i en bog fra 1993, af en tvivlsom britisk sladderjournalist. I bogen fremgik det at en kvinde havde mødt ham to gange på et hotel i New York. Den første gang i 1958 var Hoover angiveligt iført paryk, sort kjole, blondestrømper, høje hæle og strømpebånd og blev præsenteret som ”Mary”. Omkring ham vimsede blonde drenge, en af dem iført gummihandsker. Den anden gang året efter var Hoover iført rød kjole og sort fjerboa, samt de samme blonde smådrenge.

Det er dog nemt at betvivle såvel forfatterens som kvindens troværdighed og upartiskhed, idet hun var vred over at Hoover angiveligt havde sat FBI-agenter på hende i forbindelse med en skilsmisse. Hun havnede senere i fængsel efter en sag om falsk forklaring for retten.

Det er svært at forestille sig at Hoover – der fra sin branche og sine egne metoder kendte masser til afpresning – ville vimse rundt på et velestimeret hotel i kvindetøj. Han var meget bevidst om sit rygte og om ikke at sætte sig i en situation, hvor han kunne afpresses. Rygtet om transvestismen skyldes nok Hoovers mange fjender. Hans angivelige homoseksualitet har i samtiden gjort det nemmere for folk at tro rygtet, der altså blev hængende længe efter hans død.

Men denne myte fylder altså ikke meget i Clint Eastwoods nye film. Det havde også kun medvirket til at latterliggøre Hoover og gjort filmen meget mindre interessant.