Fra kalif til konge
Indrømmet: Jeg er spaniofil. Jeg elsker Spaniens gådefuldhed og dramatik. Jeg har rejst en hel del i Andalusien og boet et halvt år i Santa Cruz på Tenerife.
Så jeg var nok lidt forudindtaget, da en ny dansk bog om Spaniens historie landede i Alt om Histories postboks.
Men, ay caramba, jeg blev ikke skuffet. Det er ikke hvert år at en seriøs, belæst og velorienteret dansk forfatter sætter sig for, at beskrive et andet lands historie så indfølende, passioneret og veloplagt.
Forfatteren Nellie Vierhout er født 1948 og har tydeligvis et dybtgående kendskab til spansk kultur og historie. Hun er cand.mag. i spansk og kunsthistorie.
Nellie Vierhout har valgt, ikke blot at fortælle Spaniens historie strengt kronologisk fra hulemænd til Los Indignatos på Sol-pladsen i Madrid. Hun har valgt det greb, at hægte hele Spaniens historie op på 24 personer – ”vinduer til historien”, som hun kalder det – hvilket gør historiefortællingen meget mere nærværende og sjov at læse. Personerne er fortrinsvis kongelige med enkelte undtagelser – personligt savnede jeg måske verdslige typer som Cervantes, Lorca og Franco blandt personportrætterne.
Den 300 sider lange bog anbefales som julegave til alle, der holder af at rejse i landet, og selvom det er langt fra en poppet og overfladisk rejseguide, har den bestemt også interesse for dem, der under deres næste charterrejse til Spanien ønsker at komme et spadestik dybere i det gådefulde land med den dramatiske historie.
PS: Sammen med andre gode historiebøger fra i år, såsom Palle Ove Christiansens De forsvundne – hedens sidste fortællere, Bo Lidegaards En fortælling om Danmark i det 20. århundrede og Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsens Menneskeudstillinger, synes jeg at Nellie Vierhouts Fra kalif til konge – 1000 års spansk historie fortalt gennem 24 personer er en oplagt kandidat til Årets Historiske Bog 2011, som man snart kan stemme på.



12 dec 2011 







Forfatter Info
æs Lotte Tarps gribende erindringer om livet som "tyskerbarn".


Ingen kommentarer endnu... Du kan blive den første!