De uanstændige

De uanstændige blev filmatiseret i 1983 med en ung Lars Bom i hovedrollen.

Livet i modstandsbevægelsen var modsætningsfyldt og nuanceret. Efter fx at have set ”Hvidstensgruppen” om de stovte, stolte, nationale og idealistiske mænd fra Nordjylland, kan det være en god idé at kombinere opfattelsen med fx Leif Panduros roman De Uanstændige fra 1960. Den er sort og dyster, og samtidig hylende morsom. Den er skrevet i et ”moderne og frækt sprog”, som der står på bagsiden af min version, der tilføjer at Panduro vakte vild forargelse, da han udsendte bogen. Folk af alle lejre faldt over ham, fordi han vovede at skildre nogle unge under besættelsen, sådan som han mente at de OGSÅ kunne være. Ikke helte, men blot optagede af deres egne erotiske forviklinger og rastløshed.

Da krigen ”omsider” bryder ud, føler hovedpersonen Thomas Simonsen og hans jævnaldrende at den er ”velkommen som et raseriudbrud efter lang tids gnaveri. For Thomas var krigen ikke blot blod og lemlæstelse, sorg og tab, men også spænding.” Da er han 18 år og starter på Polyteknisk Læreanstalt.

Thomas føler sig ”solidarisk med situationen i de år. Den mærkelige, spændte stemning. Rygterne, det uvisse, de voldsomme begivenheder var det virkelige, mens det daglige liv, studierne, arbejdet, fremtiden var uvirkeligt.”

Det er bestemt ikke noget idealistisk og smukt billede man får af den lille navnløse modstandsgruppe. De er unge, trætte, og mangler noget at tage sig til. Gruppens leder er tydeligvis psykopat, og bevægelsen har absolut ingen ideologisk baggrund. Direkte adspurgt af en politiker, svarer gruppelederen: ”Det… ved jeg ikke… rigtigt. Jo, for resten, jeg tror nok, vi er kommunister. Er vi ikke kommunister?”

Billedet af København i frihedsdagene maj 1945 er også skræmmende. Så megen glæde og had, så mange gamle regnskaber, der skulle gøres op. Den uprofessionelle omgang med skydevåben, og det groteske kaos, der herskede, den kvalmende politiske retorik, de tilfældige stikkere, feltmadrasser og andre løse fugle blev samlet op på ladet og under alles spot og spyt kørt til chokoladefabrikken på Ydre Østerbro. For drengene er befrielsen lidt af et antiklimaks. Det var det FØR, der var virkeligheden. ”Afgrunden var fremtiden. Den var urimelig, skræmmende. Perspektivet var uendeligt og dødkedeligt.”

Det skal på den ene side understreges at De Uanstændige er en opdigtet, fiktiv roman, så den kan ikke bruges som én-til-én kilde om hvad der skete. Det skal på den anden side også understreges, at Leif Panduro selv havde et indgående kendskab til modstandsbevægelsen, som han selv deltog i (se bl.a. Frihedsmuseets Modstandsdatabase her eller Peter Øvigs Efter Drabet.)

En detalje slår mig især, når man læser de bøger, der var populære under besættelsen eller som blev skrevet kort tid efter, af forfattere, der selv havde oplevet den, er hvor relativt sexfikserede disse bøger er. Sex spiller en stor rolle i fx Tage Skou-Hansens De nøgne træer, Knud Sørensens En tid, Mogens Klitgaards Den guddommelige hverdag, Willy-August Linnemanns Bogen om det skjulte ansigt, Peter Seebergs Bipersoner, samt diverse bøger af Tove Ditlevsen.

Og også i De Uanstændige. Panduro skildrer 40’ernes kvinder som seksuelt sultne, frie og generøse. De griber ud og tager initiativ til sex. Det gælder for fru Sand i den hvide badedragt, som ved hvad og hvem hun vil have. Det gælder den buttede, bælgøjede pige i huset, Hjørdis og de ”store, sunde vandrepiger fra Helsingør”, som er villige. Og det gælder for den fascinerende, frie Pipi Langstrømpe-agtige Topsy fra en familie af ligeså frisindede og nøgenbadende individer, inkl. elskere, som kontrast til Thomas’ egen familie af voksne ”klippeansigter”. Da Thomas spørger Topsy om hun vil være ham tro, svarer hun ”Herregud, sikke nogle victorianske udtryk, du bruger. Hvor skulle jeg dog vide det fra?”

Men også den ”farlige” seksualitet lurer lige under overfladen, i forhold til homoseksuelle tanker og incest. Sex var måske FARLIGERE i 40’erne, generelt, bl.a. fordi det kunne ende med en tyk mave. I hovedpersonens skamfulde hoved bliver den allestedsnærværende teenageseksualitet rodet sammen med farerne. Måske på grund af hans hæmmede familiebaggrund, hvor den helsefanatiske mor fx gør en dyd ud af at hun og hans far havde været respektabelt gift i TOLV ÅR, da de fik ham.

Det er muligt at de seksuelt ubekymrede og nysgerrige kvinder fra 40’erne blot er udtryk for en mandlig forfatters fantasi. Det er også muligt, at det handler om det begreb jeg et sted har læst om som ”wartime afrodisiac”, dvs krigstidens og spændingens kærlighedsmikstur. Når spændingen stiger, gør drifterne det også.