Ib Spang Olsens “Ung mand i fyrrerne”

Den folkekære tegner Ib Spang Olsen døde for nyligt. Det var et stort tab. Fra Politiken modtog jeg en ”breaking news”-sms om hans død, og på deres hjemmeside skrev adskillige en sidste hilsen til ham. En kaldte ham fx et bundsympatisk, uspoleret, empatisk og socialt engageret menneske med en varm og personlig streg. En anden skrev, at han var tegningens svar på maleriets Folmer Bendtsen.

Gennem sit lange, fabulerende virke vendte han igen og igen tilbage til barndommens gader med blyantstegninger af hverdagslivet med baggårdskatte, legende børn og flittige mødre bag lysende køkkenvinduer.

De fleste kender ham som tegner, men få ved at han også skrev en stribe bøger. En af dem var hans fremragende barndomserindringer ”Lille dreng på Østerbro”. En anden var hans ungdomserindringer ”Ung mand i fyrrerne”, som jeg for nyligt fandt på tilbud i en rodekasse, og som det her skal handle om.

Bogen er en charmerende, sludrende fortælling fra København i 30’erne og 40’erne med sideblik ud til Danmarkshistorien. Der er mange præcise portrætter af folk, som man ellers ikke render på i historiebøgerne. Han skriver humoristisk, beskedent og uskolet, hvilket giver et fantastisk nærvær.

Bogen omhandler både hans skoletid, hans tid i gartnerbranchen, hans erfaringer på en skiltefabrik og en lædervarefabrik, hans uddannelse på Blågårds Seminarium, hans gamle bedstemor i Skovlunde (som kunne huske at have truffet grevinde Danner, ”den taske!”), hans tid på akademiet, hans erfaringer som statist (som romersk soldat) på det kongelige teater og en tur til Tjekkoslovakiet i 1940’erne. Og så gør han en del ud af, hvor uvidende og elendig han var i ungdommen til dét der med det modsatte køn.

Mange vil nok finde hans beskrivelser af Danmark under besættelsen mest interessant. Også de giver et realistisk og uprætentiøst billede af begivenhederne, hvor man i historiebøgerne ofte finder fokus på de mere dramatiske omvæltninger. I sommeren 42 strejfer han rundt på cykel i et Danmark, der nok er besat, men hvor folk mange steder, til en københavners forundring, næppe rigtig havde lagt mærke til det. I provinsen var der hverken rationeringer eller uniformer. I 1943 skulle han ind og aftjene sin værnepligt. Han var CB’er (civilbetjent) og fik udleveret en uniform, der langt fra passede ham. I linningen stod der årstallet 1898. Han blev udtaget til at sidde i Centralkommandoen, i en tidligere cykelkælder på Politigården, hvorfra der skulle holdes telefonisk kontakt til vigtige steder i Københavns omegn under luftalarmer. Her tjente han fra efteråret 43 til august 44. Det antydes at en del af hans kollegaer i cykelkælderen var modstandsfolk, men man ”spurgte aldrig”. En af delingsførerne var dog ”på den anden side” og blev en dag skudt på vej til arbejde.

Ib Spang Olsen er befriende ærlig, da han skriver om at han ikke deltog i modstandsbevægelsen: ”Kort sagt: jeg turde ikke.” Han valgte den ”bredere vej”, hvor han hjalp til med lidt tegninger hist og her. I befrielsesdagene kørte han da også rundt som chauffør med frihedskæmpere på ladet, der med to maskinpistoler og optageudstyr skulle dokumentere befrielsen.

Jeg har tjekket ham i Frihedsmuseets database over modstandsfolk, jovialt kaldet ”heltelisterne”. Her optræder han ikke, skønt databasen ellers er berygtet for at tage revl og krat med. Jeg tror egentlig det passede den belevne og diskrete Ib Spang Olsen fint, at han ikke skulle udnævnes til helt.

PS: Jeg har udgivet et par børnebøger på Gyldendal og har derfor haft fornøjelsen af at deltage i nogle sommer- og julefester på B&U-redaktionen. En eller to gange var Ib Spang Olsen også til stede. Jeg talte ikke med ham, men fra mit hjørne beundrede jeg hans galante charme og imponeredes især over det indtryk han tydeligvis gjorde på de tilstedeværende damer i alle aldre. Ib kom altså efter dét der med damerne.